Ansvar ved "ihændehaverkort"

I Juridisk Årbog 1993-94, side 171, er omtalt resultatet af en undersøgelse af sikkerheden i benzinselskabers betalingskortsystemer. Undersøgelsen viste, at det i branchen generelt tillades, at betalingskort med tilhørende koder bruges af udenforstående, således at kort og kode i praksis fungerer som et ihændehaverkort. Forbrugerombudsmanden udtalte, at hvis kortudstederne ønsker at påberåbe sig reglerne i betalingskortlovens § 21, stk. 1 og 2, om kortindehaverens selvrisiko, må systemerne indrettes således, at koden rent faktisk kun udleveres til den enkelte bruger af kortet, ligesom systemet ved sin indretning aktivt skal støtte hemmeligholdelsen af pinkoden.

Et enkelt selskab ønskede ikke at følge Forbrugerombudsmandens henstilling. I april 1995 udstedte Forbrugerombudsmanden herefter et påbud, hvorefter selskabet ikke måtte afkræve betalingskortindehaverne erstatning for tab som følge af andres uberettigede brug af kortene efter reglerne i betalingskortlovens § 21, stk. 1, første punktum, og stk. 2.

Selskabet fremsendte herefter et udkast til nye kortholderbestemmelser, hvori kortene var benævnt personlige og pinkoden skulle holdes hemmelig for uvedkommende. Selskabet fremsendte endvidere et udkast til et brev til kortholdere, hvor man gjorde opmærksom på de nye bestemmelser og tilbød udskiftning af kort, som på et tidligere tidspunkt havde været udleveret til andre. Endvidere blev kortholderne tilbudt ekstra kort med særskilt kode til familiemedlemmer eller medarbejdere.
Forbrugerombudsmanden meddelte herefter, at påbuddet ville blive ophævet, når de påtænkte ændringer blev iværksat.

Forbrugerombudsmanden gjorde dog opmærksom på, at sagen ville blive taget op på ny, hvis det viste sig, at selskabets officielle politik ikke blev fulgt i praksis, således at kortene - som hidtil - i realiteten blev behandlet som ihændehaverkort. (1994-211-311)