Justitsministeriet
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
10. marts 2004
Høring vedrørende Justitsministeriets betænkning nr. 1440/2004 - om revision af forbrugeraftaleloven
Forbrugerombudsmanden har fra Justitsministeriet modtaget skrivelse af 16. februar 2004 med anmodning om eventuelle bemærkninger til udvalgets udkast til en ny forbrugeraftalelov.
Forbrugerombudsmanden har følgende bemærkninger:
1. Forbudet mod uanmodet henvendelse (udkastets § 6)
Forbrugerombudsmanden har tidligere givet udtryk for, at han finder, at begrundelserne for at opretholde undtagelserne til forbudet om dørsalg er forældede. Der er således ikke i dag tilstrækkelige hensyn, der begrunder, at forsikringsselskaber, vagtselskaber, forlag og dagblade skal have fortrinsstilling på dette punkt fremfor andre erhvervsdrivende. Undtagelsen fra det generelle forbud må således fortsat anses at være til gene for forbrugerne.
Hertil kommer, at henvendelser af denne karakter indebærer en risiko for omgåelse:
- Erhvervsdrivende forsøger at sælge andre produkter end dem, der er undtaget fra forbudet mod dørsalg.
- Erhvervsdrivende forsøger at sikre sig et samtykke fra forbrugeren om henvendelser vedrørende andre produkter.
Uanmodede henvendelser er desuden i dag primært telefoniske henvendelser. Det fremgår således af en vejledning fra forsikringsbranchen fra 1998, at selskaber kun bør henvende sig telefonisk og ikke bør møde op på bopælen. Dagblade, tidsskrifter og bogklubber henvender sig også primært telefonisk. Der er derfor med udvalgets udkast ikke sket en egentlig forbedring for forbrugeren i forhold til den eksisterende praksis.
Forbrugerombudsmanden kan derfor tilslutte sig udvalgets mindretal, der ønsker at indføre et generelt forbud mod anmodede henvendelser inklusive de telefoniske, idet disse er anmassende og overrumplende på tidspunkter, der er ubelejlige for forbrugeren og derfor ofte medfører, at forbrugeren lokkes til at indgå aftaler, man ellers ikke ville have indgået.
2. Undtagelse fra kravet om meddelelse af visse oplysninger på varigt medium (udkastets § 12)
Udvalget stiller forslag om en udvidet undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium for tjenesteydelser, der bestilles og leveres via et fjernkommunikationsmiddel, jf. forslaget § 12, stk. 4. Det drejer sig navnlig om tjenester, der leveres via mobiltelefon, herunder SMS tjenester.
Betingelsen for at undtage disse tjenester fra kravet er bl.a., at prisen for tjenesteydelsen ikke overstiger 75 kr. Forbrugerombudsmanden finder imidlertid, at dette loft er sat alt for højt, idet et stk. tjenesteydelse á 75 kr. meget hurtigt kan akkumuleres til et meget højt beløb ved bestilling af flere tjenester.
Forbrugerombudsmanden har over for teleselskaberne henstillet, at betalingstjenester, herunder overtakserede SMS´er, begrænses til højst 30 kr. pr. stk., af hensyn til risikoen for meget store, utilsigtede regninger, og da større beløb må skærpe kravene til sikkerhedsprocedurer m.v. efter reglerne i lov om visse betalingsmidler.
Baggrunden for Forbrugerombudsmandens betænkeligheder på dette område skyldes bl.a. børn og unges store forbrug af overtakserede tjenester i forbindelse med brug af mobiltelefoner. Dette gælder ikke mindst, hvor abonnenten ikke er identisk med brugeren.
Det fremgår af udvalgets bemærkninger, jf. betænkningen side 105 og 337, at udvalget er af den opfattelse, at en hjemmeside anses for et varigt medium, såfremt der er tale om en ”låst” hjemmeside, der er indrettet på en sådan måde, at der er sikkerhed for, at de oplysninger, der ligger på hjemmesiden, ikke ændres i en rimelig periode - fx i 1 år.
Forbrugerombudsmanden skal til dette bemærke, at efter hans opfattelse bør en sådan rimelig periode ikke være på under 2 år, jf. den 2-årige reklamationsret efter købeloven.
3. Ret til opsigelse af aftaler (forslaget § 25)
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at der bør fastsættes en regel om, at en forbruger ideelt set ikke bør bindes længere end 3 måneder, dog maksimalt 6 måneder. Forbrugerombudsmanden er således enig i Forbrugerrådets synspunkt herom.
Lange bindingsperioder er generelt til skade for konkurrencen og hæmmende for forbrugernes frie valg af produkt/leverandør. Vilkår om bindingsperioder begrænser ligeledes gennemsigtigheden på markedet.
Der er mange gode grunde, der taler for, at forbrugeren ikke skal være bundet af aftaler i en længere periode. Der kan opstå uforudsete omstændigheder, så som sygdom eller arbejdsløshed, der gør det vanskeligt for forbrugeren at levere sin modydelse. Endvidere kan der være tilfælde, hvor ydelsen ikke lever op til forbrugerens forventninger, uden at der er tale om egentlig hævebegrundet misligholdelse fra den erhvervsdrivendes side.
Omvendt kan hensynet til den erhvervsdrivende - fx at en kursusudbyder ikke kan skaffe nye kursister midt i et semester, eller en aftale skal forhandles med en underleverandør - næppe begrunde en bindingsperiode på ud over et halvt år.
