Forbrugerombudsmandens høringssvar vedrørende betænkning nr. 1468 om Reform af den civile retspleje IV - Gruppesøgsmål mv.

27. februar 2006
Sag 1165/5-1  KN/KN

Høring over betænkning nr. 1468 om Reform af den civile retspleje IV – Gruppesøgsmål mv.

I anledning af Justitsministeriets høring over Retsplejerådets betænkning nr. 1468 om gruppesøgsmål skal Forbrugerombudsmanden fremkomme med følgende bemærkninger:

Det har længe været Forbrugerombudsmandens klare opfattelse, at der er behov for indførelse af gruppesøgsmål i Danmark. Sverige og Norge har indført en sådan adgang, ligesom der for tiden er drøftelser om dette spørgsmål i EU og i flere af medlemslandene. 

Den offentligretlige regulering kan således ikke stå alene. Masseproducerede varer, standardisering af aftalevilkår, en øget brug af gebyrer samt ikke mindst den teknologiske udvikling har medført, at mange forbrugere eller mindre erhvervsdrivende står med ensartede krav, der hver især er så små, at det ikke kan betale sig at indbringe disse for retten eller klagenævn, men som tilsammen udgør betydelige beløb for modparten.

Det er derfor overordentlig glædeligt, at Retsplejerådet er af den opfattelse, at der er brug for gruppesøgsmål og nu har fremlagt et så gennemarbejdet forslag til dets indførelse.

Forbrugerombudsmanden kan tilslutte sig Retsplejerådets tilkendegivelse om, at: ”civilprocessen må tilpasses udviklingen i samfundet og dermed søgsmålsbehovet for typiske massekrav i bl.a. forbrugersager. Adgangen til domstolene er en retsikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen må derfor som udgangspunkt også sikres for individuelt uprocesbare krav, så længe det er muligt at tilrettelægge en effektiv og forsvarlig behandling af kravene”.

Forbrugerombudsmanden har særligt noteret sig, at man efter norsk forbillede har valgt også at fremsætte forslag om en frameldingsmodel, som kan anvendes i de undtagelsestilfælde, hvor de omtvistede krav er så små, men til gengæld i et så stort antal, at de ikke er egnet til individuelle søgsmål eller gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen.

Denne adgang vil gøre det muligt at føre sager om krav, som i dag slet ikke bliver gjort til genstand for behandling hverken ved domstole eller klagenævn. 

Forbrugerombudsmanden deler ikke den frygt, der fra tid til anden har været fremsat fra forskellig side, om at adgangen til gruppesøgsmål vil indføre amerikanske tilstande i dansk ret med mange søgsmål og meget store erstatninger. Således anføres det af Retsplejerådet, at der ikke med den foreslåede ordning er tale om en ændring af den materielle ret, herunder erstatningsretten, hvorfor der ikke er noget grundlag for en sådan udvikling.

I den forbindelse skal Forbrugerombudsmanden henlede opmærksomheden på, at markedsføringslovens § 20 (der er netop vedtaget en ny markedsføringslov, hvor bestemmelsen er indeholdt i § 28) kun omtaler ensartede krav på erstatning. Idet der som ovenfor anført ikke med dette forslag er tale om ændring af materiel ret, og at gruppesøgsmål så vidt ses også kan vedrøre andet end erstatning, fx krav om tilbagesøgning, bør den foreslåede hjemmel i markedsføringsloven måske snarere knyttes til en af de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven - fx §§ 15 eller 19 - end § 20. Alternativt kan det overvejes at ændre § 20, så den er i overensstemmelse med de foreslåede regler i retsplejeloven. 

