Gå til resume Gå til indhold

Oplysning om mindstepris ved klik på link koster teleselskab bøde på 60.000 kr.

Nyhed
Teleselskabet 3 har fået en bøde for ikke på hjemmesiden at oplyse tydeligt nok om mindsteprisen på et telefonabonnement. Selskabet har tidligere fået en bøde for en lignende overtrædelse.
Gå til indhold

Den samlede pris for et abonnement i hele bindingsperioden er så væsentlig en oplysning, at den ikke må gives via et link på hjemmesiden.

Det er Forbrugerombudsmandens besked til 3, efter at selskabet på sin hjemmeside med stor skrifttype reklamerede for et telefonabonnement ved at oplyse den månedlige pris med en bindingsperiode på 6 måneder og et oprettelsesgebyr. Længere nede på siden var også oplyst, hvad oprettelsen kostede. Men først når forbrugeren klikkede på ”Køb abonnement” blev det med små skrifttyper oplyst, hvad abonnementet mindst ville komme til at koste frem til bindingsperiodens udløb.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte derfor teleselskabet i foråret 2011 for overtrædelse af markedsføringslovens § 13 om prisoplysninger, som kræver, at den erhvervsdrivende oplyser om den samlede pris for tjenesteydelsen inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter.

3 har accepteret at betale bøden, der er forhøjet, fordi teleselskabet tidligere er blevet meldt til politiet af  Forbrugerombudsmanden i en lignende sag. Den gang betalte teleselskabet en bøde på 25.000 kr.

- Den samlede mindstepris på et telefonabonnement er et vigtigt pejlemærke for forbrugeren og gør det muligt at sammenligne tilbud på tværs af abonnementer og selskaber. Det er glædeligt, at 3 vedgår sig overtrædelsen i den konkrete sag, men jeg forventer også, at der bliver strammet op på markedsføringen fremover, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om politianmeldelse af 3 fra maj 2011.

Sag nr. 10/09968

Sidst opdateret:   7. februar 2012
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér