1. Indledning
Konkurrencestyrelsen har sendt Konkurrenceredegørelsen 2004 kapitel 3 om "Udfordringer i den danske telesektor" i høring hos Forbrugerombudsmanden.
Forbrugerombudsmanden har følgende bemærkninger:
Afsnittet giver et udmærket indblik i sektorens forhold, men Forbrugerombudsmanden er ikke enig i Konkurrencestyrelsens konklusioner, herunder særligt vedrørende bindingsperioder på mobilmarkedet, hvor Konkurrencestyrelsen anbefaler, at den nuværende bindingsperiode på 6 måneder forlænges til 12 måneder.
2. Konklusion - Forbrugerombudsmandens opfattelse
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en forlængelse af bindingsperioden vil lade forbrugeren i stikken til fordel for snævre erhvervsøkonomiske og politiske hensyn.
Forbrugerombudsmanden går ind for at fastholde den nuværende bindingsperiode på 6 måneder, idet vi finder, at dette er i forbrugernes interesse.
I redegørelsen anføres det, at en længere bindingsperiode vil sikre udvikling og konkurrence, hvilket naturligvis er to forhold, som Forbrugerombudsmanden kun kan støtte. De forbrugere der ønsker nye avancerede mobiltelefoner og tjenester skal have mulighed for dette, men det må ikke ske på bekostning af de forbrugere, som ikke nødvendigvis har de samme behov og ønsker.
Som det fremgår af redegørelsen, yder selskaberne normalt et tilskud til forbrugernes køb af mobiltelefoner, et tilskud som selskaberne tjener ind igen i form af abonnement og betaling for minutter og SMS. Der er tale om et uigennemsigtigt system, hvor telefonerne finansieres ved, at forbrugeren binder sig til et abonnement i en lang periode. Dette betyder i praksis, at også forbrugere med mere beskedne behov kommer til at betale for den teknologiske udvikling på området. Et sådant system kan Forbrugerombudsmanden ikke støtte. Man kan ikke pådutte forbrugerne i samlet flok at skulle betale for udgiften til udvikling af ny teknologi. Derimod må de forbrugere, der ønsker nye og dyre produkter selv betale gildet.
Det er i øvrigt Forbrugerombudsmandens opfattelse, at konkurrencen på telemarkedet er ganske intens, om end pris og aftalevilkårene er medvirkede til at gøre gennemsigtigheden vanskelig. En forlængelse af bindingsperioden vil hindre det frie valg og forstærke uigennemsigtigheden.
Lovgiver har i kreditaftaleloven givet regler for, hvorledes man skal forholde sig med hensyn til salg på kredit. Disse regler sikrer gennemsigtighed og overskuelighed samt mulighed for at indfri gælden, så forbrugeren ikke skal betale for den uudnyttede del af kreditten. Den konstruktion som i dag anvendes på mobilmarkedet - hvor forbrugeren reelt via sit abonnement finansierer købet af mobiltelefonen - gør at de nævnte beskyttelsespræceptive regler i kreditaftaleloven ikke finder anvendelse, idet der ikke er tale om et kreditkøb.
Endelig minder salgsformen meget om ulovlig tilgift efter bestemmelserne i markedsføringsloven. Baggrunden for bestemmelserne om ulovlig tilgift er netop, at en sådan markedsføringsform er prisslørende og dermed også hæmmende for konkurrencen.
Vi finder derfor, at hele debattet om bindingsperioder bør være langt mere nuanceret end tilfældet er i redegørelsen. Kort sagt handler debatten om bindingsperioder ikke kun om abonnementer og Sim-lås, men også i væsentlig grad om de øvrige vilkår, der er knyttet til abonnementet, fx teleselskabernes muligheder for at ændre vilkår i bindingsperioden. Derudover kan nævnes hele prisstrukturen, som er ganske uigennemsigtig for forbrugerne, fx vilkår om minimumsforbrug, opkaldsafgifter, priser for de forskellige ydelser, tilskud til mobiltelefonen mv.