For så vidt angår markedsføringslovens § 20, bemærker Retsplejerådet, at den aldrig har været anvendt, og at Forbrugerombudsmanden har peget på, at dette skyldes praktiske problemer med bl.a. formulering af påstande og anbringender, dels bevisspørgsmål, jf. betænkningens side 234. Man henviser til, at Forbrugerombudsmanden finder, at indførelsen af regler om gruppesøgsmål vil lette formuleringen af påstande og anbringender, hvis der gives mulighed for opt out søgsmål og mulighed for at gennemføre gruppesøgsmål på grundlag af en abstrakt beskrivelse af gruppen, dvs. at der kan afsiges dom uden kendskab til navn og adresser på de berørte gruppemedlemmer. Retsplejerådet anfører i den forbindelse, at indførelse af gruppesøgsmål ikke kan afhjælpe vanskeligheder ved håndhævelsen af eksisterende materielle regler og principper om bevisbyrde og beviskrav.

Forbrugerombudsmanden skal hertil bemærke, at Forbrugerombudsmanden ikke på noget tidspunkt har ment, at principperne om bevisbyrde skal ændres. Det er imidlertid Forbrugerombudsmandens opfattelse, at fordi der er en del usikkerhed om, hvordan § 20 skal forstås og behandles, er det mere hensigtsmæssigt at få et gennemtænkt system, som det der nu er fremlagt, hvor der foreslås indført både en tilmeldings- og en frameldingsmodel, hvilket ikke er muligt efter § 20, og hvor der er gjort op med en række at de processuelle spørgsmål og praktisk problemer, der rejser sig i sådanne sager. Til gengæld er Forbrugerombudsmanden fortsat af den opfattelse, at det bør være muligt at gennemføre en sag uden kendskab til alle berørte forbrugeres navne og adresser i sagen, jf. bemærkningerne om identifikation i opt out sagerne nedenfor. 

På områder hvor økonomi- og erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelser om god skik for finansielle virksomheder, er Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed og indgrebsbeføjelser i relation til markedsføringslovens §§ 1 og 2 ophørt, jf. markedsføringslovens § 1, stk. 2 (gældende). Dette indebærer, at det er Finanstilsynets god skik regler og indgrebsbeføjelser, der finder anvendelse.

Forbrugerombudsmanden har dog søgsmålskompetence i relation til god skik reglerne i den finansielle lovgivning. Såfremt man ikke ønsker at undtage det finansielle område fra muligheden for et gruppesøgsmål, bør det derfor nok præciseres, at hjemlen også gælder dette område. Markedsføringslovens § 20, stk. 1 henviser således kun til markedsføringsloven, og det må derfor formodes, at en domstol kun vil tillægge Forbrugerombudsmanden søgsmålskompetence på markedsføringslovens område, med mindre andet er anført.

Forbrugerombudsmanden er bekendt med, at det er den svenske Konsumentombudsmans erfaring, at beslutningsprocessen om at få et gruppesøgsmål godkendt af retten har været ganske lang til skade for de mange berørte forbrugere.

Det er derfor glædeligt, at Retsplejerådet lægger vægt på, at rettens godkendelse af søgsmålet skal kunne træffes hurtigt, og uden at parterne eller retten skal anvende mange ressourcer på dette spørgsmål, jf. side 254 i betænkningen. Forbrugerombudsmanden finder, at det er vigtigt, at gruppesøgsmål kun anvendes, hvor det skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, jf. lovforslagets § 254 b, stk. 5, hvilket retten skal påse, men sagen bør ikke i denne fase kunne blive træneret eller unødigt forlænget af en af parterne.

Det fremgår af forslaget, at en af de øvrige betingelser for anlæggelse af et gruppesøgsmål er, at gruppen skal kunne identificeres og underrettes om sagen, jf. § 254 b, stk. 6.

