Oplysninger om bevægelser på kontoen er som udgangspunkt lovpligtige og gratis for forbrugeren. Men banken kan godt tage et gebyr for fx at gøre den tilgængelige på anden måde end gennem netbanken eller et andet elektronisk medie.
Det er derfor en god ide, at man som kunde nærlæser aftalen med banken for at finde ud af, hvordan oplysningerne bliver stillet til rådighed. Bankerne har forskellige profiler, og vilkårene kan derfor variere fra bank til bank.
Man kan eksempelvis aftale, at oplysninger om bevægelser på en betalingskonto skal gives i elektronisk form. Tilsvarende vil det være muligt med en frist på 2 måneder til at ændre eksisterende aftaler, så det fremover bliver muligt for banken at give oplysning om bevægelser på en betalingskonto i elektronisk form, selv om man hidtil har fået kontoudtog på papir.
For nogle kan det være vanskeligt at benytte elektroniske medier, og det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udbyderen skal tage hensyn til kunder, der ikke har netbank. Banker og andre udbydere af betalingssystemer bør derfor udvise fleksibilitet i forhold til de kunder, der ikke har internetadgang, eller når andre forhold gør det vanskeligt at se kontobevægelserne via internettet.
Hvad siger reglerne
Efter betalingstjenestelovens bestemmelser, som trådte i kraft 1. november 2009, har en forbruger krav på at få meddelelse om bevægelser på betalingskontoen hurtigst muligt efter de har fundet sted. Banken kan dog aftale med forbrugeren, at oplysningerne som minimum skal gives elektronisk en gang om måneden, og således, at forbrugeren kan gemme og gengive oplysningerne uændret.
Hvis det er aftalt, at banken giver oplysningerne elektronisk, kan det enten ske gennem en netbank eller ved en anden elektronisk løsning, der opfylder lovens krav til varigt medie.
J.nr. 10/00330
Sidst opdateret:
1. juli 2010
Giv din vurdering af denne side