[Bemærk: De dagældende §§ 2, 15, 16 og 17 er videreført i nugældende §§ 3, 22, 23 og 24 i markedsføringsloven]
Forbrugerombudsmandens høring over udkast til forslag til lov om ændring af markedsføringsloven og lov om Forbrugerinformationen
Ved skrivelser af henholdsvis 9. og 10. december 1998 har Forbrugerstyrelsen bedt Forbrugerombudsmanden om eventuelle bemærkninger til lovforslag nr. L 136 om ændring af markedsføringsloven respektive forslag nr. L 137 til lov om Forbrugerinformationen.
Da forslagene i det alt væsentlige svarer til de lovforslag, som styrelsen ved sin skrivelse af 19. december 1997 sendte i høring vedrørende det daværende forslag til ændring markedsføringsloven og forslag nr. L 173 om Center for Forbrugerinformation, kan Forbrugerombudsmanden i det hele henholde sig til det svar, der blev afgivet ved skrivelse af 16. januar 1998. Kopi af skrivelsen uden bilag vedlægges.
I øvrigt bemærkes følgende: Ad lovforslag nr. L 136 om ændring af markedsføringsloven: For så vidt angår præcisering af den foreslåede garantiregel, kan henvises til indholdet af Forbrugerombudsmandens brev af 16. januar 1998.
Det er således fortsat Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en bestemmelse vedrørende krav til garantier mest hensigtsmæssigt ville kunne styrke forbrugerbeskyttelsen, hvis der var civilretlige konsekvenser knyttet til manglende overholdelse. Det fremgår i øvrigt af de almindelige bemærkninger til lovforslaget punkt A, afsnit 2, og punkt D, at den foreslåede bestemmelse i det væsentlige bygger på Rådets fælles holdning til direktivforslag om fælles minimumsregler for garantier og forbrugernes beføjelser i forbindelse med mangler ved forbrugsvarer, men at det ikke kan udelukkes, at det kan vise sig nødvendigt at ændre ved bestemmelsen, når det endelige direktiv er vedtaget.
Det følger endvidere af Rådets og Parlaments direktiv 97/55/EF om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame, at ændringsdirektivet om sammenlignende reklame skal være vedtaget i dansk ret senest april år 2000. Direktivet skal implementeres ved en ændring af markedsføringsloven. Herudover følger det af direktiv nr. 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, at direktivet, der indeholder bindende minimumsbestemmelser for beskyttelse for forbrugere ved fjernsalgsaftaler skal implementeres i dansk ret - bl.a. ved en ændring af markedsføringsloven - med virkning senest den 20. maj år 2000.
Endelig følger det af direktiv nr. 98/27/EF om søgsmål med påstand om nedlæggelse af forbud mod handlinger, der skader forbrugernes interesser mv. (forbudsdirektivet), at dette skal være implementeret i dansk ret senest 1. januar år 2001. Også dette direktiv kan kræve ændring af markedsføringsloven, respektive en ny lov i tilknytning hertil. På grund af sin karakter er det ønskeligt, at markedsføringsloven, hvorpå erhverv, forbrugere og samfund indretter sig og vælger forretningsvilkår, som både berører parternes rettigheder og pligter, er præget af kontinuitet og ikke underkastes hyppige ændringer.
Det er derfor uheldigt, at det ikke har været muligt enten at afvente fremsættelse af lovforslaget indtil bestemmelser om ændring af markedsføringsloven i anledning af direktiverne er gennemarbejdet, eller at man ved nærværende forslags fremsættelse havde medtaget ikke blot det endnu ikke vedtagne direktiv om garantier, men også de allerede vedtagne direktiver, når det er kendt, at disse atter giver anledning til ændring af visse af markedsføringslovens bestemmelser inden for en overskuelig fremtid. For så vidt angår forslaget om at tillægge Forbrugerombudsmanden adgang til at meddele påbud overfor erhvervsdrivende ved klare overtrædelser af markedsføringsloven m.v., kan i det hele henvises til bemærkningerne i høringssvaret af 16. januar 1998.
Det er nu præciseret, at Forbrugerombudsmandens mulighed for at meddele påbud alene vedrører sager, hvor retsstillingen er klar. Forbrugerombudsmanden er enig i, at påbudsinstituttet som foreslået alene er egnet til løsning af klare overtrædelser og mindre sager, og således er uegnet til de tungere sager.
Da lovforslaget tilsigter at styrke Forbrugerombudsmandens håndhævelse af markedsføringsloven forekommer det relevant at pege på følgende håndhævelsesproblem:
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at der savnes midler til løsning af problemer der opstår, hvis parterne enten ikke møder op til forhandling, jf. markedsføringslovens § 16. stk.1, om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler, eller ikke vil deltage i forhandlinger om retningslinjer på nærmere angivne områder efter § 17 og/eller gør gældende, at det pågældende område, som Forbrugerombudsmanden ønsker forhandlet ikke er omfattet af markedsføringsloven.
Der er her grund til at understrege, at en manglende forhandlingsvilje hos parterne helt eller delvis sætter markedsføringsloven ud af funktion, på grund af dennes opbygning omkring forhandling.
Igennem de senere år har Forbrugerombudsmanden gentagne gange været ude for, at især den finansielle sektor enten ikke har villet deltage i forhandlinger, som ønsket af Forbrugerrådet og Forbrugerombudsmanden, eller at brancherne påberåber sig, at dette eller hint område, som ønskes forhandlet, ikke kan reguleres efter markedsføringsloven.
Hvis en branches aftalevilkår er ensidigt fastsat af hensyn til den erhvervsdrivende eller branchen selv, er det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse urimeligt og dermed i strid med markedsføringslovens § 1, jf. motivbemærkningerne til § 1 i den oprindelige markedsføringslov.
Siden markedsføringslovens tilblivelse er der imidlertid ikke afgivet tilstrækkeligt klare præjudikater, der bekræfter dette, hvorfor en afklaring af et omtvistet forretningsvilkårs eventuelt manglende lovmedholdighed via retssystemet - og dermed Forbrugerombudsmandens muligheder for indgriben - vil kunne tage adskillige år.
Der kan i den forbindelse i særlig grad henvises til Højesterets dom fra december 1997 i den af Forbrugerombudsmanden i 1991 anlagte valideringssag, hvor Forbrugerombudsmanden ikke fik medhold i sin påstand om, at pengeinstitutternes asymmetriske valideringspraksis var i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Højesteret anførte i dommen bl.a., at der er tale om en generel problemstilling, som ikke er egnet til at blive reguleret igennem forbud efter markedsføringsloven, men som i givet fald må søges løst gennem lovgivningen.
Regeringen har efter dommens afsigelse tilkendegivet, at den prioriterer spørgsmålet om pengeinstitutternes validering højt, idet man i første omgang har opfordret pengeinstitutterne til at gennemgå deres forretningspraksis på dette område, inden der tages stilling til behovet for lovgivning. Denne opfordring resulterede nærmest omgående i en reaktion fra det største pengeinstitut med en mindre ændring af valideringsreglerne til fordel for kunderne.
I fortsættelse heraf kan det nævnes, at Finansrådet ved skrivelse af 15. december 1998 har meddelt, at man på baggrund af Kommissionens konkurrenceretlige vurdering af Finansrådets vejledende anbefaling om "almindelige forretningsbetingelser for privatkunder (forbrugere)" - herunder valideringsregler - har justeret sine anbefalinger til pengeinstitutterne, således at disses valideringspraksis bør ændres til fordel for forbrugerne.
På baggrund af en resultatløs retssag af 6 års varighed og mange års forudgående forhandlinger om pengeinstitutternes standardvilkår finder Forbrugerombudsmanden det bemærkelsesværdigt, at truslen om lovgivning, henholdsvis udsigt til bøder for manglende overholdelse af EU's konkurrenceregler har givet pengeinstitutterne anledning til at ændre den praksis, som disse ved forhandling ikke ønskede at ændre, og hvis underkendelse Forbrugerombudsmanden ikke fik medhold i ved domstolene.
Spørgsmålet om rækkevidden af markedsføringslovens § 1 vil muligvis blive afklaret ved dom, der afsiges den 10. januar 1999 i den af Forbrugerombudsmanden i juli 1995 ved Sø- og Handelsretten anlagte sag mod Den Danske Bank og Finansrådet (gebyrsagen), hvorefter Forbrugerombudsmanden stiller krav om, at pengeinstitutterne i deres almindelige forretningsvilkår over for forbrugerne nærmere normerer de beføjelser, de mener er nødvendige vedrørende gebyrer, renter og provisioner mv. i stedet for vilkårligt at opkræve samt ensidigt ændre disse.
