Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
31. marts 2006
Sag 1100/5-570 BW/BW
Høring om revision af direktivet om ”tv uden grænser”
Kulturministeriet har med brev af 23. februar 2006 bedt om at modtage Forbrugerombudsmandens eventuelle kommentarer til forslaget til revision af tv-direktivet.
Vi har følgende bemærkninger:
Generelt
Det er vores opfattelse, at reklamers indhold bør være reguleret af generelle og horisontale basis regler, uanset i hvilket medium reklamen bringes. Vi er derfor af den opfattelse, at regulering af reklamer i forhold til de forskellige teknikker i netsamfundet ikke skal ske i nærværende direktiv.
I denne forbindelse bemærkes, at en stor del af de særlige reklameregler, der gælder på radio- og tv-området, efter vores opfattelse er relevante for alle medier i netsamfundet. Dette gælder i særdeleshed de særlige bestemmelser, som skal beskytte børn og unge – og som er udtryk for, hvad der er god markedsføringsskik på området - samt forbudet om skjult reklame.
Lovvalgsregler
Ved opsendelse af programmer, bør det efter vores opfattelse være det lands regler om markedsføring, som programmet primært er rettet mod, som skal iagttages.
Dette bliver efter vores opfattelse endnu vigtigere, nu hvor de forskellige teknikker i netsamfundet får indpas. Det er efter vores opfattelse også en logisk og nødvendig konsekvens, når regulering sker på baggrund af et minimumsdirektiv.
En sådan lovvalgsregel vil gøre det enkelte lands beskyttelse af forbrugerne effektiv, idet landets egne regler ikke vil kunne blive omgået ved, at virksomhederne opsøger opsenderlande med lempeligere reklameregler (forumshopping).
Børneprogrammer og børnefilm
Det er vores opfattelse, at der ikke bør være reklameblokke før og efter børne- og ungdomsprogrammer og film.
Produktplacering
De foreslåede nye regler, der tillader produktplacering under visse betingelser, kan vi ikke gå ind for. Adskillelsen mellem programmer og reklame bliver flydende, og det forbrugermæssige beskyttelsesniveau bliver forringet.
Det er vores opfattelse, at der skal være en klar adskillelse mellem indhold og reklame både i tv og i de nye on-demand audiovisuelle tjenester. Information først og sidst i et program vil ikke skabe den nødvendige adskillelse og gennemsigtighed, allerede fordi de færreste læser sådanne informationer, der både er kedelige og langstrakte. Tiden, hvor der vises tekster, bliver af de fleste brugt til enten at kigge på andre kanaler eller til at foretage sig noget helt andet end at kigge på skærmen.
Ved at indføre produktplacering som foreslået bliver forbrugerne/seerne også frataget friheden til selv at beslutte, hvor mange reklamer de ønsker at se.
Hertil kommer, at børn og unge, som i vid udstrækning ser programmer, som ikke er målrettet dem, ikke bør udsættes for sammenblanding af programmer og reklame. Dette er jo også baggrunden for, at direktivforslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter audiovisuelle medietjenester i form af børneprogrammer og dokumentarprogrammer ikke må indeholde produktplacering.
Der må selvsagt heller ikke gives virksomheder mulighed for nogen form for indholdsmæssig indflydelse i programmer.
Sponsorering
For så vidt angår sponsorering af programmer, er det vores opfattelse, at oplysning om sponsor skal gives før eller efter et program og ikke undervejs, som foreslået i direktivforslaget, og at identifikation alene kan ske ved at oplyse navn eller vise logo. En henvisning til produkter eller tjenesteydelser må efter vores opfattelse alene finde sted, hvis formålet er at identificere sponsor, fordi navn eller logo ikke er tilstrækkelig for identifikation.
Det er endvidere vores opfattelse, at det ikke skal være tilladt for producenter og sælgere af tobak, alkohol eller medicinalvarer at være sponsor for programmer.
Det er også et ønske fra vores side, at et program ikke må omhandle programmets sponsorer og/ eller disses produkter eller tjenesteydelser. Også i den situation vil adskillelsen mellem programmer og reklame bliver flydende og det forbrugermæssige beskyttelsesniveau forringet.
Hverken børneprogrammer eller børnefilm må være sponsoreret.
Usunde fødevarer
Det er vores opfattelse, at der bør indføres en begrænsning i reklamer rettet mod børn og unge for usunde føde- og drikkevarer, som slik, chips, søde drikkevarer og andre lignende usunde produkter. Dette skal først og fremmest ses i lyset af problemet omkring overvægtige børn og unge, som er et stigende, samfundsmæssigt problem. Reklamer for sådanne produkter er med til at påvirke børn og unge til at indtage usunde produkter og til at fasteholde dem i usunde og helbredstruende spise- og drikkevaner.
Med venlig hilsen
På Forbrugerombudsmandens vegne
Birgitte Wested
Fuldmægtig, cand.jur.
Sidst opdateret:
22. september 2010