Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har varer nok til at imødekomme mine kunders efterspørgsel? Hvornår og hvordan skal jeg tage et forbehold for begrænset mængde i mine annoncer?
Det er spørgsmål, som kan volde problemer for erhvervsdrivende, og Forbrugerombudsmanden har gennem tiden modtaget flere klager fra forbrugere, der er gået forgæves efter et slagtilbud, selvom de er kommet ned i butikken allerede samme dag, hvor tilbuddet gælder fra.
Når en erhvervsdrivende markedsfører et slagtilbud, skal der tages et forbehold for begrænset mængde i annonceringen, hvis den erhvervsdrivende regner med ikke at kunne imødekomme efterspørgslen på produktet. Det følger af markedsføringslovens § 9, stk. 2, og Forbrugerombudsmandens nye retningslinjer for prismarkedsføring. Overtrædelse af reglerne kan straffes med bøde.
Forbrugerombudsmanden har derfor stor fokus på området, og i sine nye retningslinjer for prismarkedsføring, der træder i kraft den 1. marts 2010, er der derfor et afsnit, som udelukkende handler om erhvervsdrivendes markedsføring af slagtilbud.
Se retningslinjernes pkt. 16 om slagtilbud og de tilhørende bemærkninger.
Hvad er et slagtilbud?
Et slagtilbud er et særligt godt tilbud, som markedsføres markant, og som ofte i sig selv er egnet til at få kunder i butikken. Det vil fx være tilfældet, hvis man reklamerer for et produkt med en stor besparelse.
Hvordan ved jeg, om jeg skal tage et forbehold i annoncen?
Den erhvervsdrivende skal tage et forbehold for begrænset mængde, hvis den erhvervsdrivende efter et rimeligt kommercielt skøn har grund til at tro, at efterspørgslen på det annoncerede produkt ikke vil kunne imødekommes, dvs. at der ikke er nok varer til alle kunder, der er interesserede.
Ved vurderingen af, om der skal tages et forbehold for begrænset mængde, skal den erhvervsdrivende bl.a. lægge vægt på produktets art, kvalitet og pris samt omfanget af den reklame, der er gjort for tilbuddet. Hvis produktets art, kvalitet og pris er særlig favorabel, må man forvente, at der vil være stor efterspørgsel på produktet, og det peger i retningen af, at der skal tages et forbehold. Hvis man har markedsført tilbuddet massivt i landsdækkende reklamer, peger det ligeledes i retningen af et forbehold, modsat hvis man kun har markedsført sig en enkelt gang i en lokalavis.
Hvordan skal et forbehold udformes?
Et forbehold kan tages ved fx at skrive ”så længe lager haves” eller ”begrænset mængde”. Forbeholdet skal være tydeligt og have samme meddelelseseffekt som tilbuddet, hvilket typisk vil betyde, at det skal stå i umiddelbar tilknytning til tilbuddet. Dvs. at et generelt forbehold på fx forsiden eller bagsiden af en tilbudsavis normalt ikke vil være tilstrækkeligt.
Hvad, hvis jeg kun har meget få varer?
Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring fastslår, at hvis mængden af varer er meget begrænset (normalt hvis antallet er under 10), skal den erhvervsdrivende i annoncen skrive præcist, hvor mange varer der er, eller skrive at der er meget få eksemplarer.
Må jeg sælge varerne, inden tilbudsperioden begynder?
Ifølge retningslinjerne kan et forbehold for begrænset mængde i annoncen ikke fritage den erhvervsdrivende for ansvar, hvis varerne er blevet solgt, allerede inden den annoncerede tilbudsperiode begynder. Hvis det er tilfældet, vil markedsføringen af tilbuddet ifølge retningslinjerne være vildledende efter markedsføringslovens § 3, og det kan straffes med bøde.
Må jeg annoncere for et tilbud, selvom jeg endnu ikke har en leveringsaftale?
Retningslinjerne fastslår, at et forbehold for begrænset mængde heller ikke fritager den erhvervsdrivende for ansvar, hvis den erhvervsdrivende har annonceret for et slagtilbud, men ikke har varerne, fordi den erhvervsdrivende ikke forinden annonceringen havde sikret sig en leveringsaftale. I så fald vil markedsføringen ifølge retningslinjerne ligeledes være vildledende.
Læs Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring, herunder særligt pkt. 16 om slagtilbud og bemærkningerne til bestemmelsen.
Baggrund
Den 3. december 2009 offentliggjorde Forbrugerombudsmanden sine nye retningslinjer for prismarkedsføring, som er blevet til i samarbejde med Forbrugerrådet og flere erhvervsorganisationer, bl.a. Dansk Erhverv og DI Handel. Se pressemeddelelsen ved offentliggørelsen af retningslinjerne.
Retningslinjerne træder som nævnt i kraft den 1. marts 2010.
Dette nyhedsbrev er et af i alt fire om konsekvenserne af de nye retningslinjer for prismarkedsføring. Se tidligere nyhedsbrev om erhvervsdrivendes sammenligning med normalpriser.
Sidst opdateret:
8. februar 2010