En forbruger følte sig krænket ved, at en bank rettede henvendelse til hende, da der i forbindelse med en tidligere Dankorttransaktion var opkrævet et for lille beløb af forretningen.
Forretningen gik til sin bank, som herefter fandt ud af, hvem der var Dankortindehaveren. Banken skrev herefter til forbrugeren og bad om betaling af det manglende beløb.
Banken tilkendegav, at man ikke har nogen formuleret generel politik på dette område. Man ser dog positivt på en anmodning fra en betalingsmodtager om hjælp til at rette en forkert dankorttransaktion. Dette gælder, hvad enten fejlen er i kundens eller butikkens favør.
Efter § 13, stk. 3 i lov om visse betalingsmidler må der kun ske behandling af oplysninger om hvor, der er handlet, og hvad, der er købt, når det er nødvendigt til at gennemføre en betalingstransaktion, eller når det er nødvendigt til korrektion af en betalingstransaktion. (Eller hvis det er nødvendigt til retshåndhævelse eller at forhindre misbrug).
Efter bemærkninger til loven er dette en udtømmende angivelse af, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysninger. Formålet er at sikre, at oplysninger ikke benyttes til uvedkommende formål eller i integritetskrænkende formål, fx opstilling af personprofiler og kortlægning af forbrugsmønstre.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på generelle konto- eller kundeoplysninger.
Det måtte antages, at banken på baggrund af forretningens oplysninger om det konkrete køb (tidspunkt for købet, hvor der var handlet, og at der var benyttet Dankort ), har kunnet identificere den konkrete Dankorttransaktion og herigennem har kunnet identificere kortindehaver.
Under alle omstændigheder har banken behandlet oplysninger om hvor, Dankortet har været brugt til at finde kortindehavers navn og adresse.
Forbrugerombudsmandens udtalte, at hvor der ved et køb er sket en fejl i forbindelse med gennemførelsen af en korttransaktion, fx ved at beløbet er angivet forkert, eller hvor der sker andre fejl under transaktionen, fx ved at oplysninger/data er forvansket eller forsvundet, må dette – hvor det er muligt - kunne søges rettet, så betalingen kan gennemføres korrekt, uanset om det er i butikkens eller kortindehaverens favør.
Såfremt det er nødvendigt at benytte oplysninger fra kortbetalingen om, hvor kortet har været benyttet, og hvad der er købt, for at foretage denne korrektion, og oplysninger ikke benyttes til andre formål, må dette anses for at være i overensstemmelse med reglen i § 13, stk. 3.
Kortindehaveren eller butikken må selvfølgelig have lov til at bestride, at der er begået en fejl, og at der består et krav om merbetaling, og i så fald kan banken ikke belaste eller trække pengene på butikkens eller kortindehaverens konto.
På denne baggrund fandt Forbrugerombudsmanden ikke grundlag for at foretage videre.
Sidst opdateret:
19. maj 2004