3. Bindingsperioder og opsigelsesvarsler generelt
Der findes i dag inden for forskellige områder lovbestemte regler om bindingsperioder og opsigelsesvarsler. Ud over teletjenester kan nævnes kreditaftaler, energiaftaler og forsikring.
Endvidere findes der i forbrugeraftalelovens § 14, stk. 1 en regel, som giver forbrugeren ret til at opsige visse bestemte aftaler [1] om løbende tjenesteydelser med et varsel på 3 måneder til udgangen af en måned, når der er gået 9 måneder efter aftalens indgåelse. Dvs. at forbrugeren tidligst kan komme ud af aftalen, når der er gået 12 måneder, og at han herefter til enhver tid kan opsige aftalen med 3 måneders varsel.
Baggrunden for forbrugeraftalelovens § 14, var at sikre forbrugeren en ret til at opsige visse langvarige kontrakter med et rimeligt varsel, idet forbrugeren ved aftalens indgåelse ofte ikke var i stand til at vurdere værdien af den erhvervsdrivendes ydelse, og erfaringerne havde vist, at det i hvert fald for visse aftaletyper ikke sjældent måtte konstateres, at ydelsen ikke stod i rimeligt forhold til vederlaget.
Det var ved lovens tilblivelse forudsat, at de fleste typer langvarige kontrakter, som forbrugeren i praksis kommer ud for, var omfattet af bestemmelsen, bortset fra forsikring og leje.
Det var endvidere ved lovens tilblivelse forudsat, at aftalelovens § 36 efter omstændighederne skulle kunne anvendes til at tilsidesætte et opsigelsesvarsel, selvom dette måtte være i overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 14.
Der findes i dag et stort område, hvor bindingsperiode i lejeaftaler og andre kontrakter vedrørende løbende tjenesteydelser ikke er lovreguleret. Og i disse tilfælde, hvor der ikke er særskilt hjemmel i lovgivningen til en længere uopsigelighedsperiode, eller den erhvervsdrivende har en loyal interesse i en længere uopsigelighedsperiode, fx fordi den erhvervsdrivende har afholdt betydelige udgifter i forbindelse med installering af et anlæg, er det Forbrugerklagenævnets faste praksis, at en løbende kontrakt bør kunne opsiges med et rimeligt varsel, hvilket sædvanligt ikke kan overstige 3 måneder i forbrugerforhold.
Hvor lang en bindingsperioden der kan accepteres, afhænger således af afvejning af parternes interesser.
På baggrund af ovennævnte, har Forbrugerombudsmanden valgt at anlægge to retssager, som netop vedrører bindingsperioder på det ulovregulerede område.
Den ene sag er mod Viasat A/S, og vedrører aftaler om levering af tv-programmer via satellit. I sagen har Forbrugerombudsmanden nedlagt påstand om, at det skal forbydes Viasat at anvende en uopsigelig abonnementsperiode på 12 måneder, som automatisk forlænges med en ny abonnementsperiode, hvis ikke kunden opsiger abonnementet senest 1 måned før den første periodes udløb. I sagen har Forbrugerombudsmanden gjort gældende, at bindingsperioden max må være 6 måneder.
Den anden sag er mod Sonofon Partner A/S, og vedrører leje af mobiltelefoner. Sagen vedrører Sonofons nye koncept "BytMobil", hvor forbrugerne bliver bundet at lejeaftalen i 12 måneder. I sagen har Forbrugerombudsmanden ligeledes gjort gældende, at bindingsperioden max må være 6 måneder.
De to verserende retssager - som er anlagt ved Sø- og Handelsretten - er endnu ikke berammet til domsforhandling, men vi forventer, at sagerne vil blive berammet i løbet af 2004.
- Ulemper som vil forøges ved udvidelse af bindingsperioden til 12 måneder.
-
Redegørelsen påpeger, at der er en potentiel risiko for, at konkurrencesituationen i Danmark forværres og den teknologiske udvikling sænkes. Endvidere anføres det, at flere markedsaktører har oplyst, at Danmark i dag er bagefter både med introduktion af nye mobiltelefoner og med nye avancerede tjenester bl.a. pga. den korte bindingsperiode.
Forbrugerombudsmanden går naturligvis ind for udvikling og konkurrence, og de forbrugere der ønsker nye avancerede mobiltelefoner og tjenester skal have mulighed for dette. Men det er vigtigt, at dette ikke sker på bekostning af de forbrugere, som ikke nødvendigvis har de samme behov og ønsker.
Erfaringerne viser, at forbrugeren ønsker at opsige en løbende aftale, når der opstår uforudsete omstændigheder - hvis forbrugeren mister sit arbejde, bliver syg, flytter osv. Det kan også ske, at den erhvervsdrivende misligholder aftalen, og forbrugeren derfor blot ønsker at kunne opsige, men derimod ikke ønsker eller har overskud til at starte en sag ved Teleankenævnet.
Det forekommer også ganske ofte, at ydelsen ikke lever op til forbrugerens forventninger, uden at man kan sige, at der foreligger en egentlig misligholdelse, som kan medføre en ophævelse af aftalen. Et eksempel på dette er netop teleområdet, hvor enkelte teleudbydere har haft så meget rod i fakturering, service osv., at det har været en tvivlsom fornøjelse at være kunde hos det pågældende selskab. Endvidere kan nævnes mangler ved mobiltelefonen (fx fugtskader), og uanset om forbrugerne har ret til at hæve købet eller ej, er forbrugeren stadigvæk forpligtet til at betale til det abonnementet, som blev købt sammen med mobiltelefonen, og forbrugeren er derfor nød til at købe en ny mobiltelefon med eller uden et nyt abonnement.
Der kan også være tilfælde, hvor ydelsen ikke lever op til forventningerne, fx fordi de ydelser, der udbydes i den bestilte pakke, alligevel ikke er prisen værd. Endelig kan det ske, at forbrugeren ganske enkelt mister interessen for ydelsen, fx fordi forbrugeren opdager, at teknologien kun kan anvendes i forhold til andre, der har tilsvarende teknologi, eller fordi behovet for de købte ydelser reelt ikke eksisterer. Det vil i disse tilfælde være uhensigtsmæssigt, hvis forbrugeren er bundet af abonnementet i mere end 6 måneder.
Belønning af "trofaste kunder"
I redegørelsen side 27 er anført, at selskaberne ikke har mulighed for at belønne trofaste kunder. Dette er ikke korrekt. I praksis ses eksempler på, at selskaber har nedsat abonnementsafgiften efter bindingsperioden på 6 måneder netop for at belønne de kunder, som bliver i selskabet efter udløbet af bindingsperioden.
Tabel om varighed af abonnementsbinding og Sim-lås i Europa
I redegørelsen side 27 er varigheden af abonnementsbinding og Sim-lås i Europa anført i en tabel. Eftersom vilkårene i forbindelse med bindingsperioderne ikke er oplyst, finder vi ikke, at der er tale om et retvisende billede af bindingsperioderne i EU-landene. For at lave en relevant og brugbar sammenligning er det nødvendigt at undersøge, hvilke regler der er tilknyttet vilkår om bindingsperiode. F.eks. er det afgørende, om udbyderne må forringe kundernes vilkår i bindingsperioden, og om forbrugerne (fx i særlige situationer) har mulighed for at opsige aftalen i bindingsperioden, eventuelt mod betaling af et gebyr.
Som det fremgår af redegørelsen gælder der i Danmark 6 måneders binding for Sim-låsen. Reglerne er fastlagt af Konkurrencestyrelsen ved henstilling til mobiloperatørerne af 28. oktober 1998. Eftersom et abonnement oftest sælges sammen med en mobiltelefon som er Sim-låst, bør bindingsperioden på de to ydelser vurderes samlet.
Af samme tabel fremgår, at kun 3 ud af de 7 nævnte lande har en bindingsperiode på Sim-låsen på over 6 måneder. Forbrugeren har således i hovedparten af de nævnte lande mulighed for at købe teleydelsen hos et andet teleselskab, såfremt forbrugeren ikke er tilfreds med det leverede produkt, eller såfremt servicen ikke lever op til det forventede eller lovede.
