Gå til resume Gå til indhold

Forbrugerombudsmanden politianmelder Canal Digital

Nyhed

Forbrugerne skal have klar besked om prisen, når der annonceres for tv-abonnementer. Det har Canal Digital trods indskærpelse fra Forbrugerombudsmanden ikke taget til efterretning – og det koster nu en politianmeldelse.

 

Gå til indhold

Canal Digital har gennem en længere periode ikke oplyst tilstrækkelig klart om udgiften til kortafgift i deres markedsføring. Derudover har Canal Digital også i flere tilfælde ladet være med at oplyse mindsteudgiften for deres abonnementer.

- Når der er flere løbende ydelser forbundet med et abonnement, må man ikke nøjes med at fremhæve den ene. Desuden skal der også altid oplyses den samlede mindsteudgift forbundet med at tegne abonnementet. Disse regler har Canal Digital i en række tilfælde ikke overholdt, og jeg politianmelder derfor nu selskabet, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Sagen vedrører to tv-spots med kendte danskere, der er blevet vist både på tv og på hjemmesiden www.youtube.com samt selskabets markedsføring på deres egen hjemmeside og i annoncer på hjemmesiderne www.facebook.com, www.krak.dk og www.berlingske.dk.

Den videre efterforskning er nu op til politiet, men ender sagen i retten vil det være en medarbejder hos Forbrugerombudsmanden, der møder på Anklagemyndighedens vegne.

Canal Digital vil i den forbindelse risikere en bøde, hvor det vil være en skærpende omstændighed, at selskabet ikke rettede ind efter indskærpelse fra Forbrugerombudsmanden. 

Pligt til at fremhæve oplysningen om kortafgift

I juni 2009 indskærpede Forbrugerombudsmanden over for Canal Digital, at det er i strid med markedsføringslovens § 3 (forbuddet mod vildledning), når selskabet i deres markedsføring særligt fremhæver oplysningen om den månedlige abonnementspris og ikke samtidig hermed den halvårlige kortafgift, der udgør en ikke ubetydelig del af de løbende udgifter, og som forbrugeren også skal betale.

Markedsføringen var udformet således, at forbrugeren kunne få det indtryk, at der kun skulle betales for en række oprettelsesomkostninger samt en månedlig abonnementsudgift, og at der ikke var yderligere udgifter forbundet med abonnementet. 

Canal Digital fik derfor sammen med de øvrige udbydere i branchen frist til den 1. september 2009 til at rette ind, således at den halvårlige kortafgift også blev fremhævet. Denne frist overholdt selskabet ikke, og Forbrugerombudsmanden har derfor nu valgt at politianmelde selskabet for overtrædelse af markedsføringslovens § 3, der vedrører forbuddet mod vildledning.

Pligt til at oplyse samlet mindsteudgift

Samtidig politianmeldes Canal Digital for overtrædelse af markedsføringslovens § 13 (pligten til at oplyse totalpris), fordi selskabet i deres markedsføring på hjemmesiderne www.facebook.com og www.berlingske.dk ikke har oplyst den samlede mindsteudgift forbundet med abonnementerne. 

Ved markedsføring af abonnementer skal de samlede faste omkostninger, forbrugeren som minimum kommer til at betale som følge af aftalen, angives som ét samlet beløb.

Det betyder, at den erhvervsdrivende - hvis der er knyttet flere løbende udgifter, en bindingsperiode og/eller oprettelsesomkostninger til et abonnement - skal oplyse den samlede pris for hele bindingsperioden i deres markedsføring. Ellers er det en overtrædelse af markedsføringslovens § 13.

J. nr. 09/05952

 

Sidst opdateret:  9. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Sidens nuværende vurdering 5
 
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • Del Del
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér