IT- og telestyrelsen
Holsteinsgade 63
2100 København Ø
Att.: Charlotte Gall
26. september 2004, Sag 11103/5-274
Vedr.: Bindingsperioder på teleområdet - Udtalelse fra Forbrugerombudsmanden
De har ved e-mail af 17. september 2004 anmodet Forbrugerombudsmanden om en beskrivelse af den lovgivning, som Forbrugerombudsmanden administrerer, og som er relevant for spørgsmålet om bindingsperioder, herunder:
- en beskrivelse af praksis (Forbrugerombudsmanden & Forbrugerklagenævnet),
- en redegørelse for evt. verserende sager, og
- en redegørelse for fordele og ulemper ved en ændring af den nuværende 6 måneders regel
For så vidt angår de lovbestemte bindingsperioder og Forbrugerklagenævnets praksis henvises der til det af Forbrugerklagenævnets sekretariat udarbejdede notat af d.d., som vedlægges.
- Markedsføringsloven
-
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med markedsføringsloven. I forhold til bindingsperioder er det særligt markedsføringslovens § 1, om god markedsføringsskik, der er relevant.
Markedsføringslovens overordnede formål er at sikre, at erhvervsvirksomhed drives tilbørligt og rimeligt under hensyn til såvel konkurrenter og andre erhvervsdrivende som til forbrugeren og almene samfundsinteresser.
Afgørelsen af, om et kontraktvilkår er urimeligt efter markedsføringslovens § 1, foretages dels ud fra en vurdering af de deklaratoriske regler, der findes indenfor de forskelle områder, og som antages at være udtryk for, hvad samfundet i almindelighed anser for at repræsentere et afbalanceret kontraktindhold (lex specials), og dels ud fra en vurdering af om vilkåret, ud fra et samfundsmæssigt hensyn, er urimeligt, fordi det f.eks. modvirker gennemsigtighed på markedet eller usagligt påvirker købsbeslutninger.
Bedømmelsen efter aftaleloven foretages fra sag til sag ud fra de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag. I modsætning hertil foretages bedømmelsen efter markedsføringsloven således på et generelt niveau, hvor den typiske effekt af et bestemt vilkår er det afgørende moment.
Det forhold, at et aftalevilkår er i strid med markedsføringslovens § 1, indebærer heller ikke i sig selv, at det skal tilsidesættes civilretligt som urimeligt i medfør af bestemmelsen i aftalelovens § 36.
Aftalevilkår, der i almindelighed er i strid med aftalelovens regler, og som derfor ikke vil kunne håndhæves civilretligt af den erhvervsdrivende, vil imidlertid også være i strid med markedsføringslovens § 1.
Bestemmelsen i markedsføringslovens § 1 er således ikke begrænset til tilfælde, hvor et aftalevilkår er urimeligt, fordi det bevirker en skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser, idet markedsføringslovens § 1 også finder anvendelse på aftalevilkår, der ud fra samfundsmæssige hensyn er urimeligt, fordi det modvirker gennemsigtighed på markedet eller usagligt påvirker købsbeslutninger, jf. ovenfor.
Forbrugerombudsmandens anlagte retssager om bindingsperioder
Som det fremgår af notatet fra Forbrugerklagnævnets sekretariat, er ikke alle bindingsperioder i løbende kontraktforhold lovreguleret.
Forbrugerombudsmanden har i to tilfælde valgt at anlægge retssager, som netop vedrører bindingsperioder på det ulovregulerede område. I begge sager anvender den erhvervsdrivende standardvilkår som indeholder vilkår om bindingsperioder på 12 måneder, hvilket efter Forbrugerombudsmanden opfattelse i de to konkrete sager, er i strid med hæderlig forretningsskik, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og urimeligt og stridende mod redelig handlemåde, jf. aftalelovens § 36 og i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens 1.
Den ene sag er mod Viasat A/S og vedrører aftaler om levering af tv-programmer via satellit. I sagen har Forbrugerombudsmanden nedlagt påstand om, at det skal forbydes Viasat at anvende en uopsigelig abonnementsperiode på 12 måneder, som automatisk forlænges med en ny 12 måneders abonnementsperiode, hvis ikke kunden opsiger abonnementet senest 1 måned før periodens udløb. Endvidere er der nedlagt påstand om, at forbrugerne fem måneder efter kontraktens indgåelse til enhver tid med et varsel der maksimalt kan fastsættes til én måned kan opsige kontrakten uden yderlige omkostninger (svarende til den regel der gælder i udbudsbekendtgørelsens § 8).
Den anden sag er mod Sonofon Partner A/S og vedrører leje af mobiltelefoner. Sagen vedrører Sonofons koncept "BytMobil", hvor forbrugerne bliver bundet af lejeaftalen i 12 måneder. I sagen har Forbrugerombudsmanden ligeledes gjort gældende, at bindingsperioden højst må være 6 måneder.
Der er i de to verserende retssager - som er anlagt ved Sø- og Handelsretten - endnu ikke faldet dom. Sagen mod Viasat er endnu ikke berammet til domsforhandling, men dette forventes at ske i indeværende år. I sagen mod Sonofon afsiges der dom den 20. oktober 2004.
