Gå til resume Gå til indhold

Kvitteringskrav ved telefoner

Sag

Da det var oplyst, at kreditkortindehaveren ved brugen af en telefonautomat vil kunne følge med i forbruget på telefonens display, og da oplysning om brugen yderligere ville blive givet på brugerens kontoudskrift, udtalte Forbrugerombudsmanden, at kravet om kvittering var opfyldt.

Gå til indhold
Ophævet

Et telefonselskab rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden og bad om en udtalelse om, hvorvidt selskabets All Payment Telefoner, hvorfra der ikke udstedes en kvittering, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse opfylder betingelserne i § 8 i lov om visse betalingsmidler.

Efter § 8 har brugeren krav på en kvittering ved enhver transaktion, som iværksættes med betalingsmidlet, medmindre brugeren på anden måde har let adgang til oplysninger om, hvorvidt og hvornår den pågældende transaktion er gennemført.

Selskabet havde tidligere (i 2000) fået dispensation fra kvitteringskravet i den dagældende betalingskortlov til at opstille et bestemt antal telefoner, som både kunne tage mønter og internationale kreditkort.

Det blev oplyst, at All Payment telefonerne er indrettet således, at både kontanter og kreditkort kan anvendes, og at brugeren løbende kan følge med i debiteringen på telefonens display. PIN-kode skal ikke benyttes, og der gælder grænser for forbruget i en sammenhængende periode på 5 dage. Disse grænser er på mellem 500 kr. og 1.000 kr. alt efter hvilket kort, der benyttes. De beløb, der debiteres ved brug af betalingskort, vil efter aftale med PBS fremgå af kontoudtoget med teksten »Tele xx Payphones«.

Af forarbejderne til lovforslaget - L 63 i 1999-2000 - fremgår af bemærkninger til § 8, at bestemmelsen tager hensyn til den teknologiske udvikling og indebærer, at oplysningerne ikke nødvendigvis skal gives i papirform.

Det fremgår videre, at bestemmelsen ikke nærmere fastlægger, hvorledes informationen skal gives, men at dette må ses i lyset af betalingsmidlets karakter, beløbenes størrelse og de tekniske muligheder. Forarbejderne udtaler, at det ved forudbetalte betalingsmidler efter omstændighederne vil være tilfredsstillende, at brugeren elektronisk får oplyst saldo på betalingsmidlet før og efter, at en betaling foretages. Et væsentligt praktisk eksempel herpå er forudbetalte telefonkort, hvor saldoen også vises i takt med forbruget.

Da det var oplyst, at kortindehaveren vil kunne følge med i forbruget på telefonens display, og da oplysning om brugen yderligere ville blive givet på brugerens kontoudskrift, udtalte Forbrugerombudsmanden, at oplysningerne og indretningen af systemet fandtes at opfylde kravet om, at brugeren har let adgang til oplysninger om transaktionen.

Forbrugerombudsmanden fandt dog, at det vil være ønskeligt, at teksten på kontoudskriften udelukkende blev på dansk. (2000-211/8-578).

Sagsnummer:
2000-211/8-578
 
Lovgrundlag:
Betalingsmiddelloven
 
Sidst opdateret:   22. februar 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.