Gå til resume Gå til indhold

Nye regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed

Artikel

Nye regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed - Forbrugerombudsmanden har afgivet høringssvar til den nye bekendtgørelse om Forbrugerombudsmandens virksomhed. Der er ikke tale om de store ændringer, men udkastet har dog givet anledning til flere kommentarer af mere retsteknisk karakter.

Gå til indhold

Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S

6. oktober 2006
Sag 1100/5-709  KN/KN

Forbrugerombudsmanden har modtaget udkast til bekendtgørelse om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed i høring.

Forbrugerombudsmanden skal for så vidt angår forslaget §1, stk. 2, bemærke, at Forbrugerombudsmandens prioriteringsadgang kun berøres af forordning (EF) 2006/2004 i det omfang betingelserne for, at Forbrugerombudsmanden ikke kan nægte at efterkomme en anmodning fra en bistandssøgende medlemsstat, er opfyldt, jf. forordningens art. 15, stk. 2. Dette bør præciseres i bestemmelsen.

Ordlyden af § 2 foreslås ændret således, at Forbrugerombudsmanden skal orientere om sager vedrørende markedsføringsloven, som er behandlet af Forbrugerombudsmanden, anklagemyndigheden og domstolene, og som er af almen betydning eller af betydning for forståelsen af lovens bestemmelser.

Den gældende ordlyd giver forbrugerombudsmanden mulighed for at orientere om sager, som er behandlet af Forbrugerombudsmanden og domstolene og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af markedsføringslovens bestemmelser.

Den foreslåede ordlyd kan derfor muligvis anses som en indskrænkning i forhold til den gældende ordlyd, som ikke eksplicit kræver, at der skal være tale om sager vedrørende markedsføringsloven, men også giver adgang til at orientere om andre sager af almen interesse.

Forbrugerombudsmanden skal derfor foreslå, at man undlader at skrive at det skal være sager vedrørende markedsføringsloven og beholder den nuværende formulering, hvor der enten kan være tale om sager af almen interesse eller sager af betydning for forståelsen af markedsføringslovens bestemmelser.

I forslagets § 3 er formuleringen om, at Forbrugerombudsmanden kan indtræde efter retsplejelovens almindelige regler i civile retssager vedrørende markedsføringsloven ændret til, at Forbrugerombudsmanden kan indtræde efter retsplejelovens almindelige regler i retssager vedrørende civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, hvor Forbrugerombudsmandens indtræden sker som led i det offentretlige tilsyn.

Den nye formulering, hvor man anvender udtrykket sager vedrørende civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, kan gøre det tvivlsomt, om Forbrugerombudsmanden vil kunne indtræde i civile sager på det nye frit valgs område, som i stigende grad vil blive omfattet af markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden anbefaler derfor, at den hidtidige formulering anvendes.

Der foreslås indsat et nyt stk. 2 i bestemmelsen, hvor Forbrugerombudsmanden adgang til at anlægge retssager på det finansielle område nævnes. Det forekommer imidlertid inkonsekvent at fremdrage det finansielle område, når man i samme sammenhæng undlader at nævne det tilsyn som er fastlagt i Lov om visse betalingsmidler, Lov om tobaksreklamer samt Lov om juridisk rådgivning, idet sidstnævnte dog henviser til markedsføringslovens bestemmelser.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at man enten bør nævne alle relevante love eller ingen som i den nu gældende bekendtgørelse.

Dette høringssvar vil blive offentliggjort på www.forbrug.dk [nu www.forbrugerombudsmanden.dk] i løbet af et par dage.

Med venlig hilsen

Hagen Jørgensen

Høring over udkast til bekendtgørelse om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed

Sidst opdateret:   10. oktober 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: