Gå til resume Gå til indhold

Høring over IT- og Telestyrelsens strategiske eftersyn af telereguleringen

Artikel

Høring over IT- og Telestyrelsens strategiske eftersyn af telereguleringen

Gå til indhold

Forbrugerombudsmanden fik i juni 2007 ”Rapport om strategisk eftersyn af telereguleringen” fra IT- og Telestyrelsen i høring. I sit høringssvar støtter Forbrugerombudsmanden ønsket om øget dialog og større gennemsigtighed i den gældende regulering af teleydelser.

”Rapport om Strategisk eftersyn af telereguleringen”  har til formål at undersøge, om der er behov for forbedringer af de overordnede rammebetingelser på teleområdet, herunder at undersøge, om det nuværende lovgrundlag skal justeres i forhold til den teknologiske udvikling.

Forbrugerombudsmanden tager dog forbehold over for visse punkter i rapporten, blandt andet en forlængelse af den maksimale bindingsperiode for forbrugerne og en ændring eller ophævelse af 75-kroners reglen i forbrugeraftaleloven. Forbrugerombudsmanden har svaret, at han generelt er skeptisk over for en større binding af forbrugerne, og at længden af bindingsperioden er et centralt forbrugerspørgsmål, som skal vurderes i en bredere sammenhæng.

I høringssvaret stiller Forbrugerombudsmanden sig også kritisk over for at ophæve grundlæggende forbrugerbeskyttende regler, og at lade brancheaftaler erstatte egentlig lovgivning.

Forbrugerombudsmandens høringssvar

14. august 2007

Sag 1100/5-719  CHR/CHR

Høring over IT - og telstyrelsens strategiske eftersyn af telereguleringen

Forbrugerombudsmanden har modtaget ”Rapport om Strategisk eftersyn af telereguleringen” i høring ved e-mail af 20. juni 2007.

Indledningsvist bemærkes, at Forbrugerombudsmanden anerkender behovet for, at det med jævne mellemrum undersøges, om den gældende lovgivning medfører uhensigtsmæssige begrænsninger for den teknologiske udvikling, således at forbrugerne sikres de bedste kommunikationsydelser. I den forbindelse er det relevant at undersøge, om den gældende regulering er tidssvarende, herunder om den indeholder overflødige eller unødigt begrænsende bestemmelser.

Af IT- og Telestyrelsens konklusion og anbefaling i relation til forbrugerbeskyttelsesreglerne fremgår blandt andet, at en øget informationsindsats vil kunne bidrage til at skabe større gennemsigtighed, samt at det på enkelte områder kan overvejes at præcisere afgrænsningen af reglerne.

Hertil bemærkes, at Forbrugerombudsmanden bifalder, at der skabes større gennemsigtighed i den gældende regulering, og vil gerne bidrage til øget dialog og samarbejde mellem de relevante myndigheder. Det skal i den sammenhæng oplyses, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med revision af teleretningslinjerne har imødekommet ønsket om, at det skal fremgå af retningslinjerne, hvilke krav der følger af udbudsbekendtgørelsen, og hvilke krav der supplerer denne.

I rapporten anføres det, at en forlængelse af den maksimale bindingsperiode vil kunne bidrage til at fremme udbredelsen af ”fremtidens teletjenester”, samt at en sådan forlængelse bør kombineres med forbrugerbeskyttende foranstaltninger. Det nævnes, at en forsøgsordning eventuelt vil kunne overvejes på 3G-tjenester. Forbrugerombudsmanden er generelt skeptisk over for en større binding af forbrugerne, da der er væsentlige forbrugermæssige hensyn at tage. Forbrugerombudsmanden finder, at længden af bindingsperioder er et så centralt forbrugerspørgsmål, at dette må vurderes i en bredere sammenhæng. 

Af IT- og Telestyrelsens konklusion og anbefaling fremgår endvidere, at en ophævelse eller ændring af 75 kroners-reglen i forbrugeraftaleloven bør overvejes. Det er Forbrugerombuds-mandens opfattelse, at en ophævelse af reglen vil indebære en ikke uvæsentlig forringelse af forbrugerbeskyttelsen på området. Derimod er Forbrugerombudsmanden umiddelbart positivt indstillet over for overvejelser omkring en ændring af beløbsstørrelsen, såfremt dette måtte vise sig at være velbegrundet. Forbrugerombudsmanden deltager derfor gerne i de videre overvejelser.

I rapporten anføres, at der i relation til udbudsbekendtgørelsen ikke vurderes at være behov for yderligere deregulering ud over, hvad der pågår i forbindelse med ”Bedst for brugerne”. Vi skal med hensyn til denne deregulering i det hele henvise til Forbrugerombudsmandens høringssvar af 5. januar 2007 vedrørende ”Bedst for brugerne”, hvoraf det blandt andet fremgår, at man skal være varsom med at ophæve grundlæggende forbrugerbeskyttende regler, og at det er tvivlsomt, om en brancheaftale fuldt ud kan erstatte egentlig lovgivning.

For så vidt angår IT- og Telestyrelsens anbefaling af, at lovgivningen omkring service 900-tjenester erstattes af selvregulering, henvises ligeledes til Forbrugerombudsmandens høringssvar af 5. januar 2007.

Afslutningsvist bemærkes, at Forbrugerombudsmanden er positiv indstillet over for at styrke den løbende dialog mellem de relevante myndigheder og aktører på området, og deltager gerne aktivt i de videre overvejelser om ændring af reglerne i udbudsbekendtgørelsen, da vi som nævnt i vores høringsskrivelse af 5. januar 2007 finder, at forbrugerbeskyttelsen inden for dette område bør have høj prioritet.

Dette høringssvar vil blive lagt på www.forbrugerombudsmanden.dk.

Med venlig hilsen

Henrik Øe

Se også Forbrugerombudsmandens høringssvar på analysen "Bedst for brugerne".

Sidst opdateret:   23. august 2007
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: