Forbrugerombudsmanden ønsker med denne vejledning at informere erhvervsdrivende om brug af tilgift og konkurrencer i markedsføringen.
Vejledningen drejer sig om to paragraffer i markedsføringsloven: § 6 om tilgift og § 9 om konkurrencer [nu § 11, jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring - bemærk at § 11 er ophævet per. 1. juli 2011]. Vejledningen er en opdatering af Forbrugerombudsmandens vejledning fra marts 1995 og notat af 1. april 1998 om spil og konkurrencer, og afspejler den seneste domspraksis og Forbrugerombudsmands-praksis på de respektive områder. Samtidigt er der foretaget visse sproglige justeringer.
Vejledninger fra Forbrugerombudsmanden kan betragtes som en "generel forhåndsbesked", hvor Forbrugerombudsmanden informerer om sine synspunkter vedrørende markedsføringsmæssige spørgsmål på bestemte områder. Vejledninger vil derfor på de respektive områder være udgangspunktet for Forbrugerombudsmandens bedømmelse af et forholds overensstemmelse med markedsføringsloven.
Denne vejledning indeholder derfor de krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som hovedregel kan stilles til markedsføringen hvis erhvervsdrivende ønsker at give gaver og afholde præmiekonkurrencer uden at komme i konflikt med markedsføringsloven.
To forbud
Forbudet mod tilgift i § 6 [lovbekendtgørelse nr. 699] har, med enkelte variationer, været gældende fra 1912. I detailhandlen er der stadig overtrædelser af denne bestemmelse. Det generelle forbud mod tilgift findes forsat i markedsføringsloven, tillige med mere detaljerede regler om undtagelsen for at yde tilgift i forbindelse med særlige kundeprogrammer ved salg af flyrejser. Endvidere giver loven økonomi- og erhvervsministeren mulighed for at dispensere fra loven for virksomheder, der er udsat for en særlig international konkurrence.
Markedsføringslovens § 9 [nu § 11] forbyder lodtrækninger og præmiekonkurrencer, der både er købsbetingede og tilfældighedsprægede.
Der er to grunde til, at lovgiverne har besluttet, at overtrædelse af disse paragraffer medfører straf: Man har ønsket at sikre erhvervslivet loyale konkurrencevilkår. Og man har ønsket, at forbrugernes opfattelse af prisen på varer og tjenesteydelser ikke bliver sløret af sådanne salgsmetoder. Med andre ord er hensigten med bestemmelserne at beskytte både forbrugerne og erhvervsliv mod uigennemsigtige priser og handelsvilkår.
Lov og praksis
Udover lovens to paragraffer er der en detaljeret praksis på området for tilgift. Den stammer fra de mange domme, som op gennem årene er afsagt i forbindelse med bestemmelsen. Lovens ord og praksis er udgangspunktet, når man skal vurdere, om en påtænkt konkurrence eller gaveuddeling er i strid med loven.
Tilgift
Markedsføringslovens § 6 [lovbekendtgørelse nr. 699 af 17. juli 2000]:
Stk. 1. Erhvervsdrivende må ikke ved salg af varer eller fast ejendom til forbruger eller ved udførelse af arbejds- eller tjenesteydelser for forbruger yde tilgift, eller hvad der må sidestilles hermed, medmindre tilgiften er af ganske ubetydelig værdi. Reklamering med ulovlig tilgift er ligeledes forbudt.
Stk. 2. En ydelse, der er af ganske samme art som hovedydelsen, anses ikke som tilgift.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, ved salg af flyrejser og dertil hørende ydelser yde tilgift, når dette sker som led i et flybonusprogram som nævnt i stk. 5. Andre erhvervsdrivende kan yde tilgift i form af rejser, hotelophold og biludleje, såfremt dette sker som led i et flybonusprogram.
Stk. 4. En tilladelsesindehaver og andre erhvervsdrivende kan dog som led i et flybonusprogram yde tilgift uden de i stk. 3 nævnte begrænsninger, når en anden tilladelsesindehaver, der konkurrerer med tilladelsesindehaveren, yder en sådan tilgift i sit flybonusprogram. Såfremt der ydes tilgift i henhold til 1. pkt., skal dette anmeldes til Forbrugerombudsmanden.
Stk. 5. Flybonusprogrammet skal udbydes internationalt og skal være etableret af en tilladelsesindehaver som led i dennes sædvanlige virksomhed. Programmets væsentligste element her i landet skal være ydelse af tilgift ved salg af flyrejser. Såfremt tilladelsesindehaveren samarbejder med andre erhvervsdrivende, skal programmet derudover omfatte ydelse af tilgift ved salg af hotelophold og biludleje.
Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 3-5 om tilladelsesindehavere gælder også for erhvervsdrivende med licens udstedt af et EU-land efter Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber eller af et land, der efter aftale med Fællesskabet har tilsluttet sig denne forordning.
Stk. 7. Erhvervsministeren kan tillade, at andre virksomheder, der er i en tilsvarende international konkurrence, yder tilgift i nærmere bestemt omfang. Tilladelsen kan betinges og begrænses tidsmæssigt.
Hvem er forbruger?
En forbruger er en erhvervsdrivendes almindelige kunde, der køber en vare eller bestiller en ydelse, som ikke skal videresælges eller indgå i en produktion. Hvis kunden fx er en erhvervsdrivende, som skal bruge den købte og betalte vare i sin virksomhed, er den erhvervsdrivende endelig aftager af varen. I forhold til markedsføringslovens § 6 betragtes han derfor som forbruger.
Hvad er tilgift?
Der findes ikke en entydig definition af tilgift i selve loven. Man kan sige, at det er en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende ved salg af en vare eller en tjenesteydelse giver forbrugeren en "gave". Forbrugeren får altså det indtryk, at der gives noget "gratis" oven i handlen. På den måde sløres det for forbrugeren, hvad den egentlige pris er for varen, for ét eller andet sted i den erhvervsdrivendes omsætning skal ”gaven” jo betales.
Det er forbudt at:
Give gaver ved køb
Grundreglen i markedsføringsloven er, at det er ulovligt at give gaver i forbindelse med en handel. Man må fx ikke reklamere med "Køb en skjorte - vælg et gratis slips". Her er det klart, at for at få slipset er det nødvendigt at købe skjorten, altså hovedydelsen. I annoncen er tilmed brugt lokkeudtrykket "gratis", hvilket er karakteristisk for en tilgiftsannonce. Det spiller ingen rolle, om hovedydelsen er en vare - som skjorter - eller en tjenesteydelse - som fx køreundervisning.
Give tjenesteydelser ved køb
Man må heller ikke kombinere salg af en vare eller udførelse af en tjenesteydelse med en anden "gratis" eller næsten gratis tjenesteydelse. Hvis man vil give et samlet tilbud, skal det som udgangspunkt gøres som et kombinationssalg.
I nogle brancher er udførelse af en tjenesteydelse dog en naturlig og ofte nødvendig del af selve varen, eller der er en naturlig, sædvanlig og hensigtsmæssig sammenhæng mellem varekøbet (eller tjenesteydelsen) og den tjenesteydelse, der tilbydes som accessorium. Som klassiske eksempler kan nævnes oplægning af frakker m.v. samt måltagning, tilskæring og pålægning/ophængning af væg-til-væg tæpper og gardiner.
I tilfælde, hvor prisen på en vare/ydelse inkluderer visse ledsagende serviceydelser, og de ikke er usædvanlige efter deres art og omfang, men en naturlig og integreret del af aftaleindgåelsen, som er praktiske og til gavn for forbrugerne, vil der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke være tale om ulovlig tilgift.
Som nyere eksempel herpå har Forbrugerombudsmanden tilkendegivet, at autoværksteders m.v. tilbud om ”lånebil i reparationstiden” i forhold til tidligere er blevet et mere naturligt led i den service, der tilbydes i forbindelse med reparation. Ordningen med lånebil er meget praktisk for forbrugerne, og ældre retspraksis, hvorefter et sådant tilbud blev betragtet som tilgift, bør ikke stå i vejen for naturlige, hensigtsmæssige og praktiske løsninger.
På baggrund af tidens udvikling og en dynamisk fortolkning af markedsføringsloven finder Forbrugerombudsmanden det derfor tvivlsomt, om tilbud om lånebil under reparation fortsat må anses som ulovlig tilgift, og Forbrugerombudsmanden har ikke til hensigt at forfølge eventuelle sager herom. Det bemærkes i den forbindelse, at en eventuel benyttelse af vendingen ”gratis lånebil” efter FO’s opfattelse vil være i strid med vildledningsforbudet i markedsføringslovens § 2 [nu § 3, jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring], da udgiften til lånebil må formodes at blive indkalkuleret i prisen for det pågældende værkstedsbesøg.
Som andet eksempel kan nævnes, at salg af en forsikringsydelse i forbindelse med køb af et produkt tidligere har været betragtet som tilgift. Også her har udviklingen de senere år tenderet imod, at flere brancher forsøger at udvise service over for forbrugerne ved salg af kombinerede produkter. Efter omstændighederne og på baggrund af et konkret skøn vil en sådan ordning kunne accepteres som et lovligt kombinationssalg, forudsat forsikringsydelsen har en naturlig tilknytning til det solgte produkt. Som eksempel kunne man forestille sig en pakkerejse, der sælges med en kombineret afbestillings- og rejseulykkesforsikring. Endvidere vil det kunne spille ind, hvorvidt den anvendte fremgangsmåde er almindelig udbredt i den pågældende branche.
Et sådant kombineret tilbud vil dog stadig kunne komme i strid med tilgiftsforbudet, hvis biydelsen (forsikringen) i markedsføringen gøres til hovedattraktionen, eller hvis det kombinerede tilbud virker prisslørende.
Tilbyde "gratis" konfirmationsfest
Som eksempel på en normal "klassisk tilgiftsydelse" kan nævnes, at et antal forretningsdrivende reklamerede i det lokale ugeblad under overskriften: "Konfirmand XX ... vil du med til årets diskofest?" Videre stod der: "Så køb dit tøj og musikudstyr hos nedenstående forretninger, så kan du få gratis billet til årets diskoaften, hvor du oplever en festlig aften med dine kammerater i din egen by". Forbrugerombudsmanden fandt, at tiltaget var i strid med forbudet mod tilgift i markedsføringslovens § 6 stk. 1 [lovbekendtgørelse nr. 699], da der var tale om ulovlig tilgift ved køb af tøj og musikudstyr. Forbrugerombudsmanden understregede, at der ved markedsføring specielt rettet mod børn og unge skal udvises særlig opmærksomhed.
Give næsten gratis gaver
Det er ulovlig tilgift, selvom man lader kunden betale et beløb for "gaven", som er mindre end dens værdi. Det afgørende er, hvad en tilsvarende "gave" vil koste, hvis forbrugeren selv skulle købe den i en forretning. Tilgiften bliver i givet fald ydet på prisforskellen. Det spiller ingen rolle, hvad den erhvervsdrivende har betalt for gaven.
Reklamere med ulovlig tilgift
Reklamering med ulovlig tilgift er heller ikke tilladt. Det gælder også, selv om der i virkeligheden ikke foreligger tilgift, fx hvis forbrugeren kan afhente gaven uden at skulle købe den vare, der er reklameret for. Det er altså ulovligt, hvis reklamen er egnet til at give forbrugerne det indtryk, at de skal købe en vare for at få gaven. Efter domspraksis kan reklamebureauer og andre professionelle rådgivere, som medvirker til at udforme annoncer m.v., der indeholder reklame med ulovlig tilgift, blive gjort medansvarlige for den ulovlige reklamering.
Det er tilladt at:
Forære noget væk
Man må gerne give gaver, blot det tydeligt fremgår, at forbrugerne ikke skal købe noget for at få gaven. Man må gerne give "en tak for hjælpen-gave", når forbrugerne har udfyldt et spørgeskema eller testet et produkt. Og man må gerne give en gave til dem, der køber noget, blot alle andre også kan få gaven uden videre - og det klart fremgår af markedsføringen.
Sælge tre for to styks pris
Kvantumsrabat er tilladt, når der er tale om salg af den samme slags vare. Man yder blot så at sige "13 på dusinet". Det fremgår også af stk. 2 i markedsføringslovens § 6 [lovbekendtgørelse nr. 699].
Give gaver af ubetydelig værdi
Gaver af ganske ubetydelig værdi er principielt ikke tilgift. Ifølge domspraksis ligger niveauet for ”ubetydelig værdi” meget lavt . Ifølge domspraksis ligger niveauet for ”ubetydelig værdi normal meget lavt. Højesteret har i 1995 tilkendegivet en værdi på 3 –5 kroner [1]. Men ved bedømmelsen ser man på, hvad en tilsvarende gave vil koste, hvis forbrugeren selv skulle ud og købe den i en forretning. Det betyder, at selvom den ervervsdrivende fx køber noget til 50 øre og forærer det som "gave" til forbrugeren, så vil det være tilgift, hvis forbrugeren normalt selv skulle betale 5 kr. for varen i forretningen.
Lave kombinationssalg
Reglerne om tilgift er ikke til hinder for, at en erhvervsdrivende kan markedsføre varer, der har en naturlig sammenhæng, som et samlet tilbud til en særlig kombinationspris.
I retspraksis er det accepteret, at der under visse betingelser kan foretages kombinationssalg, uden at dette udgør en overtrædelse af § 6. Ved afgørelsen af, om der foreligger ulovlig tilgift eller et lovligt kombinationssalg, vil der navnlig blive lagt vægt på, om en af varerne klart indgår i kombinationen som hovedydelse, og om prisen for den samlede ydelse i hovedsagen må antages at udgøre betaling for denne hovedydelse, mens der kun ydes en rent symbolsk betaling for den eller de øvrige ydelser. I så fald vil en sådan kombination af ydelser efter Forbrugerombudsmandens opfattelse blive betragtet som ulovlig tilgift. Der vil i øvrigt blive lagt vægt på, om ydelserne kan erhverves hver for sig. Hvis dette er tilfældet, således at ydelserne hver for sig kan erhverves til den pris, hvormed de indgår i kombinationen, vil forholdet ikke være omfattet af tilgiftsforbudet. Hvis varerne kun sælges samlet, således at der ikke er nogen pris på varerne hver for sig, vil der blive lagt vægt på, om der er en naturlig sammenhæng mellem ydelserne, der kan begrunde, at de sælges samlet. I så fald kan der kun undtagelsesvis siges at foreligge et lovligt kombinationssalg.
"Flybonusprogrammer"
I markedsføringslovens § 6, stk. 3-6 [lovbekendtgørelse nr. 699], findes der særlige regler for luftfartsselskaber. Forbudet mod at yde tilgift gælder ikke for sådanne luftfartsselskaber i forbindelse med salg af flyrejser og dertil hørende ydelser. Ydelse af tilgift skal dog ske som led i et "flybonusprogram".
Definitionen af et flybonusprogram findes i markedsføringslovens § 6 stk. 5 [lovbekendtgørelse nr. 699]. Flybonusprogrammet skal udbydes internationalt og være et led i den erhvervsdrivendes sædvanlige virksomhed. Programmets væsentligste element her i landet skal gå ud på at yde tilgift ved salg af flyrejser. Hvis tilladelsesindehaveren samarbejder med andre erhvervsdrivende, skal programmet derudover omfatte ydelse af tilgift ved salg af hotelophold og udlejning af biler. Flyselskabernes samarbejdspartnere kan ligeledes i et vist omfang yde tilgift, når det sker som led i et flybonusprogram.
Dispensation
Hvis andre brancher eller virksomheder bliver udsat for en tilsvarende international konkurrence, som ved flybonusprogrammer, kan økonomi- og erhvervsministeren give tilladelse til at yde tilgift i et nærmere bestemt omfang. I en sådan tilladelse kan der stilles særlige betingelser, og tilladelsen kan begrænses tidsmæssigt.
Konkurrencer
Konkurrencer
I markedsføringslovens § 9 [nu § 11, jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring] reguleres generelt alle former for lotterier, lodtrækninger, præmiekonkurrencer, spil m.v., som foranstaltes af erhvervsdrivende, og hvor udfaldet beror helt eller delvis på tilfældet.
Markedsføringslovens § 9 er sålydende [bestemmelsen dækkes med enkelte sproglige ændringer af § 11, jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring]:
Lodtrækning og præmiekonkurrencer
Markedsføringslovens § 9 [nu § 11]:
Stk. 1. Afsætning til forbrugere af formuegoder eller tjenester må ikke søges fremmet af en mulighed for gevinst ved deltagelse i lodtrækning, præmiekonkurrence eller anden form for foranstaltning, hvis udfald beror helt eller delvis på tilfældet, såfremt deltagelsen er betinget af et køb.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, dersom den enkelte gevinsts størrelse og den samlede gevinstværdi ligger inden for beløbsgrænser, som fastsættes af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Beløbsgrænserne kan fastsættes efter produkttype og modtagerkreds.
Stk. 3. Udgiveren af et periodisk skrift kan foranstalte lodtrækning til fordeling af gevinster i forbindelse med løsning af præmiekonkurrencer.
Hvem er omfattet?
Forbudet i § 9 [nu § 11] gælder erhvervsdrivende, herunder handelsstandsforeninger o.l. Undtaget fra bestemmelsen er således spil, lotterier m.v., der foranstaltes af private, ikke-erhvervsdrivende foreninger og interesseorganisationer, velgørende foreninger, politiske foreninger og organisationer, religiøse bevægelser samt offentlige myndigheder, hvis virksomhed ikke kan sidestilles med privat erhvervsvirksomhed, jf. markedsføringslovens § 1 [nu § 1 og § 2, stk. 1].
Undtaget fra forbudet i markedsføringslovens § 9 [nu § 11] er også spil m.v., der er tilladt efter særlovgivningen. Særlovgivningen omfatter fx tips og lotto, totalisator, forlystelsesspil, spillekasinoer, pengeinstitutternes gevinstopsparingskonti m.fl.
Hvad er tilfældighedspræget konkurrence?
Grundreglen er, at erhvervsdrivende efter markedsføringsloven gerne må afholde konkurrencer, hvor fordelingen af gevinster helt eller delvis beror på tilfældet, blot deltagelsen ikke er betinget af køb. Det typiske eksempel er en konkurrence, hvor gevinsterne bliver fordelt ved lodtrækning. Det kan være en konkurrence, hvor 523 personer har svaret rigtigt på et spørgsmål. Hvis fem præmier fordeles ved lodtrækning blandt de 523, er det helt tilfældigt, hvem der bliver vindere.
Men også andre konkurrencer bærer præg af tilfældighed. Det kunne være en dansekonkurrence, hvor der blandt de fem bedste trækkes lod om hovedgevinsten. At finde de fem bedste er ikke tilfældighedspræget. Men det bliver det i det øjeblik, man trækker lod imellem dem om hovedgevinsten. Det samme gælder, hvis deltagerne i konkurrencen udvælges ved lodtrækning. Konkurrencen beror delvist på tilfældet, så snart lodtrækning på et eller andet tidspunkt i konkurrencens forløb er inde i billedet. Med andre ord: Er der blot ét tilfældighedspræget moment i konkurrencen, bliver hele konkurrencen tilfældighedspræget.
Hvilke tilfældighedsprægede gevinstfordelinger er tilladt?
Det er ikke gevinstfordelingen, der er forbudt efter markedsføringslovens § 9 [nu § 11], men det forhold at søge afsætningen af varer eller tjenesteydelser fremmet ved hjælp af udsigten til gevinst. Reglen er begrænset til angå gevinstfordeling blandt forbrugere, og det er den købsbetingede deltagelse, som forbydes.
Det er forbudt at:
Stille krav om køb for at deltage i en lodtrækning eller præmiekonkurrence.
Hvis konkurrencen går ud på at trække lod blandt deltagerne eller at trække lod blandt alle, der svarer rigtigt på et spørgsmål, må der ikke stilles krav om, at forbrugerne skal købe noget eller på anden måde betale vederlag for at deltage i lodtrækningen eller præmiekonkurrencen.
Ordet deltagelse skal forstås bogstaveligt. Hvis en erhvervsdrivende afholder en konkurrence, hvori den erhvervsdrivendes produkt indgår som et element (fx indsendelse af kapsler eller kuponer indlagt i eller optrykt på emballagen), men hvor der samtidig også er reelle muligheder for at deltage i konkurrencen uden at købe produktet, er konkurrencen som udgangspunkt tilladt. Dette forudsætter dog at forbrugerne er klart orienteret om den alternative deltagelsesmulighed, og at der er ligeså gode muligheder for deltage såvel med som uden køb af produktet [2].
Særligt om dag- eller ugeblade og andre mediers konkurrencer
Efter markedsføringslovens § 9 stk. 3 [nu § 11, stk. 3], er køb af et dag- eller ugeblad, herunder tegning af et længerevarende abonnement, ikke en købsbetingelse for at deltage i det periodiske skrifts konkurrencer. Hvis der derudover skal betales yderligere for at deltage, vil en konkurrence med tilfældighedspræget gevinstfordeling kunne blive anset for være i strid med stk. 1, også selv om den afvikles af et elektronisk eller trykt medie, medmindre konkurrencen er tilladt efter anden lovgivning, fx. et lotteri med indhentet polititilladelse. Undtagelsen i § 9 stk.3 [nu § 11, stk. 3], gælder ikke blot konkurrencer der indgår som led i tidsskriftets stof, men også i selvstændigt kampagnemateriale for tidsskriftet.
Konkurrencer eller spil, som lovligt vil kunne afholdes af udgivere af periodiske skrifter efter markedsføringslovens § 9, stk. 3 [nu § 11, stk. 3], vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse eventuelt kunne være i strid med anden lovgivning og medføre straf, hvis der i sådan lovgivning er strafhjemmel.
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring at elektroniske medier af konkurrencemæssige årsager må sidestilles med trykte medier. Betaling af licens eller abonnement på dekodning af tv-signaler anses derfor ikke for at være en købsbetinget deltagelse i fx. lodtrækninger.
I forbindelse med afholdelse af konkurrencer med brug af overtaksering via et telefonnummer har Forbrugerombudsmanden anlagt den overordnede linje, at han ikke anser dette som en købsbetingelse i sig selv, men vil ikke udelukke, at konkrete omstændigheder vil kunne medføre en anden vurdering. I vurderingen heraf indgår også, at afholdelse af spil med betaling for deltagelse eller lotterier med køb af lodder normalt vil være omfattet af anden lovgivning, der går forud for markedsføringsloven.
Vildlede om konkurrencevilkår
Selv om lodtrækningen eller præmiekonkurrencen er lovlig efter markedsføringslovens § 9 [nu § 11], kan konkurrencen være ulovlig efter markedsføringslovens § 1, der handler om god markedsføringsskik, eller § 2 [nu § 3], der handler om vildledning. I markedsføringen af en konkurrence må man derfor give korrekte oplysninger om vilkårene for deltagelse, fordelingen af præmierne og gevinst chancen. Man må heller ikke ved markedsføringen af konkurrencen utilbørligt udnytte fx børns manglende indsigt.
Det er tilladt, at:
Lave lodtrækning og præmiekonkurrence
Erhvervsdrivende må gerne fordele gevinster ved lodtrækning eller lave konkurrencer, hvor der trækkes lod blandt rigtige besvarelser. Man må blot ikke betinge deltagelsen af køb, og dette skal fremgå i hele markedsføringen af konkurrencen. Der må imidlertid gerne stilles betingelser om hvem, der kan deltage, fx kun børn.
Særligt om beskedne præmier
Undtaget fra forbudet om købsbetingelsen er præmiekonkurrencer med beskedne præmier, jf. markedsføringslovens § 9 stk. 2 [nu § 11, stk. 2]. Efter Forbrugerstyrelsens bekendtgørelse nr. 1152 af 16. december 1994 er konkurrencer, hvor værdien af den enkelte gevinst ikke overstiger 100 kr. og hele markedsføringstiltagets samlede gevinstværdi ikke overstiger 1.000 kr. undtaget. Undtaget er også lodtrækninger og præmiekonkurrencer, som især henvender sig til børn under 15 år, hvis værdien af den enkelte gevinst ikke overstiger 5 kr. og hele markedsføringstiltagets samlede gevinstværdi ikke overstiger 50 kr.
Lave præstationskonkurrencer
Erhvervsdrivende må gerne afholde konkurrencer, hvor deltagerne skal præstere noget reelt og individuelt – fx besvarelse på tid af nogle kendskabskrævende spørgsmål [3] - som bedømmes uvildigt. Præstationskonkurrencer kan efter markedsføringsloven gøres betinget af køb eller betaling af indskud medmindre der gælder et forbud efter anden lovgivning.
Hvis deltagelse i konkurrencen er betinget af køb eller andet vederlag, fx betaling af entre, må der ikke være noget element af tilfældighed i præmieringen. Hvis fx antallet af præmier er mere end et beskedent antal, vil der foreligge tilfældighedsprægede momenter.
Udskrive slogankonkurrence
Erhvervsdrivende må gerne holde konkurrencer, som fx slogan- tegne og designkonkurrencer, hvor deltagerne skal indsende forslag til bedømmelse. I dommerkomiteen skal sidde andre end den erhvervsdrivende selv. Det kan være folk fra reklamebranchen eller repræsentanter for en leverandør. Hvis deltagelse i konkurrencen er betinget af køb eller andet vederlag, fx betaling af entré, må der ikke være noget element af tilfældighed i præmieringen. Hvis fx antallet af præmier udgør mere end et beskedent antal, foreligger der efter et sådant præg af tilfældigheder, at deltagelsen ikke må gøres købsbetinget.
Præmiere de ti første i butikken
Konkurrencen kan godt gå ud på at præmiere de, der møder først op i forretningen, uden at der er købetvang.
Lave konkurrencer i reklameblade
Erhvervsdrivende må gerne lave lodtrækning eller præmiekonkurrencer i reklameblade, når blot der ikke stilles krav om køb for at deltage.
København, den 15. juni 2004
Hagen Jørgensen
Noter
1. Dette følger af Højesterets pressemeddelelse af 3. november 1995 vedr. dom af samme dato i sag II 11/95 (Rigsadvokaten mod Kuponnyhederne) jf. Ufr. 96/209/2H.
2. Dette må udledes af to principielle Sø – og Handelsretsdomme fra 15. december 2003 i sager anlagt af Forbrugerombudsmanden, hvor erhvervsdrivende brugte konkurrencer som et væsentligt element i deres markedsføring. Konkurrencerne var åbne for deltagelse også uden køb af produkterne, men FO fandt at der ikke var gjort ordentligt opmærksom herpå, og i den ene af konkurrencerne var muligheden for deltagelse uden køb mere formel end reel. Forbrugerombudsmanden fandt derfor at konkurrencerne reelt var købsbetingede, også fordi man kunne forbedre sine vinderchancer hvis man købte produkterne. Sø- og Handelsretten var ikke enig heri og udtalte, at den teoretiske mulighed for var uden betydning for vurderingen af om konkurrencen var købsbetinget, da det var både lettere og billigere at deltage uden køb af produktet, og at den erhvervsdrivende i den ene sag havde gjort klart opmærksom på alternative deltagelsesmuligheder. Selskabet blev derfor frifundet. I den anden sag fandt Sø-og Handelsretten, at konkurrencedeltagelse i den alternative form ikke var reel, og at konkurrencen derfor for så vidt var købsbetinget. Sø- og Handelseretten fandt imidlertid at der var tale om en normal præstationskonkurrence, og som sådan ikke omfattet af forbudet i Mfl. § 9 [nu § 11, jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring]. (UfR.2004.872S og U.2004.877S).
3. Jf. Ufr 2004.872S i note 2.