Såfremt Sø- og Handelsretten - som i valideringssagen - mener, at markedsføringslovens generalklausul ikke kan anvendes til løsning af de beskrevne problemer kan peges på muligheden af at udforme en udtrykkelig bestemmelse om indgrebsmulighed overfor urimelige kontraktsvilkår ved en tilføjelse til § 1, der præciserer dette.
Bestemmelsen kunne fx have følgende ordlyd, ad modum den norske markedsføringslov § 9 a: "Vilkår, som anvendes eller tilsigtes anvendt i erhvervsvirksomhed over for forbrugere, kan forbydes, når de findes urimelige over for forbrugerne, og et forbud tilsiges af almene hensyn. Ved rimelighedsvurderingen, skal der lægges vægt på hensynet til balance mellem parternes rettigheder og pligter og hensynet til klarhed i kontraktsforhold".
Den skitserede løsning kan imidlertid ikke anvendes såfremt en erhvervssektors manglende forhandlingsvilje vedrører spørgsmål, hvorom Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet finder udstedelse af retningslinjer efter markedsføringslovens § 17 for påkrævet. I spørgsmål, som er af en så bred karakter og som derfor ikke egner sig til en retsafgørelse, kan opstå den uheldige situation, at markedsføringsloven er uden reaktionsmuligheder.
I disse tilfælde kunne det overvejes, om en indberetning til erhvervsministeriet om den involverede parts manglende vilje til at deltage i forhandlinger kunne medføre udstedelse - med sædvanlig parlamentarisk kontrol - af de nødvendige retsforskrifter.
Det er således ikke hensigtsmæssigt, at problemer, som skyldes at en involveret part sidder Forbrugerombudsmandens og Forbrugerrådets ønske om forhandlinger overhørig, alene vil kunne finde en løsning ved konkret lovændring.
Skjult reklame
Ifølge § 36 i bekendtgørelse nr. 489 af 11. juli 1997 om reklamer og sponsorering af radio og fjernsyn, kan indehaverne af tilladelse til satellitradio, satellit-tv, lokal-tv og lokalradio samt til Danmarks Radio og TV2's anden programvirksomhed straffes for overtrædelse af reklamebekendtgørelsens § 3, hvorefter reklamer klart skal kunne identificeres som sådanne. Ifølge foreliggende retspraksis straffes annoncøren derimod ikke efter denne bestemmelse, men muligvis for overtrædelse af det generelle vildledningsforbud i markedsføringslovens § 2.
Ifølge ICC's Internationale Kodeks for Reklamepraksis, artikel 12, skal reklamer klart kunne identificeres som sådanne uanset deres form og uanset hvilket medie der anvendes; når en reklame publiceres i et medie som indeholder nyheder eller redaktionelt stof, skal den præsenteres således, at den umiddelbart kan blive opfattet som reklame.
På denne baggrund er der næppe tvivl om, at skjult reklame er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, og dermed åbner mulighed for anlæggelse af en forbudssag. Det er til gengæld usikkert om skjult reklame, når forholdet ikke er omfattet af reklamebekendtgørelsen jf. ovenfor, kan straffes som en overtrædelse af markedsføringslovens § 2.
Radio- og TV-Reklamenævnet har på baggrund heraf opfordret Erhvervsministeriet til at søge indføjet en generel regel i markedsføringsloven om skjult reklame, dvs. en bred bestemmelse, der omfatter reklame i alle medier og ikke blot i radio og fjernsyn. Formålet med en sådan bestemmelse er at sikre en mere effektiv bekæmpelse af skjult reklame, således at ikke kun radio/tv-medierne kan blive mødt med sanktioner, såfremt reklamen skjules, men at også annoncørerne kan blive straffet og at skjult reklame i andre medier også er forbudt.
Forbrugerombudsmanden deler opfattelsen af, at der er behov for en præcisering af, at skjult reklame ikke er lovlig, og at en overtrædelse heraf kan sanktioneres med straf. Et forbud bør omfatte enhver form for skjult markedsføring, jf. den svenske markedsføringslov § 5, hvoraf fremgår: "Al markedsføring skal udformes og præsenteres, så det tydeligt fremgår, at der er tale om markedsføring. Det skal også tydeligt fremgå, hvem der har ansvar for markedsføringen".
En regel af denne karakter vil samtidig implementere fjernsalgsdirektivets artikel 4, stk. 2 og stk. 3, hvoraf fremgår, at ved henvendelse om fjernsalg eller ved telefonisk telekommunikation skal det kommercielle sigte udtrykkeligt fremgå.
Ad lovforslag nr. L 137 om Forbrugerinformationen:
Forbrugerombudsmanden kan i det hele henholde sig til høringssvar af 16. januar 1998 vedrørende udkastet til lovforslag nr. L 173 om Center for Forbrugerinformation, herunder konstateringen af, at der hverken i det fremsatte lovforslag eller i bemærkningerne hertil er oplysninger om konsekvenserne for den del af Forbrugerstyrelsen, der bliver tilbage - ca. 60 årsværk eller 75 personer - når styrelsens informationsafdeling og laboratorier overføres til Forbrugerinformationen. Spørgsmålet er aktuelt, på baggrund af at formålet med det fremsatte lovforslag angiveligt er at styrke forbrugerpolitikken.
I punkt 7 i lovbemærkningernes vurderingsskema af konsekvenserne af lovforslaget er anført, at lovforslaget ikke har administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner. Forbrugerombudsmanden er uenig i denne vurdering. Den foreslåede udflytning af en del af styrelsen vil uundgåeligt få ganske betydelige konsekvenser for reststyrelsen.
Formålet med oprettelsen af Forbrugerstyrelsen i 1987/88 var at gennemføre en aktiv og koordineret forbrugerpolitisk indsats. Det har da også været muligt at opbygge en identitet omkring styrelsen som "stedet", hvor man kan henvende sig om forbrugerspørgsmål.
En styrelse af den størrelse, der vil blive tilbage efter en opsplitning, vil næppe kunne opretholdes som selvstændig styrelse, og spørgsmålet er herefter hvilke administrative og identitetsmæssige konsekvenser dette vil få.
Kopi af høringssvaret er sendt til Statens Husholdningsråd, Forbrugerklagenævnet og Forbrugerrådet.
Med venlig hilsen
Hagen Jørgensen
"- Gennem oplysnings- og serviceaktiviteter at skabe baggrunden for en koordineret og aktiv indsats på forbrugerområdet.
Den af PA Consulting Group udarbejdede rapport fra 1996 må tages som udtryk for, at det er lykkedes styrelsen at indfri forventningerne. Dette ændrer vel ikke den kendsgerning, at der under Forbrugerkommissionens arbejde fra 1969-1977 og i tiden derefter jævnligt har været overvejelser om en bedre afklaring af opgaverne for og relationerne mellem Statens Husholdningsråd og Forbrugerrådet. Der kan stilles spørgsmål ved, om centerforslaget fører til ikke tilsigtede omkostninger for helheden i Forbrugerstyrelsens arbejde, herunder som sekretariat for Forbrugerombudsmanden. Information og kommunikation er med dagens og fremtidens teknologiske perspektiver så vital for enhver virksomhed, offentlig som privat, at det er et direktionsanliggende at sikre integration mellem information/kommunikation, virksomhedens og dens medarbejderes edb-anvendelse og virksomhedens produktion/distribution af varer eller tjenesteydelser. I Forbrugerombudsmandens tilfælde er det et direkte lovkrav at sørge for information og kommunikation. Markedsføringslovens § 16 pålægger således Forbrugerombudsmanden at søge at påvirke de erhvervsdrivende til at handle efter principperne om god markedsføringsskik og til at holde loven i øvrigt. Efter § 2 i bekendtgørelse af 26. oktober 1994 om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed skal Forbrugerombudsmanden lægge vægt på at orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Forbrugerombudsmanden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af markedsføringslovens bestemmelser Forbrugerombudsmandens afgørelser efter markedsføringsloven og betalingskortloven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Der lægges i Forbrugerombudsmandens generelle arbejde stor vægt på den forebyggende indsats i form af oplysning, telefonrådgivning, afgivelse af konkrete forhåndsbeskeder eller generelle vejledninger, ligesom "bløde" tiltag som konkrete eller generelle henstillinger anvendes i vid udstrækning. Ved artikler i fagblade, foredragsvirksomhed og offentliggørelse af juridiske årbøger, publikationer, pressemeddelelser mv. suppleres denne indsats. Hertil kommer forhandlinger om retningslinier m.v. og om nødvendigt førelse af civile retssager eller straffesager på anklagemyndighedens vegne. Arbejdet foregår ofte i samarbejde med nordiske Forbrugerombudsmands kolleger eller inden for det internationale netværk af markedsføringstilsynsmyndigheder, som Forbrugerombudsmanden er medstifter af og aktiv deltager i. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Forbrugerstyrelsens sekretariatsbistand, ikke mindst set i forhold til de ressourcer der har været til rådighed, fungerer effektivt og fremsynet. Dette gælder også den bistand, der ydes Forbrugerombudsmanden af styrelsens informationsafdeling. Alle Forbrugerombudsmandens aktiviteter forudsætter effektiv, korrekt kommunikation til erhvervslivet og forbrugerne, samarbejdspartnere og til medierne. Her har det tætte daglige samspil med styrelsens informationsafdeling været af uvurderlig betydning. Der ydes god og professionel bistand, og siden august 1996 har dette omfattet Internettet som medie. Informations- og pressearbejdet har en forebyggende effekt og er således et nødvendigt led i Forbrugerombudsmandens arbejde: en måde til at afværge konflikter og dermed nye sager hos Forbrugerombudsmanden. Forbrugerstyrelsens hjemmeside, som i 1997 fik pris for bedste indhold, indeholder, som det vil fremgå af vedlagte oversigter og eksempler (bilag 1-28), en omfattende og alsidig samling af relevant materiale vedrørende forbrugerbeskyttelse mv., som kan læses og downloades.
I Forbrugerombudsmandens planlægning af kommende aktiviteter og i beredskab over for det uventede, der ofte viser sig, når det er mindst belejligt, er det et "must" at kunne få hurtig, ubureaukratisk og saglig sekretariatsbistand fra styrelsen, som integrerer informationsbistand med den øvrige bistand, der ydes Forbrugerombudsmanden. Til illustration af det planlagte arbejde henvises til den som bilag A vedlagte oversigt af 16. januar 1998 over Forbrugerombudsmandens projekter og større sager i 1998/99. Endvidere vedlægges som bilag B ekstrakt af Forbrugerstyrelsens årsberetning 1996 med oversigt over sager rejst, henholdsvis afsluttet, efter markedsføringsloven og betalingskortloven, og over de ressourcer der gennem årene har været til rådighed for Forbrugerombudsmanden.
Hvis det forudsættes, at centeret i kraft af en resultatkontrakt mellem centeret og Erhvervsministeriet skal levere informationsformidlingsbistand til Forbrugerombudsmanden, må det tages i betragtning, at efter lovudkastet og udkastet til vedtægter er centeret en selvstændig institution, uafhængig af myndigheder, erhvervsliv og politiske interesser. Det må på den baggrund antages, at der kan opstå spørgsmål i relation til aktindsigt, hvis Forbrugerombudsmanden giver fortrolige oplysninger til informationscenteret som led i en drøftelse af en planlagt informationsaktivitet . Som eksempel kan nævnes fortrolighed omkring forretningshemmeligheder, som efter påkrav er stillet til rådighed for Forbrugerombudsmanden. Ligeledes vil der i straffesager kunne være sådanne problemer.
Ad udkastet til lov om ændring af lov om markedsføring
Indledningsvis vedlægges Forbrugerombudsmandens høringssvar af 4. februar 1997 (bilag C), 8. december 1995 (bilag D) og 23. december 1993 (bilag E), idet udtalelserne må skønnes at have betydning også for vurdering af det foreliggende lovudkast.
Betydningen af den nye garantibestemmelse må forudses at blive begrænset. Der kan samtidig rejses spørgsmål om sammenhængen til markedsføringslovens § 2. En bestemmelse vedrørende krav til garantier ville efter Forbrugerombudsmandens opfattelse mest hensigtsmæssigt kunne styrke forbrugerbeskyttelsen, hvis der var civilretlige konsekvenser knyttet til manglende overholdelse.
Reglen om Forbrugerombudsmandens udpegelse med 6 års kontraktansættelse forudsætter, "at embedet tilføres yderligere dynamik ved en vis kontinuerlig udskiftning på posten". Der henvises i udkastet til behovet for sammenhæng mellem embedet og samfundsudviklingen.