Hvorvidt forbrugeren reelt har denne mulighed afhænger dog af abonnementsvilkårene. Hvis fx forbrugeren betaler en lav abonnementsafgift, men derimod er forpligtet til at betale for et højt minimum af teleydelser uanset det reelle forbrug, vil dette ofte bevirke, at forbrugeren ikke skifter teleudbyder, hvorfor en kort bindingsperiode på Sim-låsen bliver uinteressant for forbrugeren.
Som anført indledningsvis finder vi derfor, at hele debattet om bindingsperioder bør være langt mere nuanceret end tilfældet er i redegørelsen. Kort sagt handler debatten om bindingsperioder jo ikke kun om abonnementer og Sim-lås, men den vedrører i væsentlig grad også de øvrige vilkår, der er knyttet til abonnementet, fx teleselskabernes muligheder for at ændre vilkår i bindingsperioden. Derudover kan nævnes hele prisstrukturen, som er ganske uigennemsigtig for forbrugerne, fx vilkår om minimumsforbrug, opkaldsafgifter, priser for de forskellige ydelser, tilskud til mobiltelefonen mv.
Forbrugerombudsmanden har håb om, at nogle af de ovennævnte problemer kan løses i de retningslinier som Forbrugerombudsmanden p.t. forhandler med Telebranchen.
4. Er længere bindingsperiode en fordel for "de svage forbrugere"?
I rapporten side 29, 5. afsnit er anført:
"Men der vil også være positive effekter ved længere bindingsperioder. Udbyderne vil fx kunne opstille produkter med forskellige bindingstider. Kunderne vil så kunne vælge den bindingsperiode, der passer dem bedst, og selskabernes risiko for at yde for store tilskud til kunden bliver mindre. Hvis kunden vil binde sig længere, vil udbyderne også kunne tilbyde større tilskud. Det kan være en fordel for især svage forbrugere. Undersøgelser indikerer, at kunder med lavt uddannelsesniveau er mindst tilbøjelige til at skifte udbyder [2]. For mange svage forbrugere vil en øget binding derfor ikke have praktisk betydning, da de ikke ville have skiftet alligevel. Til forskel fra nu vil de blot få et større tilskud til køb af nye telefoner.
"Indledningsvis finder vi ikke, at det er relevant at sammenkæde disse argumenter med en undersøgelse af fastnet. Som det fremgår af redegørelsen, er der på fastnet jo netop ikke den samme konkurrence som på mobilmarkedet, hvilket bevirker, at forbrugerne ikke - i samme omfang som på mobilmarkedet - ændrer deres abonnement på fastnet.
Endvidere er vi ikke enig i det argument at længere bindingsperioder vil være en fordel særligt for svage forbrugere, fordi de med en længere bindingsperiode kan få et større tilskud. En længere bindingsperiode med større tilskud vil derimod gøre markedet mere uigennemsigtigt og medvirke til at det bliver vanskeligere for forbrugeren at træffe et valg. Forbrugeren bør selv kunne vælge hvilken teknologi de ønsker. Derudover vil mange også have svært ved at gennemskue konsekvenserne af lang bindingsperiode, hvilket forstærkes af, at prisstrukturen og aftalevilkårene ofte er ganske uigennemsigtige.
Forbrugerombudsmandens høringssvar til blive offentliggjort på Forbrugernes Hus’ hjemmeside www.forbrug.dk [nu www.forbrugerombudsmanden.dk], når Konkurrencestyrelsen offentliggør redegørelsen.
Noter:
1. Forbrugeraftaleloven omfatter aftaler om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag:
- at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre
- at udføre vagt- eller redningstjeneste
- at give undervisning
- at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed
- at yde legemspleje, eller
- at yde andre lignende tjenester
Efter § 14, stk. 2 kan aftaler om abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter og bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang opsiges med 3 måneders varsel, når der er gået 3 måneder fra aftalens indgåelse. Dvs. at forbrugeren tidligst kan komme ud af aftalen, når der er gået 6 måneder fra aftalens indgåelse.
2. NetPlan undersøgelse af fastnet