Gå til resume Gå til indhold

Forbrugerombudsmanden ønsker endnu bedre regler om markedsføring og priser

Artikel

Markedsføringsudvalget betænkning nr. 1457 fra 2005 var et skridt i den rigtige retning, mente Forbrugerombudsmanden, men de nye regler om børn og unge og skjult reklame opfyldte kun delvis Forbrugerombudsmandens ønsker.

Gå til indhold

[Bemærk: De dagældende §§ 2, 17, 19 og 20 er videreført i nugældende §§ 3, 24, 27 og 28 i markedsføringsloven (www.retsinfo.dk)]

Markedsføringsudvalgets betænkning udkommer i dag med et forslag til ændring af markedsføringsloven og prismærkningsloven.

Lovforslaget er et skridt i den rigtige retning mod en forbedring af forbrugernes retsstilling i lovgivningen. Men det kunne være meget bedre, mener Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, der selv har deltaget i udvalgets arbejde.Udvalget - nedsat af økonomi- og erhvervsministeren – har fortrinsvis bestået af en lang række repræsentanter for erhvervsorganisationer og forskellige ministerier mv. Hensynet til forbrugerne har været varetaget af Forbrugerrådet og Forbrugerombudsmanden.

”Under udvalgsarbejdet har jeg argumenteret for at få nogle bedre regler om eksempelvis markedsføring over for børn og unge ind i loven, som der har været et stort behov for i mange år. Jeg har også arbejdet for en udtrykkelig bestemmelse om identifikation af reklame ”, siger Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen.

De foreslåede bestemmelser om markedsføring overfor børn og unge og skjult reklame opfylder imidlertid kun delvist Forbrugerombudsmandens ønsker.

På områder som reklamers bindende virkning og gebyrer efterlyser Forbrugerombudsmanden stadig  lovregler, lige som han også har arbejdet for at få bedre håndhævelsesmuligheder og lettere adgang til gruppesøgsmål.

Forbrugerombudsmanden ser med forventning frem til Forbrugerministerens vurdering af betænkningens forslag.

Forbrugerombudsmandens forslag til regelforenkling og modernisering af markedsføringsloven

Den nye regering tilkendegav, at regelforenkling var et højt prioriteret mål, hvor administrationen i den offentlige sektor skulle forenkles, og den offentlige sektor gøres enklere, mere åben og mere lydhør over for borgere og virksomheder. Samtlige ministre blev bedt om at udarbejde en handlingsplan på de enkelte ministerområder. Derfor iværksatte Økonom- og Erhvervsministeriet et regelforenklingsprojekt.

I relation hertil blev Forbrugerstyrelsen bedt om at levere et bidrag gældende for de områder, der vedrører styrelsens interessenter. I denne anledning udarbejdede Forbrugerombudsmanden et notat til Forbrugerstyrelsen med forslag til regelforenkling og modernisering af markedsføringsloven. Forbrugerombudsmandens forslag indgik i Forbrugerstyrelsens bidrag til regelforenklingsprojektet.

Forbrugerombudsmanden giver i notatet blandt andet udtryk for, at der kan opnås besparelser ved at indføre en mere generel regulering - en horisontal regulering - af virksomhederne ved, at de som udgangspunkt alle reguleres af markedsføringsloven og af den almindelige civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning.

Forbrugerombudsmanden forslår i denne forbindelse, at der bør gælde fælles reklameregler for alle medier uanset hvilket medie, der anvendes. En stor del af de særlige reklameregler, der gælder på radio- tv-området, er relevante for alle medier. Forbrugerombudsmanden finder det særligt påkrævet, at forbuddet om #skjult reklame# bliver overført til den horisontale regulering i markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden foreslår, at specialforbudene i markeds-føringsloven ophæves. De markedsføringsmetoder, der er forbudt, jf. specialforbudene, vil mere hensigtsmæssigt kunne reguleres ved hjælp af markedsføringslovens §§ 1 og 2.

Forbrugerombudsmanden foreslår også ændring af markedsføringslovens §§ 17 og 19 med henblik på en bedre håndhævelse. Forslagene går ud på, at markedsføringslovens § 17 bliver ændret således, at Forbrugerombudsmanden sikres mulighed for at udarbejde retningslinier, også selvom en organisation ikke ønsker at medvirke i forhandlingerne om retningslinier, og at kravet i markedsføringslovens § 19 om, at en handling klart skal være i strid med loven, for at Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, udgår af loven.

Forbrugerombudsmanden foreslår endvidere, at bestemmelsen i markedsføringslovens § 20 om gruppesøgsmål forbedres. Bestemmelsen er i praksis svær og ressourcekrævende både for myndighederne og parterne. Endelig foreslår Forbrugerombudsmanden, at reklamer som udgangspunkt skal have bindende virkning. Således som retstilstanden er p.t., betragtes reklamer civilretligt ikke som tilbud men udelukkende som en opfordring til at gøre tilbud.

I januar 2003 blev regeringens nye forbrugerpolitik forelagt. Det fremgår heraf, at regeringen inden udgangen af 2004 vil have kulegravet markedsføringsloven med henblik på en gennemgribende modernisering. Det betyder i praksis, at forslag til ændring af markedsføringsloven tidligst kan fremsættes i 2005 og med en ikrafttrædelse – måske først i 2006. Forbrugerombudsmanden så gerne, at arbejdet med ændring af markedsføringsloven skete hurtigt og i tråd med regeringens tilkendegivelse af en høj prioritering af arbejdet med regelforenkling.

Forbrugerombudsmandens brev om regelforenkling kan læses i sin helhed her. 

Sidst opdateret:   17. marts 2005
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: