Selskabet blev i foråret 2009 sammen med 7 andre bredbåndsudbydere politianmeldt for overtrædelse af markedsføringslovens § 13, der handler om pligten til at oplyse mindsteudgift.
Ved markedsføring af abonnementer og andre varer eller tjenesteydelser skal de samlede faste omkostninger, som forbrugeren som minimum kommer til at betale som følge af aftalen, angives som ét samlet beløb (mindsteudgiften). Det betyder, at bredbåndsudbyderen, hvis der er knyttet en bindingsperiode til et abonnement, skal oplyse den samlede pris for hele bindingsperioden.
Det havde Stofa A/S ikke gjort, og selskabet havde dermed overtrådt markedsføringsloven. Det har nu ført til en bøde på 100.000 kr.
Bødens størrelse
Ved fastsættelsen af bødens størrelse blev der lagt vægt på, hvor meget selskabet havde tjent på markedsføringen, samt hvad markedsføringen havde kostet.
Som en lempende omstændighed blev det ligeledes tillagt betydning, at oplysningen om mindsteudgift fremgik andre steder af selskabets hjemmeside, dog ikke med den fornødne meddelelseseffekt, samt at selskabet rettede deres markedsføring umiddelbart efter Forbrugerombudsmandens henvendelse.
Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse i forbindelse med politianmeldelserne.
J.nr.: 08/07839
Sidst opdateret:
11. august 2010
Giv din vurdering af denne side