Hvad gælder, hvis jeg markedsfører en prisgaranti? Hvornår må jeg skrive ”Chokpris”? Hvor længe må mit ophørsudsalg vare?
Forbrugerombudsmanden har udstedt nye retningslinjer for prismarkedsføring. De indeholder bl.a. regler om prisgarantier, salgsfremmende udtryk som fx ”Chokpris” og ophørsudsalg. Retningslinjerne træder i kraft den 1. marts 2010.
Hvad gælder, hvis jeg markedsfører en prisgaranti?
En prisgaranti giver typisk en forbruger, der kan påvise, at varen kan købes billigere et andet sted, ret til at få udbetalt differencen samt eventuelt fx 10 % oveni.
Hvis en erhvervsdrivende markedsfører en prisgaranti, er den erhvervsdrivende forpligtet af garantiens indhold.
Den erhvervsdrivende må ikke stille for høje krav til forbrugerens dokumentation for en lavere pris i en anden forretning – det vil fx typisk være nok, hvis forbrugeren kan vise en annonce fra en anden erhvervsdrivende.
Garantiens gyldighedsperiode må ikke være for kort, og alle begrænsninger, fx geografiske og tidsmæssige, skal fremgå tydeligt af garantien.
Samtidig med at den erhvervsdrivende indfrier sin prisgaranti over for den enkelte forbruger, skal den erhvervsdrivende generelt nedsætte prisen over for alle, og den erhvervsdrivende skal generelt bestræbe sig på at holde sine priser på niveau med markedets laveste.
Læs om prisgarantier i pkt. 28 i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring.
Hvornår må jeg skrive ”Chokpris”, ”Kun”, ”Tilbud”, ”Kampagnepris” o. lign. i mine annoncer?
Sådanne salgsfremmende udtryk uden angivelse af en specifik besparelse må kun bruges, hvis købet er særligt fordelagtigt, dvs. typisk billigere end normalt. Fx må en vare ikke markedsføres med udtrykket ”tilbud”, hvis den altid sælges til den pågældende pris.
Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med anvendelsen af et salgsfremmende udtryk samtidig direkte eller indirekte angiver sin egen normalpris, gælder reglerne om sådanne sammenligninger. Disse regler kan læses i Forbrugerombudsmandens tidligere nyhedsbrev om erhvervsdrivendes sammenligning med normalpriser.
Læs om brug af ”Chokpris” o. lign. i pkt. 18 i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring.
Hvad gælder, hvis jeg reklamerer med ophørsudsalg?
Der må ikke tilføres nye varer til et ophørsudsalg, og der må først reklameres med ophørsudsalg, når der er sikkerhed for, at forretningen lukker. Den erhvervsdrivende må dog godt tilføre nye varer, som allerede var bestilt, inden ophørsudsalget startede.
Der kan ikke sættes en frist for, hvor længe et ophørsudsalg må vare, men da der ikke må tilføres nye varer til udsalget, ophører det senest, når varerne er solgt ud. Hvis et ophørsudsalg har varet længere end 3 måneder, må den erhvervsdrivende dog forberede sig på, at kravet om dokumentation for, at forretningen rent faktisk lukker, bliver skærpet.
Læs om ophørsudsalg i pkt. 19 i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring.
Hvis de erhvervsdrivende overtræder reglerne i retningslinjerne, vil der typisk være tale om vildledning i strid med markedsføringslovens § 3, og det kan straffes med bøde.
Baggrund
Den 3. december 2009 offentliggjorde Forbrugerombudsmanden sine nye retningslinjer for prismarkedsføring, som er blevet til i samarbejde med Forbrugerrådet og flere erhvervsorganisationer, bl.a. Dansk Erhverv og DI Handel. Se pressemeddelelsen ved offentliggørelsen af retningslinjerne.
Retningslinjerne træder som nævnt i kraft den 1. marts 2010.
Læs Forbrugerombudsmandens tidligere nyhedsbrev om erhvervsdrivendes sammenligning med normalpriser og nyhedsbrev om reglerne for slagtilbud.