Gå til resume Gå til indhold

Sydfyns Intranet indgår forlig med Forbrugerombudsmanden

Nyhed

Den 1. november 2010 satte Sydfyns Intranet sine internethastigheder op. Derfor skrev firmaet ud til sine kunder med internet, telefoni og TV, at de automatisk ville blive opgraderet til en højere internethastighed mod at skulle betale en højere pris. Denne fremgangsmåde gav anledning til en påtale fra Forbrugerombudsmanden.

Gå til indhold

I brevet til sine kunder oplyste Sydfyns Intranet også, at forbrugeren ved selv at kontakte firmaet kunne vælge en billigere løsning, der gav samme eller højere internethastighed end den oprindelige pakke. Skete henvendelsen inden den 1. januar 2011 kunne forbrugeren foretage ændringen uden gebyr.

Forbrugerombudsmanden meddelte Sydfyns Intranet, at markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var overtrådt.

Ændringen af abonnementsaftalerne ved brug af såkaldt negativ aftalebinding kunne kun ske, hvis denne mulighed fremgik af de oprindelige aftalevilkår, eller hvis ændringen var til forbrugernes fordel. Ingen af delene var tilfældet i den pågældende sag.

Sydfyns Intranet erkendte forholdet og tilbød de pågældende klagere den billigere pakkeløsning med virkning fra 1. januar 2011. Samtidig fik klagerne refunderet prisdifferencen mellem de to abonnementstyper.

På forespørgsel fra Forbrugerombudsmanden oplyste Sydfyns Intranet i øvrigt, at de ikke havde modtaget lignende klager fra andre abonnenter, der havde været omfattet af kampagnen.

J.nr. 11/01463.

Sidst opdateret:   17. maj 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give