Gå til resume Gå til indhold

Høring om udkast til bekendtgørelse om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser

Artikel

Forbrugerombudsmanden påpegede, at hensynet til gennemskuelighed og sammenlignelighed i låne- og kredittilbud fra forskellige erhvervsdrivende burde tilstræbes størst mulig ensartethed i reglerne mellem de forskellige udbydere. Endvidere skulle oplysningerne til forbrugerne være væsentlige, relevante og forståelige.

Gå til indhold

Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S

8. august 2006
Sag 1100/5-669  AZN/SI

Forbrugerstyrelsen har den 29. juni 2006 anmodet om Forbrugerombudsmandens eventuelle bemærkninger til udkast til bekendtgørelse om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser.

Vi skal indledningsvis bemærke, at der af hensyn til forbrugernes mulighed for at gennem-skue og sammenligne låne- og kredittilbud fra forskellige erhvervsdrivende bør tilstræbes størst mulighed ensartethed i reglerne mellem de forskellige udbydere, uanset om disse er banker, realkreditinstitutter, kreditselskaber eller andre former for erhvervsdrivende. De oplysninger, som må gives, må være væsentlige, relevante og forståelige for forbrugerne.

Den for pengeinstitutter udstedte bekendtgørelse om information til forbrugere om priser m.v. synes dog ikke på alle punkter at være fuldt tilstrækkelig.

Forbrugerombudsmanden finder det ligeledes uhensigtsmæssigt, såfremt tilsynet med de forskellige udbydere af låne- og kredittilbud efter skiltningsbekendtgørelserne ikke klart følger den overordnede kompetencefordeling mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden. Reglerne bør udformes således, at Finanstilsynet fører tilsyn med finansielle virksomheder underlagt lov om finansielle virksomheder, og Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med øv-rige erhvervsdrivende efter markedsføringsloven.

Dette er ikke tilfældet efter det foreliggende udkast. Efter dette er det således kun pengeinstitutter og ”markedsføring af realkreditlån eller realkreditlignende lån”, som falder uden for bekendtgørelsen og Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence. Andre finansielle virk-somheders prisskiltning vil således være under tilsyn efter markedsføringslovens regler. Til-svarende er Forbrugerombudsmanden tilsynsmyndighed for realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber efter bekendtgørelse om skiltning med gebyrer og valutakurser i realkredit-institutter m.v.

Vi skal derfor foreslå, at bekendtgørelsens anvendelsesområde i § 1, stk. 2, defineres således, at bekendtgørelsen ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed. 

Det forudsættes, at Økonomi- og erhvervsministeren udsteder regler efter § 43, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed for alle virksomheder omfattet af denne lov.

Det er i indledningen til bekendtgørelsen anført, at denne bl.a. fastsættes i medfør af markedsføringslovens § 16, stk. 5, der omhandler organiseret rabat. Men der ses ikke i bekendt-gørelsen at være bestemmelser herom.

Vi skal derfor foreslå, at denne henvisning udgår.

Da ordet ”markedsføring” har et bredere indhold end det, som ønskes reguleret efter § 1 og § 2, stk. 1, og begrebet markedsføring således også omfatter annoncering, som reguleres i § 2, stk. 3, skal vi foreslå, at man i § 1 og § 2, stk. 1 alene bruger ordet ”udbyder”.

I § 3, stk. 2, bør det overvejes alene at henvise til reglerne i lov om kreditaftaler, da en specifik henvisning til bestemte paragraffer kan være uhensigtsmæssig ved senere ændringer af kreditaftaleloven.

I § 5 er angivet de oplysninger, som skal gives, hvis der ved annoncering, i brochurer eller på anden måde i reklame gives oplysninger om prisen på låne- eller kredittilbud.

Forbrugerombudsmanden skal foreslå, at der som et pkt. 3 tilføjes ”eventuelle særlige prisvil-kår af væsentlig betydning for vurderingen af tilbudet”.

Udviklingen inden for låne- og kreditmarkedet siden udstedelsen af den gældende skiltnings-bekendtgørelse har været sådan, at betydningen af andre prisvilkår end renten og det, som afspejles i de årlige omkostninger i procent, er blevet større og større. Ikke alle former for ge-byrer indgår således i beregningen af årlige omkostninger i procent, jf. kreditaftalelovens § 13, stk. 2. Det være sig særlige betalings- og kontogebyrer, ligesom der kan være beregningsregler e.l. som har særlig betydning for omkostningerne ved at have et lån Er der sådanne særlige vilkår af betydning for forbrugeren vurdering af låne- eller kredittilbudet bør de næv-nes allerede i annonceringen.

Forbrugerombudsmanden skal i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i § 5 i bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser i penge-institutter mv. stærkt anbefale, at § 6 suppleres med et krav om,

  • Enten at den erhvervsdrivendes tillæg respektive fradrag i forhold til de kurser, der offentliggøres af Danmarks Nationalbank, skal angives eller et krav om at National-bankens sidst offentliggjorte kurs tillige skal angives samt
  • at det skal angives, hvis gebyrer eller kurser – eller beregningen heraf - kan variere under særlige omstændigheder

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at oplysninger alene om forretningsstedets egne kurser ikke i sig selv er fyldestgørende. Ofte vil forbrugerne ikke være opmærksomme på, at forretningsstedet udover ekspeditionsgebyret har en indtjening over kurserne. En pligt til at oplyse om Nationalbankens kurser vil kunne give et retvisende billede af prisen for en ekspedition.

Det er herudover Forbrugerombudsmandens erfaring, at vekselkontorer har beregningsregler e.l., som indebærer, at en valutaveksling bliver betydeligt dyrere, end skiltningen umiddelbart viser. Et krav om yderligere at angive, hvis gebyrer eller kurser kan variere under særlige omstændigheder, vil forhåbentlig kunne give forbrugerne et mere retvisende billede af prisen.

Endelig skal Forbrugerombudsmanden anbefale, at reglen i § 6 formuleres således, at den kun kommer til at gælde erhvervsdrivende som sædvanligvis udfører valutaveksling, jf. formule-ringen i bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 1994, § 5.

Dette høringssvar vil blive lagt på www.forbrug.dk [nu www.forbrugerombudsmanden.dk].

Med venlig hilsen

Hagen Jørgensen

Sidst opdateret:   15. august 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: