Markedsføring af alkoholholdige drikkevarer og beskyttelsen af børn og unge
I erkendelse af
- at alkoholholdige drikkevarer er et nydelsesmiddel til voksne,
- at alkoholholdige drikkevarer er et nydelsesmiddel, hvor markedsføring af drikkevarerne må ske under hensyn til de sociale, sundhedsmæssige og forbrugermæssige aspekter, der er forbundet med alkoholindtagelse,
- at markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer, uanset form, ikke må rette sig mod børn og unge,
- at særligt børn og unge har krav på en beskyttelse mod markedsføring af særlig grov og aggressiv karakter og på baggrund af markedsføringsloven, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af, de særlige retningslinjer for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, der håndhæves af Alkoholreklamenævnet, og som ikke indskrænker Forbrugerombudsmandens kompetence til at gribe ind over for alkoholreklamer, og lovbemærkningerne til markedsføringsloven, hvoraf det fremgår, at de særlige retningslinjer for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer i praksis har vist sig at fungere smidigt og effektivt,
er Alkoholreklamenævnet og Forbrugerombudsmanden nået frem til følgende forståelse om behandlingen af sager vedrørende markedsføring af alkoholholdige drikkevarer:
Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet har en række snitflader som følge af, at klager over markedsføring af alkoholholdige drikkevarer enten sendes både til Forbrugerombudsmanden og til Alkoholreklamenævnet eller kun til den ene part.
Endvidere kan såvel Forbrugerombudsmanden som Alkoholreklamenævnet tage sager op af egen drift.
Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet søger at undgå dobbelt, uhensigtsmæssig og/eller ukoordineret sagsbehandling ved,
- at Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet gensidigt orienterer hinanden om modtagelsen af en klage,
- at Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet gensidigt orienterer hinanden, når der er truffet beslutning om, hvorvidt en klage vil blive behandlet,
- at Forbrugerombudsmanden, når en sag ikke bliver taget op, oplyser klager om muligheden for at forelægge klagen for Alkoholreklamenævnet,
- at Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet gensidigt orienterer hinanden om sager, der tages op af egen drift,
- at Forbrugerombudsmanden i prioriteringen af sager vil lade indgå i sine overvejelser, hvorvidt Alkoholreklamenævnet har kompetence til at behandle sagen, og om Alkoholreklamenævnets sagsbehandling må forventes at føre til et passende skridt over for den pågældende markedsføring,
- at Alkoholreklamenævnet og Forbrugerombudsmanden gensidigt orienterer hinanden om en sags udfald,
- at Alkoholreklamenævnet, i sager hvor en erhvervsdrivende, hvis markedsføring i Alkoholreklamenævnet er blevet erklæret i strid med retningslinjernes pkt. 5 vedrørende børn og unge, ikke vil rette sig efter kritikken og ikke vil indstille den pågældende markedsføringsaktivitet, vil sende sagen videre til Forbrugerombudsmanden til eventuel videre behandling efter markedsføringslovens regler.
Sidst opdateret:
6. juni 2008
Giv din vurdering af denne side
Sidens nuværende vurdering
4