Den rabat - som det ofte påstås kun kommer forbrugeren til gode, såfremt forbrugeren binder sig i en længere bindingsperiode - eksisterer også på områder, hvor der ikke kan anvendes bindingsperioder ud over et år, fx på teleområdet. Rabat er således først og fremmest et spørgsmål om konkurrencen om området, og ikke hvor længe man kan binde forbrugeren i uopsigelige kontrakter.
Udover en maksimal bindingsperiode på 6 måneder bør der endvidere gælde en regel om et opsigelsesvarsel på en måned. Et varsel på en måned, som i øvrigt er det, der allerede gælder for langt de fleste aftaler, må anses for at være tilstrækkeligt til, at den erhvervsdrivende kan nå at indrette sig i overensstemmelse hermed.
En sådan regel bør endvidere være generel i modsætning til gældende § 14, der kun regulerer opsigelsesvarslet for så vidt angår nogle få typer af aftaler. Som det bl.a. fremgår af Forbrugerklagenævnets praksis, og i øvrigt bemærkes i betænkningen, er der siden indførelsen af reglen i forbrugeraftaleloven sket en ændring og udvidelse af området for aftaler om langvarige kontraktforhold. For at fastlægge retstilstanden og forhindre antallet af tvister på området bør der derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse indføres en klar og generel regel, som er gældende på alle områder, hvor der ikke i særlovgivning er fastsat specielle regler.
På den baggrund skal Forbrugerombudsmanden meget beklage, at udvalget har følt, at det ikke har kunnet tage stilling til dette spørgsmål, uden at der skulle foretages yderligere undersøgelser og overvejelser.
4. Ændring af regler om fortrydelsesret (udkastet § 2 og § 20)
Udvalget foreslår, at der ikke længere skal være fortrydelsesret i de tilfælde, hvor aftalen angår en vare eller tjenesteydelse, og hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg.
Udvalget udtaler, jf. betænkningen side 276, at der ikke er tale om en ændring af nævneværdig betydning for forbrugerbeskyttelsen og peger på, at forbrugeren forinden opringning til den erhvervsdrivende må have gjort sig nogle overvejelser, og at overrumplingsmomentet, der er karakteristisk for de uanmodede henvendelser, sædvanligvis ikke vil være til stede.
Forbrugerombudsmanden skal imidlertid udtrykke sin betænkelighed ved denne ændring.
For det første kan der være tilfælde, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, hvornår forbrugeren reelt har anmodet den erhvervsdrivende om et besøg med henblik på salg af den pågældende vare eller tjenesteydelse. Problemstillingen kendes bl.a. fra multilevel marketing salg, hvor forhandlerne i høj grad anvender deres netværk og familie til at afsætte varer eller tjenesteydelser, og hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om der foreligger en forudgående anmodning. For det andet gør en lang række af de beskyttelseshensyn, som gælder ved de øvrige aftaler, sig ligeledes gældende her - også selv om forbrugeren måtte have gjort sig visse overvejelser i forbindelse med henvendelsen til den erhvervsdrivende.
For så vidt angår indskrænkning i adgangen til at fortryde, jf. udkastets § 20, stk. 3, bør det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse fremgå, at forbrugeren udtrykkeligt skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder for varer, hvor det er åbenbart, at brug medfører en formindskelse af værdien, samt for lyd- eller billedoptagelser og edb-programmer, hvor forseglingen er brudt.
5. Implementeringen af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenester
Det fremgår bl.a. af betænkningen side 298, at udvalget har overvejet, om oplysningskravene for så vidt angår salg af forsikringer bør gøres generelle, således at selskaberne pålægges at give disse oplysninger i forbindelse med enhver forbrugerforsikringsaftale, dvs. uanset om aftalen indgås ved fjernsalg. Udvalget fandt imidlertid ikke grundlag for at pålægge selskaberne en sådan oplysningspligt ud over, hvad der er direktivbestemt pligt til.
Selvom det for mange forsikringsaftaler i dag er en hovedregel, at de indgås ved fjernslag, finder Forbrugerombudsmanden, at det havde været mest hensigtsmæssigt for forbrugeren, om oplysningskravet havde været generelt.
6. Sanktioner (udkastet § 7 og § 29)
Udvalget foreslår, at ugyldighedssanktionen på dørsalgsområdet for så vidt angår manglende oplysning om fortrydelsesretten ikke videreføres, men at der i stedet indføres den samme civilretlige sanktion, som gælder for de øvrige områder, hvorved fortrydelsesretten løber videre, hvis den erhvervsdrivende har tilsidesat sin pligt. Ændringen skyldes forenklingsgrunde og er af hensyn til konsekvens i lovgivningen, da der ikke efter det finansielle fjernsalgsdirektiv er adgang for medlemsstaterne til at have en sådan ugyldighedsløsning, jf. bl.a. betænkningens side 286.
Selvom overskuelighed og konsekvens i lovgivningen er en fordel for forbrugeren, og selvom forbrugeren efter den nye ordning stadig vil kunne komme ud af aftalen, er det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse at foretrække, at man bevarer den gældende ordning, hvorved aftalen uden videre ikke er bindende, såfremt den erhvervsdrivende ikke overholder pligten til at oplyse om fortrydelsesretten.
Forbrugerombudsmanden er til gengæld enig i, at grov eller gentagen overtrædelse af pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten bør resultere i en bøde. Forbrugerombudsmanden finder imidlertid udtrykket ”oftere” lidt upræcist og antager, at man kan nøjes med ordet ”gentagen”.
Kopi af denne skrivelse er sendt til Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forbrugerrådet.
Med venlig hilsen
Hagen Jørgensen