Dispensation fra lov til et hospitals telefonsystem

Forbrugerstyrelsen har behandlet en anmodning om en dispensation fra betalingsmiddellovens § 9, stk. 2. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»§ 9, stk. 2. For forudbetalte betalingsmidler kan brugeren opsige aftalen efter gyldighedsperiodens udløb og, såfremt krav fremsættes inden 1 år efter udløb, få udbetalt en eventuel restværdi. Udstederen kan kræve et gebyr for refusionen. Gebyret må ikke overstige, hvad der under hensyn til udstederens omkostninger ved refusionen og omstændighederne i øvrigt er rimeligt.«

Beskrivelse af betalingssystemet

Udbyderen oplyste om betalingssystemet, at det drives på samme vilkår for brugerne på tre hospitaler. Systemet er indrettet således, at et telefonabonnement oprettes ved, at patienten ved indlæggelsen får udleveret et gratis abonnementskort med 2 kr. gratis taletid sammen med en betjeningsvejledning. Abonnementskortet udleveres i en lille kuvert påtrykt »Abonnementskort«. Kuverten indeholder patientens 4-cifrede patienttelefonnummer og en 5-cifret adgangskode til systemet. Ved hjælp af disse oplysninger kan patienten aktivere abonnementet og benytte den gratis taletid, som svarer til 2-3 minutters samtale til lokaltakst.

Såfremt patienten ønsker at benytte abonnementet ud over den gratis taletid, kan patienten købe et tillægskort for 20, 50 eller 100 kr. Patienten skal herefter overføre beløbet på tillægskortet til abonnementets konto i systemet efter anvisningerne i betjeningsvejledningen.

Det er endvidere oplyst, at det koster et engangsgebyr på 10 kr. at bevare muligheden for at ringe ud fra hospitalet, og at dette beløb tages fra patientens første tillægskort. Alle udgående opkald debiteres med et opkaldsgebyr på 0,25 kr. og en samtaletakst, der fastsættes med udgangspunkt i Tele Danmark Communications' takster. Det er gratis at modtage opkald, hvorimod det koster 2 kr. pr. minut at ringe til patienten, idet sådanne samtaler foregår via et overtakseret telefonnummer.

Saldooplysning gives på forespørgsel ved et opkald fra telefonen. Det er i øvrigt i betjeningsvejledningen oplyst, at øresatsen pr. minut er billigere end at ringe fra en mønttelefon. Oplysning om takster for brug af telefonsystemet findes i betjeningsvejledningen, som dog ikke oplyser, at taksterne er variable, idet de varierer med Tele Danmark Communications' til enhver tid gældende priser.

Når der ikke er flere penge på patientens konto, lukkes telefonen for eksterne opkald, ligesom kontoen nedlægges 14 dage efter sidste opkald. Ubrugt taletid refunderes ikke.

Det er supplerende oplyst, at ingen patienter registreres i systemet, og at telefonnummer udleveres i lukkede »PIN«-kodekuverter, hvor kun patienten kender telefonnummeret. Patienten har ret til at forære sit abonnementskort med telefonnummer og eventuel saldo til en anden patient, ligesom patienten har ret til at sælge sit abonnementskort med en eventuel saldo. Ved indlevering af uåbnede tillægskort til kiosken refunderes det fulde beløb.

Forbrugerstyrelsen sendte dispensationsansøgningen i høring hos en kreds af myndigheder og organisationer.

Disse var generelt positive over for et system som det skitserede, og som efter det oplyste ikke havde givet anledning til problemer i praksis eller hos patienter. Der var derfor også forståelse for dispensationsansøgningen, hvis denne begrænsedes.

Forbrugerombudsmanden henviste i sit svar til sin praksis efter den tidligere lovgivning, hvor han tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Tele Danmark var berettiget til at påføre telekort til offentlige betalingstelefoner udløbsdato og begrænse den periode, hvori et eventuelt restbeløb kunne kræves udbetalt.

Forbrugerombudsmanden opstillede her under henvisning til markedsføringslovens § 1 og den daværende betalingskortlovs § 12a en række generelle retningslinier for forudbetalte kort, som med hensyn til refusionsspørgsmålet tillod en minimumsgrænse på ikke over 10 kr.

Forbrugerombudsmanden fandt, at en eventuel grænse for refusionskrav og de økonomiske vilkår for disse hospitalssystemer kan begrunde en fravigelse fra Forbrugerombudsmanden ovennævnte praksis, således at grænsen for refusionskrav højst bør være på 20 kr.

På denne baggrund meddelte direktøren for Forbrugerstyrelsen udbyderen dispensation fra lovens § 9, stk. 2. Dispensationen blev givet for kort på værdier op til 20 kr. på vilkår, at det tydeligt i vejledningen og uden på kodekuverten blev angivet, at åbnede kodekuverter ikke refunderes, at vejledningen indeholdt tydelige oplysninger om de økonomiske vilkår for brug af kortet, herunder at oplysningen om afgiften på 10 kr. og oplysningen om, at kortet lukkes efter manglende brug i 14 dage, blev fremhævet bedre, at oplysninger om samtaletakster, der ikke fastsættes af udbyderen, indeholdt tydelig oplysning om, hvornår disse er indhentet og oplysning om, at de kan være ændret senere, samt at det senest 1. december 2001 blev dokumenteret, at oplysningerne til brugerne var ændret som ovenfor anført.

Dispensation er ikke til hinder for, at der kan udstedes kort til højere værdier. Udstedes sådanne skal refusion af restværdier ske efter lov om visse betalingsmidler § 9, stk. 2. (2000-2059/1-1)