Kreditaftaler

Forbrugerombudsmandens

Henstilling efter markedsføringsloven

Markedsføring af købsfinansiering i relation til kreditaftaleloven ("oprindelige trepartsforhold" og "fritstående lån")

af november 1990

Forbrugerombudsmandens brev af 23. november 1990 til Finansrådet, Fællesforeningen for Danske Brugsforeninger (FDB), Dansk Organisation af Detailkæder, Forbrugerrådet, Butikshandelens Fællesråd og Danske Finansieringsselskabers Forening:

På baggrund af den udvikling ,der i de senere år er sket inden for finansieringsbranchen, hvor de erhvervsdrivendes kreditsalg af løsøre stort set ikke længere finansieres af de erhvervsdrivende selv, men i stadig stigende omfang finansieres ved et arrangement, hvor den erhvervsdrivende formidler lån til forbrugeren i forbindelse med dennes henvendelse i forretningen, har jeg fundet anledning til at tage disse finansieringsformer op til genvurdering. Det er min opfattelse, at långivningen i adskillige tilfælde efter en konkret vurdering er et oprindeligt trepartsforhold, der er omfattet af de særlige bestemmelser om kreditkøb, men at dette ikke oplyses, ligesom kreditkøbslovens regler ikke iagttages. 

Min forgænger i embedet har tidligere taget stilling til afgrænsningen mellem oprindeligt trepartsforhold og fritstående lån ved lån formidlet gennem sælger, idet han udtalte, at lån, som indsættes på låntagers konto eller som tilsendes låntager pr. check, må betragtes som fritstående lån, som falder uden for kreditkøbslovens regulering, hvorimod de lån, som kun kan udnyttes til køb i den pågældende forretning, er omfattet af kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2. Efter min opfattelse bør det imidlertid ikke i sig selv tillægges afgørende betydning, hvorvidt lånet udbetales til låntager eller til den formidlende forretning, men dette bør alene være et ud af flere momenter, der indgår i vurderingen af, om låneforholdet skal bedømmes som et oprindeligt trepartsforhold eller et fritstående lån. 

Ifølge kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2 (fra 1. januar 1991 lov om kredit- aftaler § 5, stk. 1, nr. 2), kræves der for at statuere et oprindeligt trepartsforhold, at lånet er indrømmet på grundlag af en aftale mellem långiver og sælger. Bevisbyrden for, at der foreligger en aftale om finansiering mellem långiver og sælger, påhviler den, der vil påberåbe sig kreditkøbslovens bestemmelser. 

Denne bevisbyrde kan være særdeles vanskelig at løfte, og der bør efter min opfattelse ikke stilles så strenge krav til beviset, at forbrugeren reelt ikke opnår den retsbeskyttelse, forbrugeren har krav på efter kreditkøbslovens bestemmelser. Beror lånearrangementet på et samarbejde mellem långiver og forretningen, som fremtræder på en sådan måde, at låntager må få det indtryk, at lånet ydes på grundlag af den forbindelse, der foreligger mellem långiver og den formidlende forretning, må formodningen være for, at der foreligger en aftale om finansiering mellem forretning og långiver. Den omstændighed, at långiver f.eks. gennemfører kreditværdighedsundersøgelser før ydelse af lånet, er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at imødegå denne formodning.

Af momenter, der kan indicere, at lånet rent faktisk er ydet på baggrund af en aftale mellem långiver og sælger, kan nævnes følgende: sælgers annoncering med formidling af finansiering til køb i forretninger; sælger formidler kun finansiering gennem ét finansieringsselskab; sælger har tidligere fået finansieret sine kreditsalg gennem den pågældende långiver; sælger modtager vederlag eller markedsføringstilskud fra långiver; finansieringsselskabet har instrueret sælgeren i fremgangsmåden vedrørende ekspedition af lånene: omfanget af sælgers bistand i forbindelse med ekspedition af lånet; sælger har fuldmagt til at udstede check på långivers vegne. Såfremt sælger indfrier lånet ved misligholdelse af låneaftalen, er dette i sig selv et overordentlig stærkt indicium for, at der foreligger en aftale. 

Efter høring og forhandling med Butikhandelens Fællesråd, Dansk Organisation af Handelskæder, Finansrådet, Forbrugerrådet, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger og Danske Finansieringsselskabers forening er det fortsat min opfattelse, at et lånearrangement, hvor lånet formidles af sælgeren i forbindelse med låntagers køb hos sælgeren, indebærer en betydelig risiko for, at långivningen efter en konkret vurdering vil blive anset som et kreditkøb. Det er efter min opfattelse i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik samt § 2, stk. 1, om vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, såfremt et lånearrangement, som reelt jfr. betragtningerne ovenfor må betragtes som et kreditkøb, realiseres og markedsføres som et lån, der er uden for kreditkøbslovens bestemmelser med den virkning, at forbrugeren i praksis ikke opnår den retsbeskyttelse, som har været tilsigtet med kreditkøbsloven. 

Jeg skal derfor henstille, at selskaberne fremover enten vælger en finansieringsform, der falder udenfor kreditkøbsloven eller såfremt der ydes lån, som efter det ovenfor anførte må anses for omfattet af kreditkøbsloven, påser, at kreditkøbslovens bestemmelser overholdes. 

Erhvervsorganisationerne anmodes om at underrette deres medlemmer om foranstående.

Med venlig hilsen

Hagen Jørgensen
Forbrugerombudsmand