Forbrugerombudsmandens holdning til at ændre bindingsperioden i udbudsbekendtgørelsen fra 6 til 12 måneder Forbrugerombudsmanden går ind for at fastholde den nuværende bindingsperiode på 6 måneder, idet vi finder, at dette er i forbrugernes interesse.
En forlængelse af bindingsperioden vil lade forbrugeren i stikken til fordel for erhvervsøkonomiske og politiske hensyn.
Konkurrencestyrelsen har bl.a. i Konkurrenceredegørelsen 2004 anført, at en længere bindingsperiode vil sikre udvikling og konkurrence, hvilket naturligvis er to forhold, som Forbrugerombudsmanden kun kan støtte. De forbrugere der ønsker nye avancerede mobiltelefoner og tjenester skal have mulighed for dette, men det må ikke ske på bekostning af de forbrugere, som ikke nødvendigvis har de samme behov og ønsker.
Som det fremgår af redegørelsen, yder selskaberne normalt et tilskud til forbrugernes køb af mobiltelefoner, et tilskud som selskaberne tjener ind igen i form af abonnement og betaling for minutter og SMS. Der er tale om et uigennemsigtigt system, hvor telefonerne finansieres ved, at forbrugeren binder sig til et abonnement i en lang periode. Dette betyder i praksis, at også forbrugere med mere beskedne behov kommer til at betale for den teknologiske udvikling på området. Et sådant system kan Forbrugerombudsmanden ikke støtte. Man kan ikke pådutte forbrugerne i samlet flok at skulle betale for udgiften til udvikling af ny teknologi. Derimod må de forbrugere, der ønsker nye og dyre produkter selv betale "gildet".
Det er i øvrigt Forbrugerombudsmandens opfattelse, at konkurrencen på telemarkedet er ganske intens, om end prisstrukturen og aftalevilkårene er medvirkende til at gøre gennemsigtigheden vanskelig. En forlængelse af bindingsperioden vil hindre det frie valg og forstærke uigennemsigtigheden.
Lovgiver har i kreditaftaleloven givet regler for, hvorledes man skal forholde sig med hensyn til salg på kredit. Disse regler sikrer gennemsigtighed og overskuelighed samt mulighed for at indfri gælden, så forbrugeren ikke skal betale for den uudnyttede del af kreditten. Den konstruktion som i dag anvendes på mobilmarkedet - hvor forbrugeren reelt via sit abonnement finansierer købet af mobiltelefonenminder minder på mange måder om en kreditaftale. De nævnte beskyttelsespræceptive regler i kreditaftaleloven finder, imidlertid ikke anvendelse, idet der ikke er tale om et kreditkøb, selvom hensynet til forbrugeren synes at være det samme.
Samtidig findes der andre - men desværre mere usynlige - konkurrenceparametre end priser og vilkår: Kundeservice og "tilgængelighed" (mulighed for at komme i kontakt med selskabet) og professionalisme er noget, der i praksis spiller en stor rolle for forbrugeren. Mangel på disse faktorer opdages dog først, når kundeforholdet er etableret.
En forbruger, der er utilfreds med priser, service, fakturering mv., vil enten klage eller opsige sit abonnement. Hvis muligheden for at komme ud af kundeforholdet er begrænset, er det vores erfaring, at det ender med en klagesag. Tvistløsning er en dyr løsning både for selskaberne og for samfundet.
Det burde ikke være nødvendigt med lange bindingsperioder for at holde på kunderne. Leverer selskaberne et tilfredsstillende produkt til rimelige priser, må man formode at kunderne ikke ønsker at skifte selskab.
Endelig minder den ovenfor nævnte salgsform meget om ulovlig tilgift efter bestemmelsen i markedsføringsloven. Baggrunden for bestemmelsen om ulovlig tilgift er netop, at en sådan markedsføringsform er prisslørende og dermed også hæmmende for konkurrencen.
Forbrugerombudsmanden finder derfor, at hele debatten om bindingsperioder bør være langt mere nuanceret end tilfældet er i f.eks. redegørelsen fra Konkurrencestyrelsen. Kort sagt handler debatten om bindingsperioder ikke kun om abonnementer og Sim-lås, men også i væsentlig grad om de øvrige vilkår, der er knyttet til abonnementet, fx teleselskabernes muligheder for at ændre vilkår i bindingsperioden. Derudover kan nævnes hele prisstrukturen, som er ganske uigennemsigtig for forbrugerne, fx vilkår om minimumsforbrug, opkaldsafgifter, priser for de forskellige ydelser, tilskud til mobiltelefonen mv.
Forbrugerombudsmanden har i artiklen "Standardvilkår i forbrugerkontrakter" juridisk årbog 1999 generelt beskrevet sin holdning til vilkår om uopsigelighed. Kopi af artiklen vedlægges. Endvidere fremsendes notat udarbejdet af Forbrugerklagenævnet vedr. bindingsperioder i løbende kontraksforhold.
Nærværende bidrag med bilag er fremsendt pr. e-mail til cg@itst.dk, samt pr. alm. post. Bidraget vil efter nærmere aftale med IT- og Telestyrelsen blive offentliggjort på hjemmesiden www.forbrug.dk [nu www.forbrugerombudsmanden.dk].
Med venlig hilsen
På Forbrugerombudsmandens vegne
Jane Frederikke Land
Fuldmægtig, cand.jur.