Justitsministeriet Formueretskontoret
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Høring vedrørende arbejdsdokument fra Kommissionen vedrørende Rådets direktiv af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (85/577/EØF)
Jr.nummer: 1100/5-1063
Vi har modtaget ovennævnte anmodning om høring og har følgende bemærkninger til de af Kommissionen rejste spørgsmål:
Spørgsmål 1 og 2:
For så vidt angår dørsalgsdirektivets definitioner af hhv. en forbruger og en erhvervsdrivende har vi følgende bemærkninger:
Forbruger - consumer:
En forbruger bør ikke begrænses til at være en fysisk person, da også sammenslutninger og kollektive grupper i visse tilfælde kan have behov for at være beskyttet af direktivet i deres egenskab af at være en sammenslutning af forbrugere.
Erhvervsdrivende - trader:
Velgørende og humanitære organisationer benytter sig i et ikke uvæsentlig omfang af at rekruttere medlemmer og donationer ved gade og dørsalg. Det bør på denne baggrund overvejes at udvide direktivets definition af en erhvervsdrivende til ligeledes at omfatte denne gruppe. Man kan eventuel tænke sig, at der laves en sondring mellem kontante donationer og tegning af løbende abonnementer, hvor kontante donationer undtages, da det vil være meget ressourcekrævende - grænsende til det umulige - for den erhvervsdrivende efterfølgende at udskille et kontant bidrag medmindre dette er indbetalt via betalingskort, girokort eller lignende. Ligeledes kan det tænkes, at udvidelsen ses i sammenhæng med beløbsgrænsen i direktivets artikel 3.
Spørgsmål 3 og 4:
Der synes at være et behov for, at direktivets artikel 1 udvides til også at gælde gadesalg samt salg fra stande på messer, markeder og lignende, da der ses en tendens til, at der sker flere salg via disse kanaler – eksempelvis benytter mange Multi Level Marketing organisationer sig af salg fra stande på messer og lignende.
Spørgsmål 5 og 6:
Vi finder det hensigtsmæssigt, at der gælder en ordning, hvorefter det er muligt at undtage kontrakter under en vis økonomisk værdi. Det er dog vores opfattelse, at den nuværende grænse på 60 euro er for høj. Det anbefales, at grænsen sænkes til maksimalt 40 euro.
Spørgsmål 7 og 8:
Vi finder, at der er et stort behov for at beskytte forbrugerne i de situationer, hvor de selv har kontaktet en erhvervsdrivende og anmodet om et besøg med henblik på køb af en vare.
Mange firmaer – herunder bl.a. Multi Level Marketing firmaer – benytter sig af homeparties og salgsdemonstrationer med henblik på salg af deres varer og ydelser. Forbrugerne er i den forbindelse underlagt et stærkt pres om køb, hvilket endda af og til forstærkes af, at sælgerne er en del af forbrugernes familie eller omgangskreds.
Vi anbefaler, at sådanne salgssituationer omfattes af direktivet.
Det kan bl.a. på baggrund heraf anbefales, at direktivet udvides til at gælde al salg uden for fast forretningssted, som ikke omfattes af fjernsalgsdirektivet.
I forlængelse heraf skal vi bemærke, at det vil være meget svært at afgø-re, hvad der vil være at anse som en vare, som har direkte forbindelse med den vare eller ydelse, en forbruger har anmodet en erhvervsdrivende om at komme og sælge, jf. direktivets artikel 3(3).
Spørgsmål 9 og 10:
Det er vores opfattelse, at undtagelsen for så vidt angår kontrakter vedrørende fast ejendom kan være problematisk i forhold til kreditaftaler, idet kreditaftaler i mange tilfælde vil indebære, at kreditor får pant i fast ejendom.
I fald forbrugere gør brug af deres fortrydelsesret, er det afgørende, at dertilhørende kreditaftaler ligeledes bortfalder, medmindre kreditten er givet uafhængigt af salget, således at kreditgiver og sælger ikke har nogen forbindelse med hinanden.
For så vidt angår forholdet mellem timesharedirektivet og dørsalgsdirektivet, er det vores opfattelse, at direktiverne bør gælde parallelt, således at forbrugeren er beskyttet af begge direktiver ved dørsalg af timeshare og timesharelignende produkter.
Spørgsmål 11:
Det er afgørende, at forbrugerne får skriftlig oplysning om deres ret til at fortryde en aftale, hvorfor det er af stor vigtighed, at der udtænkes fremgangsmåder, som sikrer, at de erhvervsdrivende ved, hvordan de på en enkel måde opfylder dette krav, således at forbrugerne bliver gjort klart og tydeligt opmærksomme på deres rettigheder.
Spørgsmål 12:
For så vidt angår længden af fortrydelsesretten vil vi anbefale, at den udvides til at gælde i 14 dage, som er den generelle frist i forbrugeraftaleloven.
Forbrugeren bør kunne benytte sig af fortrydelsesretten uden at blive pålagt sanktioner eller udgifter.
Spørgsmål 13 og 14:
Vi er af den opfattelse, at der bør indføres tilsvarende regler, som dem man har i fjernsalgsdirektivet, således at der stilles krav om, at forbrugerne forud for indgåelse af en aftale får de oplysninger, som kræves efter fjernsalgsdirektivets artikel 4. Fortrydelsesretten bør ikke begynde at løbe, før forbrugeren har fået disse oplysninger.
For at sikre forbrugerne den bedst mulige beskyttelse er det vores opfattelse, at beskyttelsen ved gade- og dørsalg bør løftes op på samme niveau, som gælder efter de øvrige direktiver.
Spørgsmål 15:
Det er vores opfattelse, at det er mest nærliggende, at eventuelle restriktioner for tidspunkter, erhvervsdrivende kan besøge forbrugere på deres bopæl på, fastsættes på nationalt niveau.
Spørgsmål 16:
Vi billiger et forbud mod betaling eller modydelser af enhver art i den periode, hvor fortrydelsesretten løber.
Dette høringssvar vil blive lagt på Forbrugerombudsmandens hjemmeside www.forbrugerombudsmanden.dk.
Med venlig hilsen
Henrik Øe