Med hensyn til spørgsmålet om identifikation er det ikke i bemærkningerne anført udtrykkeligt, om der hermed menes identifikation med navns nævnelse, men Retsplejerådet anfører andetsteds, at for så vidt angår spørgsmålet om abstrakt beskrivelse af gruppemedlemmerne i et gruppesøgsmål, at ”Retsplejerådet er enig i, at arbejdet med selve gruppesøgsmålet fra (sagsanlæg til dom) efter omstændigheder kan lettes, hvis det er muligt at nedlægge en påstand om eksempelvis, at ”sagsøgte skal betale 500 kr. til hver forbruger, som i perioden januar-juni 2004 abonnerede på Platin 4-pakken” frem for ”sagsøger skal betale 500 kr. til hver af de personer, der er anført på bilag 1, ”hvor bilag 1 så opregner navn og adresse på 1.000 eller 10.000 personer. Efter Retsplejerådets opfattelse bør problemstillingen imidlertid ses i et bredere perspektiv. Dommen vil ikke kunne opfyldes, og gruppesøgsmålet dermed ikke nå sit mål, hvis ikke navnene på de berørte gruppemedlemmer kendes. Navnene vil således skulle fremskaffes før eller siden, og efter Retsplejerådets opfattelse er der ikke nødvendigvis noget vundet ved at vente til efter dommens afsigelse. Tværtimod må det generelt antages, at retten vil have et bedre grundlag for at træffe en materielt rigtig afgørelse og for at udmåle rimelige sagsomkostninger, når retten ved, hvor mange og hvem der vil være omfattet af dommens bindende virkning”, jf. betænkningen side 235.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at i frameldingssituationen vil det være en betydelig hæmsko for et søgsmål, at skulle udarbejde lister og navne.

Dels ligger det i sagens natur i sådanne søgsmål, at man ikke har mulighed for at kende navnene, med mindre sagsøgte oplyser det, idet det jo netop er personer, der ikke framelder sig, og ikke personer der tilmelder sig, der er opfattet af søgsmålet.

Dels vil sådanne søgsmål baseret på frameldingsmodellen efter al sandsynlighed kun skulle anvendes i sager, hvor gruppen er meget stor, fx tusindvis – måske hundredtusindvis - af personer, og her forekommer kravet om indhentelse og udfærdigelse af bilag med navne og adresser på alle disse personer unægtelig som noget af en praktisk hindring.

Det er korrekt, at man i tvangsfuldbyrdelsessituationen alligevel skal identificere sig med navn nævnelse, men Forbrugerombudsmanden kan ikke se noget i vejen for, at man først opnår en dom på vegne af en præcis afgrænset gruppe, og dernæst i tvangsfuldbyrdelsessituationen udfærdiger bilagslister med navne på de omhandlede gruppemedlemmer.

Det har dels den fordel, at dette store arbejde med at finde frem til de berørte forbrugere først skal udføres, når man ved, at der rent faktisk er et af retten tilkendt krav, der kan fuldbyrdes.

Dels – hvad der synes langt vigtigere – at man ikke derved reelt får afskåret alle gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, hvor sagsøgte ikke ønsker at medvirke ved at oplyse navnene på de berørte forbrugere, eller hvor sagsøgte ikke er bekendt med navnene på de berørte forbrugere, hvilket ellers må forventes at være resultatet af forslaget, som det foreligger.

Retsplejerådet er selv inde på det samme, idet det anføres, at ”Retsplejerådet er enig i, at det kan være af afgørende betydning for etableringen af særligt opt out-gruppesøgsmål, at sagsøgte under en eller anden form medvirker til underretning af gruppemedlemmerne”. Man henviser imidlertid til Forbrugerombudsmandens hjemmel i markedsføringslovens § 15, stk. 2 til at kræve oplysninger. Sagsøgtes manglende efterkommelse af et sådant krav er imidlertid strafsanktioneret ved retten, og det synes som noget af en uhensigtsmæssig omvej, først at skulle anlægge en straffesag, for dernæst at kunne anlægge en civil sag, ligesom det ikke løser den situation, hvor sagsøgte ikke kender navnene på de berørte forbrugere. Her vil et opt out søgsmål ikke være mulig. 

