Lad være med at åbne spam-mails – slet dem med det samme
Undgå at åbne spam-mails og at bruge ”indholdsrude”-funktionen. Spam-mails indeholder typisk et grafikelement, der skal hentes fra en server. På denne måde kan spam-afsendere se, om en mail bliver åbnet, og derfor om en e-mail-konto er aktiv. Hvis du kan se, at en mail er spam, kan du med fordel bare slette den permanent uden at åbne den. ”Indholdsrude”-funktionen i Outlook bør derfor også slås fra, idet den automatisk åbner e-mailen.
Lad være med at besvare spam-mails
Spam-afsendere er ofte ude efter at få bevist, at den e-mail-adresse, de sender til, faktisk eksisterer. Derfor bør du overveje følgen
- Undgå at benytte ”afbestil”/”unsubscribe”-funktionen i de e-mails, du modtager, medmindre du er sikker på, at den kommer fra en seriøs afsender.
- Undgå at besvare de e-mails, som er spam.
- Undgå at sende spam-mails videre til venner og bekendte uanset indhold.
- Hvis du køber det, som spam-mails vil have dig til, er du med til at understøtte udbredelsen af spam-mails.
Giv aldrig personfølsomme oplysninger
Der findes en særlig type ondsindede spam-mails, der har til formål at skaffe vigtige oplysninger fra dig såsom kreditkortnumre, pinkoder, dit personnummer mv. Fænomenet kaldes ”phishing”. Vær derfor opmærksom på, hvordan fx din bank eller offentlige institutioner udformer e-mails. Spammere kan forsøge at kopiere ”offentligt udseende” e-mails for at narre kunden. Det kan også blot være en spam-mail med et link, der leder hen til en hjemmeside, der nøjagtigt ligner din banks hjemmeside.
Derfor må du aldrig udlevere disse oplysninger i forbindelse med e-mails. I det hele taget skal du aldrig bruge almindelig e-mails til følsomme oplysninger. Læs mere om Transmission af personoplysninger over Internet på Datatilsynets hjemmeside.
Brug et spam-filter
Mange internetudbydere tilbyder et filter, hvormed du kan frasortere spam, inden det havner i din postkasse. Desuden findes der forskellige anti-spam programmer på markedet. Der findes både gratis- og betalingsprodukter. Med spamfiltre skal man dog være opmærksom på, at der er en risiko for, at filtrene sorterer for meget eller for lidt. Derfor bør man også checke, om filteret er opsat rigtigt, og en gang i mellem se efter, om der er blevet filtreret en vigtig e-mail fra.
Klag over spam
Indberet den spam, du modtager, til Forbrugerombudsmanden. Læs mere om mulighederne for at klage over spam.
Sidst opdateret:
1. juni 2010
Giv din vurdering af denne side