1. Prismarkedsføring
Oplysning om pris er en vigtig information for forbrugerne.
Forbrugerombudsmanden har derfor fokus på de erhvervsdrivendes prisoplysninger og –markedsføring. Ved udstedelse af nye retningslinjer om prismarkedsføring vil Forbrugerombudsmanden i samarbejde med Forbrugerrådet og erhvervsorganisationerne udbrede kendskabet til det nye regelsæt hos virksomhederne. Endvidere vil Forbrugerombudsmanden løbende iværksætte kontrol- og håndhævelsesforanstaltninger til sikring af retningslinjernes efterlevelse.
2. Førelse af finansielle sager
Den finansielle krise har ikke blot berørt bankerne, men den har også givet sig udslag i store tab for privatkunder ved investering i værdipapirer.
Som følge heraf er der opstået en række sager, der rejser spørgsmål om mangelfuld eller dårlig rådgivning. Bankpakke II har bl.a. tilført Forbrugerombudsmanden flere ressourcer og bedre beføjelser til at gribe ind over for finansielle virksomheders aggressive og urimelige markedsføring over for forbrugerne. Forbrugerbrugerombudsmanden vil derfor i tæt samarbejde med bl.a. Finanstilsynet særlig have fokus på sager om erstatning fx i forbindelse med mangelfuld rådgivning, urimelige aftalevilkår, uberettiget opkrævning af gebyrer m.v. og urimelige fremgangsmåder i forhold til kunderne.
3. Nyt tilsyn med betalingstjenester
Den 1. november 2009 trådte de nye regler i lov om betalingstjenester i kraft. Loven indeholder regler, der skal sikre forbrugerne en bedre beskyttelse.
Forbrugerombudsmanden har løbende fokus på risici og problemer, der opstår ved elektroniske betalinger. Forbrugerombudsmanden vil være særlig opmærksom på, om de nye forbrugerbeskyttende regler efterleves i praksis. Det drejer sig navnlig om ansvars-og hæftelsesreglerne ved misbrug af betalingsinstrumenter (fx dankort, kreditkort og mobiltelefoner), de nye regler om oplysningspligter og tilbageførsel af betaling ved fjernsalg, hvis den bestilte vare ikke leveres.
4. Opkrævning af ulovlige gebyrer og for høje renter
Den økonomiske krise sætter øget fokus på ”det grå lånemarked”. Det er vigtigt, at markedsføring og lånekontrakter er udfærdiget i overensstemmelse med lovgivningen, så forbrugerne ikke vildledes og måske i mange år kommer til at betale for høje renter eller gebyrer.
Forbrugerombudsmanden vil have særligt fokus på sager, hvor erhvervsdrivende opkræver ulovlige gebyrer eller ved udlån giver forkerte kreditomkostninger, med henblik på muligheden for at anlægge søgsmål ved domstolene om nedsættelse af renten og/eller tilbagebetaling af for meget opkrævet beløb.
5. Miljømæssige påstande i markedsføringen
Miljøet/klimaet er et højt prioriteret politisk område, og interessen fra forbrugerne og de erhvervsdrivende om at tage ansvar er voksende.
Det nævnte forhold afspejler sig bl.a. i det store udbud af produkter, der på forskellig vis bliver markedsført med miljømæssige fortrin. Miljøpåstande i markedsføringen har derfor stor betydning for forbrugsvalget og en fair og lige konkurrence på markedet. Forbrugerombudsmanden vil derfor med en ny vejledning om miljømæssige og etiske påstande i markedsføringen skabe klarhed for virksomhederne om, hvor grænserne går for anvendelse af sådanne påstande.
6. Markedsføring over for børn og unge
Børn og unge kan i dag købe indholdstakserede tjenester for meget store beløb, der ender på forældrenes telefonregning.
Forbrugerombudsmanden vil gennem forhandling med telebranchen sikre forældre, der tegner et mobilabonnement, som deres mindreårige børn gør brug af, en bedre beskyttelse mod at komme til at hæfte for store beløb. Herudover vil der fortsat være fokus på markedsføring, hvori alkohol indgår, brug af børn og unge i salgs-og markedsføringsøjemed, herunder vennehvervning, direkte markedsføring og skjult reklame over for børn og unge.
7. Større kendskab til regler for e-handel – nationalt og globalt
E-handel og markedsføring på internettet er grænseoverskridende, og det er de problemer, der kan følge med brugen af internettets muligheder ofte også.
En vigtig forudsætning for forbrugernes tillid til fjernsalg over grænserne er, at der så vidt muligt gribes ind over for urimelig handelspraksis på internettet. Samtidig oplever Forbrugerombudsmanden, at mange erhvervsdrivende ikke kender eller overholder de forbrugerbeskyttende regler for handel på internettet til skade for både forbrugerne og de virksomheder, som følger reglerne.
Som opfølgning på de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til handel på internettet, vil Forbrugerombudsmanden derfor have fokus på formidling af reglerne til de erhvervsdrivende i samarbejde med organisationerne samt på kontrol- og håndhævelsesforanstaltninger. Forbrugerombudsmanden prioriterer også deltagelse i sådanne foranstaltninger på nordisk, europæisk og globalt plan i samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.