Forbrugerombudsmanden har desuden svært ved at se, at der skulle være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at godkende et søgsmål, hvor man definerer gruppen så præcist, at man altid vil være i stand til at kunne tage stilling til, om en given person er medlem af gruppen eller ej.

Med hensyn til modpartens og rettens interesse i at kende størrelsen af gruppen finder Forbrugerombudsmanden, at dette kan tilgodeses ved, at det skal sandsynliggøres, hvor stor gruppen er, fx ved at man kender antallet af de kunder, der har indgået den kontrakt eller betalt det gebyr, som er det omstridte punkt, eller ved hvor meget der er solgt af et givent produkt.

Forbrugerombudsmanden skal derfor opfordre til, at man i hvert fald i de få tilfælde, hvor man anvender frameldingsmodellen, ikke kræver som betingelse for søgsmålet, at der fremlægges bilag med alle berørte personers navne og adresser.

Retsplejerådet finder, at retten skal kunne pålægge grupperepræsentanten at forestå underretningen af de potentielle gruppedeltagere, herunder at afholde udgifterne hertil, som dog senere kan erstattes efter reglerne om sagsomkostninger.

Retsplejerådet er til gengæld ikke at den opfattelse, at sagsøgte kan pålægges at forestå underretningen – fx ved at udsende en underretning om søgsmålet sammen med en faktura i et løbende mellemværende. Her vil der efter rådets mening være risiko for, at underretningen får en unødigt krænkende karakter for sagsøgte, ligesom underretningen efter omstændighederne vil kunne bringes i en sammenhæng, der afsvækker dens værdi, jf. betænkningen side 257.

Forbrugerombudsmanden er ikke enig i, at sagsøgtes medvirken nødvendigvis vil være krænkende, men er derimod af den opfattelse, at sagsøgte ofte vil betragte det som naturligt, navnlig hvis der er tale om et løbende mellemværende mellem sagsøgte og de implicerede forbrugere. Således er der flere eksempler på, at Forbrugerombudsmanden og Forbrugerklagenævnet har koordineret meddelelser om prøvesager mv. til de relevante forbrugere med den erhvervsdrivende, som også har stået for udsendelsen fx i forbindelse med indkomne klager.

For så vidt angår hvilken domstole som gruppesøgsmålene kan anlægges ved, skal opmærksomhedens henledes på, at Forbrugerombudsmandens civile sager vedrørende markedsføringsloven både efter gældende ret og efter den foreslåede domstolsreform kan anlægges ved Sø- og Handelsretten. Det er derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at de gruppesøgsmål, som Forbrugerombudsmanden skal føre, også kan indbringes for Sø- og Handelsretten, således at man kan trække på det erfaringsgrundlag, som retten har og gøre brug af det markedskendskab som de sagkyndige dommere, der medvirker fra erhvervs- og forbrugersiden i sagerne, har.

Det fremgår af betænkningen, at retsplejelovens almindelige regler om sagsomkostninger som udgangspunkt også bør anvendes i gruppesøgsmål. Retten vil dog kunne træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse, med mindre det er åbenbart, at grupperepræsentanten vil være i stand til at betale pålagte sagsomkostninger. For så vidt angår opt out modellen, er det Retsplejerådets opfattelse, at gruppemedlemmerne alene bør kunne blive pålagt at bidrage til betaling af sagsomkostninger inden for rammerne af deres eget faktiske udbytte af retssagen. 

Forbrugerombudsmanden skal blot i den forbindelse afslutningsvis bemærke, at det må forventes, at der skal anvendes mange ressourcer på sådanne sager, som Forbrugerombudsmanden skal afholde udgifterne til, uden at det nødvendigvis vil kunne inddrives hos modparten eller gruppemedlemmerne. Dette forhold bør derfor inddrages ved tildeling af ressourcer til Forbrugerombudsmanden i fremtiden.

Med venlig hilsen

Hagen Jørgensen