Der kan stilles spørgsmål ved, om en relativt kortvarig kontraktansættelse i sig selv er egnet til at skabe større uafhængighed for institutionen. Uafhængigheden er først og fremmest sikret ved bestemmelsen i markedsføringslovens § 15, stk. 4 om, at Forbrugerombudsmandens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
De 6 år kan meget vel være en for kort periode til at påvirke udviklingen. Samtidig kan der set fra et erhvervssynspunkt være behov for kontinuitet og større branchekendskab i embedet på samme måde, som det er tilfældet hos domstolene, hvis uafhængighed, kontinuitet og uafsættelighed er sikret ved grundloven.
Det fremgår ikke af lovudkastet eller bemærkningerne hertil, at bestemmelsen i § 15, stk. 3, finder anvendelse på den nuværende forbrugerombudsmand. Det antages derfor, at det ikke er tilfældet.
Det kan i øvrigt oplyses, at den nuværende forbrugerombudsmand i 1990 trods stillingsopslag om åremålsbetinget kontraktansættelse, blev ansat i en varig tjenestemandsstilling i fortsættelse af en mangeårig varig ansættelse som afdelingschef i Industriministeriets departement. Ansættelsen som tjenestemand skal senest ophøre ved pensionering i år 2006.
Arbejdet i institutionen er, som de vedlagte bilag illustrerer, meget alsidigt og fremadrettet. Forbrugerombudsmanden forsøger gennem sin påvirkning af virksomhederne at være retsskabende. Det afgørende bidrag, hvor der typisk skal tages bestik af samfundsudviklingen omkring retsdannelsen, leveres imidlertid af domstolene. Dette vil ikke ændres på nogen afgørende måde ved det nedenfor omtalte forslag om at give Forbrugerombudsmanden påbudshjemmel. Man kan også sige, at det er samspillet mellem Forbrugerombudsmand og domstolene, der sikrer, at markedsføringslovens fortolkning følger med udviklingen i samfundet, i erhvervslivet og i forbrugerbeskyttelsen.
I de principielle sager efter især §§ 1 og 2, hvor store erhvervsforetagender ofte er involveret, er det Forbrugerombudsmandens erfaring, at sagerne afgøres ved domstolene og ofte ved to instanser. I sådanne sager fastslås efter lovudkastet, at retten kan bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning, hvis "sagen er af principiel betydning".
Det kan her oplyses, at Forbrugerombudsmanden siden 1990 har ført omkring 60 principielle retssager (både civile sager og straffesager) ved Sø- og Handelsretten, landsretterne og Højesteret. I en halv snes af sagerne har den erhvervsdrivende vundet, eller sagen har måttet opgives. I resten af sagerne har Forbrugerombudsmanden fået medhold.
Forslaget om at tillægge Forbrugerombudsmanden adgang til uden forhandling at meddele en erhvervsdrivende påbud ved overtrædelse af bindende retningslinier forekommer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse betænkeligt. Det ændrer afgørende ved institutionens hidtidige opfattelse af retningslinier som et middel til bedre selvkontrol i erhvervslivet.
Fra 1975-1994 fungerede retningslinier uden særlig lovhjemmel som et vigtigt instrument for Forbrugerombudsmanden til sammen med de berørte erhvervs- og forbrugerorganisationer at forhandle sig frem til konsensus eller om muligt enighed om forståelsen af ikke mindst generalklausulens betydning på det pågældende erhvervsområde.
Først ved lovændringen i 1994 blev retningslinier lovfæstet, men uden det i betænkning nr. 1236 af juni 1992 indeholdte forslag om, at handlinger i strid med retningslinier, forhandlet med og tiltrådt af vedkommende erhvervs- og forbrugerorganisationer, "skal anses for stridende med god markedsføringsskik".
Det er Forbrugerombudsmandens indtryk, at der ofte kan være vanskeligheder med at få opstartet forhandlinger om retningslinier. Men når først dialogprocessen går i gang, hvor erhvervsorganisationer, Forbrugerrådet og efter omstændighederne relevante offentlige myndigheder gennemdrøfter problemer, så nås der i reglen holdbare og konstruktive fælles opfattelser af de væsentligste spørgsmål.
Det virker derfor snarere som en trussel end som en lettelse, hvis Forbrugerombudsmanden senere giver udtryk for, at han overvejer en ophævelse af sin "blåstempling" i situationer, hvor det skorter på opbakning omkring retningslinierne.