Gå til resume Gå til indhold

Høring - udkast til forslag til lov om ændring af lov om markedsføring

Artikel

Forbrugerombudsmanden noterede sig i sit høringssvar angående implementeringen af EU-direktivet om urimelig handelspraksis i markedsføringsloven i 2007, at retstilstanden i al væsentlighed ville forblive uændret, men pegede dog på visse uhensigtsmæssigheder.

Gå til indhold

Forbrugerstyrelsen

11. august 2006
Sag 1100/5-75/CS

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om markedsføring

På baggrund af det medsendte høringsnotat og udkast til lovbemærkninger lægger Forbrugerombudsmanden i nærværende høringssvar principielt og overordnet til grund, at det fremsatte forslag til implementering af direktivet indenfor sit anvendelsesområde ikke indeholder realitetsændringer i forhold til de bestemmelser i den gældende markedsføringslov – og den bagvedliggende praksis – som forslaget vedrører.

Dette indebærer at Forbrugerombudsmanden bl.a.  lægger til grund:

  • At retstilstanden efter de nye regler i det alt væsentlige vil være den samme som for de nuværende regler om god markedsføringsskik og vildledning m.v., og at indførelsen af direktivets nye - og i vid udstrækning fremmedartede – sprogbrug alene har terminologisk betydning.
  • At eventuelle spørgsmål vedrørende smag, anstændighed, generelle samfundsinteresser mv. indeholdt i det relevante markedsføringstiltag, fortsat skal bedømmes efter ren national lovgivning, også selvom tiltaget i øvrigt er omfattet af - og eventuelt tilladt efter - direktivet.
  • At direktivets bilagsliste, som skal gentages i en bekendtgørelse, ikke har selvstændig betydning for bedømmelse af om et forhold i øvrigt er omfattet af forslaget til den nye § 3.

Idet den nuværende retstilstand herefter reelt ikke synes ændret, finder Forbrugerombudsmanden, at det ud fra et lovteknisk synspunkt ville være mere hensigtsmæssigt, såfremt undtagelsen ”bortset fra forhold reguleret i aftaleretten” i den foreslåede § 1, 2. punktum fremgik af lovbemærkningerne, og ikke af selve lovteksten. Derved undgår man ”en undtagelse til undtagelsen” til § 1, 1. punktum. Begrundelsen er, at markedsføringsloven er en offentligretlig lov, som ikke regulerer og ikke tidligere har reguleret aftaleretten.

For den gode ordens skyld bemærkes, at Forbrugerombudsmanden er bekendt med, at det svenske og norske forslag til implementering af direktivets artikel 5 nr. 2 er baseret på en antagelse om, at bestemmelsen har et selvstændigt og reelt indhold i forhold til de hidtidige bestemmelser om god markedsføringsskik m.v.  Det svenske og norske forlag indeholder derfor straf for overtrædelse af direktivets artikel 5 nr. 2 – dvs. handelspraksis, som er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske interesser (forslagets § 1, 2. punktum). Såfremt den svenske og norske antagelse holder stik, finder Forbrugerombudsmanden ligeledes, at overtrædelse af forslagets § 1, 2. punktum bør strafbelægges.

Særligt for så vidt angår forslaget til ny § 12a om købsopfordring bemærkes:

En købsopfordring er efter direktivets art. 2, litra i, defineret som ”en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristik og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb”.

Blandt andet på grund af direktivets cirkulære definition af bestemmelsen forstår Forbrugerombudsmanden ikke et eventuelt særskilt indhold eller en særskilt betydning heraf – slet ikke i forhold til den foreslåede § 3 og allerede eksisterende bestemmelser.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at en praktisk anvendelse af bestemmelsen vil volde adskillige vanskeligheder, og at der vil opstå betydelig subsumptionstvivl i forhold til andre af markedsføringslovens bestemmelser, bl.a. markedsføringslovens § 13 om prisoplysninger.

Med venlig hilsen

Hagen Jørgensen

Sidst opdateret:   22. august 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: