Gå til resume Gå til indhold

Matas’ prismarkedsføring af to varer var vildledende

Nyhed

Matas nedsatte løbende prisen på to restvarer i deres webshop, men angav fortsat besparelsen i forhold til den oprindelige førpris. Forbrugerombudsmanden har derfor indskærpet over for Matas, at når varer nedsættes trinvis, må kun den sidst gældende førpris bruges som sammenligningsgrundlag for besparelsesudsagn. 

Gå til indhold

Matas markedsførte en pullover og en BH med prisnedsættelser under kategorien ”restmarked” i kædens webshop. Priserne blev nedsat trinvis – først med ”Spar 25 % ”, siden med ”Spar 40 % ” i forhold til det, varerne oprindelig havde kostet.

Forbrugerombudsmanden fandt, at man ved løbende nedsættelser skulle have oplyst den pris, der senest var gældende for varerne. Udsagn som ”Spar 40 % ” må opfattes som en besparelse på 40 % i forhold til det, varerne kostede umiddelbart forud for nedsættelsen. Da varerne allerede havde været markedsført med nedsættelser på 25 %, blev besparelsen ved ”Spar 40 % ” gjort større, end den reelt var, og var derfor vildledende. Forbrugerombudsmanden har derfor indskærpet reglerne over for Matas.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Prissammenligning med sparudsagn kan være helt i orden, men det er vigtigt, at sammenligningen er relevant og retvisende. Hvad varerne oprindelig har kostet er irrelevant, når prisen er nedsat ad flere omgange.

Det er den sidst gældende pris, der er interessant, når forbrugerne skal bedømme, om der er tale om et godt tilbud”.

Matas har oplyst, at virksomheden tager Forbrugerombudsmandens afgørelse til efterretning og vil indrette sin fremtidige markedsføring i overensstemmelse med afgørelsen.

Om markedsføringslovens § 3 om vildledning

Ifølge markedsføringslovens § 3 må virksomheder ikke anvende vildledende eller urigtige oplysninger eller udelade væsentlige informationer i markedsføringen, hvis det er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet.

Alle angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.

Retningslinjer for prismarkedsføring

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

J. nr. 16/01265

Sidst opdateret:   21. december 2016