Gå til resume Gå til indhold

Konkurrencer på internettet, næsten gratis gaver, prøvepakker og prøveperioder - hvad skal du gøre?

Artikel

Læs betingelserne grundigt og vær forsigtig med at udlevere personlige oplysninger. Det er et par af Forbrugerombudsmandens råd til forbrugere, der deltager i konkurrencer online eller får tilbud på internettet og i e-mails.

Gå til indhold

Der findes mange tilbud om deltagelse i konkurrencer, tilbud om gratis prøvepakker, næsten gratis gaver, gratis prøveperioder osv. Du kan få tilbuddene i en mail, i en bannerannonce på fx Facebook, når du deltager i en såkaldt forbrugerundersøgelse på nettet eller lignende.

Sådanne tilbud er næsten altid betinget af, at du giver samtykke til at modtage markedsføringsmateriale pr. mail eller til at blive ringet op af en lang række erhvervsdrivende.

Læs betingelserne grundigt før du deltager

Tidligere var det almindeligt, at erhvervsdrivende afholdt konkurrencer for at skabe opmærksomhed om deres navn eller deres produkter, uden at der var betingelser knyttet til deltagelsen. Sådan er det ikke længere.

Tilbud om deltagelse i konkurrencer, tilbud om næsten gratis gaver og prøvepakker ser umiddelbart helt uskyldige ud. Krav om afgivelse af betalingskortoplysninger forklares med, at man skal betale forsendelsesomkostninger for fx en gave. Forbrugerombudsmandens erfaring er, at sådanne tilbud ofte er kædet sammen med, at man indgår en aftale om et abonnement eller lignende. Det fremgår dog ikke tydeligt, og du vil formentlig kun opdage det, hvis du nærlæser teksten og betingelserne.

Vær særlig opmærksom, når du skal give følgende oplysninger

• Dit telefonnummer eller din mailadresse

o Oplysningerne skal typisk bruges til at sende dig reklame pr. sms, e-mail og til at ringe dig op. Tjek hvor mange erhvervsdrivende, der kan henvende sig til dig, og gør op med dig selv, om du ønsker det. Se om der er oplysninger om, hvordan du nemt kan tilbagekalde dit samtykke, eller om du er nødt til at rette henvendelse til hver enkelt erhvervsdrivende, hvis du bliver træt af henvendelserne.

• Dine oplysninger på kredit- eller betalingskort.

o Du kan blive bedt om at give betalingskortoplysninger, måske for at betale forsendelsesomkostninger eller en symbolsk pris for en vare. Læs altid betingelserne og al anden tekst nøje for at se, om du ved accept af tilbuddet samtidig indgår aftale om et abonnement eller lignende, der vil blive betalt via dit kort.

• Dit cpr-nummer.

o Oplys ikke dit cpr-nummer, medmindre du har indgået aftale om et abonnement – fx et telefonabonnement – hvor praktiske og administrative hensyn gør det nødvendigt for den erhvervsdrivende at registrere dit cpr-nummer. Betaler du et engangsbeløb for at få en gave eller lignende, må den erhvervsdrivende ikke kræve oplysning om dit cpr-nummer. Behandling af oplysninger om dit cpr-nummer må i øvrigt kun ske, hvis du har givet samtykke til det.

Prøvepakker og prøveperioder

• Hvis du bliver tilbudt en prøvepakke på skønheds- eller helseprodukter eller en prøveperiode på en datingtjeneste, skal du nøje undersøge, om du binder dig til noget. Tjek om abonnementet løber videre efter prøveperiodens ophør.

Hvad gør du, hvis du modtager en opkrævning for noget, du ikke mener, at du har bestilt

• Klag altid straks til den erhvervsdrivende og fortæl, at du ikke har indgået en aftale. Bed den erhvervsdrivende fremlægge bevis for, at der er indgået en aftale.

o Gem en kopi af mailen eller brevet.

o Hvis den erhvervsdrivende svarer, at din IP-adresse har været brugt ved bestilling af varen eller tjenesteydelsen, er det ikke i sig selv bevis for, at du har indgået en aftale. Bed om at få lov til at se det tilbud, du skulle have accepteret. Kun hvis det klart fremgår, at det er et tilbud om at købe en vare eller en tjenesteydelse, og du har accepteret tilbuddet, er du forpligtet til at betale.

o Hvis der er indgået en aftale, er du forpligtet til at betale. Men da der er tale om fjernsalg, vil du som udgangspunkt kunne udnytte din fortrydelsesret.

o Hvis den erhvervsdrivende oplyser, at du har indgået en aftale i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til dig, er aftalen kun gyldig, hvis du forudgående har givet et ”udtrykkeligt og utvetydigt” samtykke til at blive ringet op.

o Den erhvervsdrivende må ikke opkræve rykkergebyrer eller overdrage sagen til udenretlig inkasso, hvis du nægter at have indgået en aftale.

o Hvis dine kortoplysninger er blevet brugt til at trække beløb for et abonnement eller lignende, som du ikke har indgået aftale om, kan du henvende dig til din bank. Banken skal tilbageføre beløb, som er højere end det, der er aftalt, eller beløb, som du ikke har givet den erhvervsdrivende tilladelse til at trække på din konto.

Er kravet mod dig gået til inkasso?

• Hvis kravet overgår til inkasso, skal du klage til inkassofirmaet og forklare, hvorfor du ikke vil betale.

o Gem en kopi af mailen eller brevet.

o Når du har meddelt inkassofirmaet, at du ikke mener, at du har indgået en aftale med den erhvervsdrivende om køb af en vare eller tegning af et abonnement, må inkassofirmaet ikke fortsætte inkassationen. Vil den erhvervsdrivende gå videre med sagen, må han overgive sagen til retslig inkasso med henblik på at indbringe sagen for retten.

• Undersøg om du har mulighed for at indbringe sagen for et klagenævn – fx Forbrugerklagenævnet. Se mere på www.forbrug.dk. Hvis sagen er indbragt for et godkendt klagenævn, kan den ikke indbringes for retten, før nævnet har afgjort sagen.

Sidst opdateret:   9. september 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: