Markedsføring over for enkeltpersoner med elektronisk henvendelse (sommetider kaldet spam) må ikke forekomme uopfordret. Forbrugeren skal tydeligt udtrykke ønske om at modtage den type reklame fra den specifikke virksomhed, understreger Forbrugerombudsmanden i disse retningslinjer.
Her kan du finde Forbrugerombudsmandens vejledning af 27. januar 2005 om markedsføringslovens § 6 [der indtil den 1. juli 2006 hed § 6a] – herunder SPAM
Hent spamvejledningen som samlet dokument (pdf).
1. Markedsføringslovens § 6 - Forbud mod uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
2. § 6, stk. 1 - Forbud mod anvendelse af elektronisk post, telefax mv.
3. § 6, stk. 2 - Undtagelse ved løbende kundeforhold
4. § 6, stk. 3 - Andre direkte henvendelser
5. § 6, stk. 4 - Samtykke til at modtage direkte markedsføring
6. § 6, stk. 5 - Oplysning om mulighed for at framelde
7. § 6, stk. 6 - Gratis adgang til at framelde eller tilbagekalde samtykke
8. § 6, stk. 7 - Administrative regler
9. Forbrugerombudsmanden håndhævelse af §6
10. Hvad gælder i andre lande
Forbrugerombudsmanden udsendte i 2000 en orientering om markedsføringslovens § 6a [nu § 6] og i 2003 en orientering om undtagelsen til bestemmelsen som følge af ny regulering. Forbrugerombudsmanden har nu fundet det hensigtsmæssigt at udarbejde en samlet vejledning om § 6a [nu § 6], som indeholder alle de forskellige fortolkningsbidrag herunder forhåndsbeskeder og nye domme mv. Samtidig ophæves de to tidligere vejledninger. Vejledningen har været i høring hos relevante myndigheder og branche- og interesseorganisationer [1].
En vejledning fra Forbrugerombudsmanden kan betragtes som en "generel forhåndsbesked", hvor Forbrugerombudsmanden informerer om sine synspunkter vedrørende markedsføringsmæssige spørgsmål på bestemte områder.
Denne vejledning indeholder de krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som hovedregel kan stilles til markedsføringen, hvis erhvervsdrivende ønsker at rette henvendelse til nogen ved hjælp af elektronisk post mv. uden at komme i konflikt med markedsføringslovens § 6a [nu § 6] og efter omstændighederne markedsføringslovens § 1.
Den 1. juli 2000 trådte § 6a [nu § 6] om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere via elektronisk post, telefax, automatiske opkaldssystemer, telefonisk samt via adresseret brev i kraft [2]. I 2003 [3] blev der indsat en undtagelse for så vidt angår elektronisk post (stk. 2).
Stk. 1. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det.
Forbuddet mod fremsendelse af reklame ved brug af elektronisk post, telefax eller automatiske opkaldssystemer gælder, uanset om modtageren er erhvervsdrivende, forbruger eller en offentlig institution, og uanset om der er tale om en fysisk eller juridisk person, jf. ordet »nogen«.
Ved elektronisk post forstås enhver meddelelse, der sendes elektronisk. Det gælder således ikke kun e-mails, men også for eksempel SMS-beskeder og MMS-beskeder (Multi Messaging Service), og kan herudover også omfatte anden post, hvori billeder, lyd og tekst kan kombineres fx via internettet eller mobiltelefoni. Ved automatiske opkaldssystemer forstås automatisk opringning til telefonabonnenter. Når telefonen tages, afspilles automatisk et indtalt reklamebudskab.
Begrundelsen for forbuddet mod uanmodet fremsendelse af elektronisk post, telefax og automatiske opkaldssystemer er, at denne form for markedsføring anses for at være særligt påtrængende, og at den kan påføre modtageren omkostninger. Samtidig er der ved anvendelse af de nævnte kommunikationsteknikker mulighed for at »spamme« (masseudsendelse af reklamemateriale) en lang række modtagere, uden at der for den erhvervsdrivende er nævneværdige omkostninger eller besvær forbundet med det (jf. lovbemærkningerne s. 24).
2.1 Hvem er erhvervsdrivende
Reglen omfatter kun erhvervsdrivendes henvendelser. Hvem der må anses for at være erhvervsdrivende, afgøres i overensstemmelse med markedsføringslovens § 1. Det betyder, at fx private personer, politiske foreninger, foreninger med et almennyttigt formål, foreninger eller organisationer der varetager medlemmernes private interesser samt offentlige myndigheder ikke er omfattet af bestemmelsen, medmindre de tillige udøver privat erhvervsmæssig virksomhed eller offentlig virksomhed, som kan sidestilles hermed, og henvendelsen rettes til nogen som led i denne virksomhed.
Hvis en erhvervsdrivende overlader udsendelsen af markedsføringsmateriale til tredjemand, herunder en ikke-erhvervsdrivende, er den erhvervsdrivende ifølge retspraksis ansvarlig for, at betingelserne i markedsføringslovens § 6 overholdes [4].
2.3 Afsætning af varer eller ydelser
§ 6 finder kun anvendelse på henvendelser, der har til formål før eller siden at afsætte varer eller ydelser dvs. markedsføring. Henvendelsen behøver ikke at indeholde et konkret tilbud eller at nævne specifikke produkter eller ydelser - også ”branding” af den erhvervsdrivendes navn eller navne på andre erhvervsdrivende er omfattet, da det også sker med henblik på efterfølgende afsætning.
Forbrugerombudsmanden finder det generelt underordnet, hvad en henvendelse benævnes eller udgiver sig for at være, hvis en vurdering af henvendelsens indhold viser, at formålet med henvendelsen er at afsætte varer eller ydelser.
2.2.1. Konkurrencer
Udsendelse af uanmodede e-mails med tilbud om deltagelse i en konkurrence er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med § 6. Det skyldes, at konkurrencer afholdes for at skabe opmærksomhed om virksomhedens navn og/eller produkter.
2.2.2. Nyhedsbreve og markedsundersøgelser
Erhvervsdrivendes elektroniske nyhedsbreve vil være omfattet af forbuddet, hvis sigtet med nyhedsbrevene er at reklamere for egne produkter eller at skabe opmærksomhed om den erhvervsdrivendes navn. Forbrugerombudsmanden har også set eksempler på, at erhvervsdrivende har gennemført eller ladet gennemføre en elektronisk markedsundersøgelse, som reelt var en reklame for den erhvervsdrivendes egen virksomhed. En sådan undersøgelse vil også være omfattet.
2.2.3. Pressemeddelelser
Hvis en erhvervsdrivende sender en pressemeddelelse om deres virksomhed til medierne med henblik på at komme bredt ud til offentligheden, vil det som udgangspunkt ikke være omfattet af § 6, da § 6 alene omfatter henvendelser med henblik afsætning af varer/ydelser over for modtageren af henvendelsen. Der foreligger heller ikke et aftaleretligt forhold mellem mediet og den erhvervsdrivende, men det står derimod mediet frit for om og hvordan budskabet i givet fald skal offentliggøres/videreformidles.
Hvorvidt en pressemeddelelse er omfattet af § 6, vil dog altid komme an på en konkret vurdering. For det første må man se på om modtageren reelt er et medie. For det andet kan henvendelsens udformning være af en sådan karakter, at den alligevel vil være omfattet, også selvom den er benævnt ”pressemeddelelse”.
En pressemeddelelse der sendes med henblik på at afsætte varer eller tjenesteydelser direkte til det pågældende medie, vil naturligvis være omfattet af § 6.
2.2.4. Henvendelser i løbende kundeforhold
Henvendelser i løbende kundeforhold er også omfattet af bestemmelsen, hvis henvendelsen har det nævnte afsætningsformål, jf. herved lovbemærkningerne s. 23. Heraf fremgår det endvidere, at der ved vurderingen af om en henvendelse er omfattet af forbuddet, må lægges betydelig vægt på, om den erhvervsdrivende har en egeninteresse i de dispositioner fra kundens side, som den erhvervsdrivendes henvendelse vedrører. Hvis det er spørgsmålet om afsætning af den erhvervsdrivendes egne produkter, der er i centrum, foreligger der markedsføring.
Henvendelser der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse falder uden for § 6 er henvendelser, der er nødvendige for at opfylde forpligtelser i henhold til lovgivning, henvendelser som led i opfyldelsen af et kontraktforhold samt henvendelser affødt af misligholdelse og praktiske servicemeddelelser som fx ændringer i adresseforhold og omlægninger/ændringer i aftale-/policeforhold. Sådanne henvendelser skal bedømmes efter §§ 1 og 2 [nu § 3] i markedsføringsloven.
Om undtagelsen i stk. 2 vedrørende løbende kundeforhold, se pkt. 3. Se nærmere om erhvervsdrivendes henvendelser vedrørende registrering i CPR-registeret under pkt. 4.5.
2.2.5. Henvendelser med henblik på køb af varer/ydelser
Erhvervsdrivendes uanmodede henvendelser til nogen med henblik på køb af varer eller aftale om tjenesteydelser vil efter bestemmelsens ordlyd ikke være omfattet af reglen, medmindre henvendelsen har til formål samtidig at afsætte egne varer eller ydelser. Dog kan en sådan fremgangsmåde efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, da den kan virke lige så påtrængende og være til lige så stor gene som en uanmodet e-mail med henblik på afsætning.
2.3 Krav om samtykke
Det fremgår af § 6, stk. 1, at der ikke må rettes henvendelse til nogen ved brug af e-mail, telefax eller anden form for elektronisk post, medmindre den pågældende har anmodet om det. Der vil ikke kun være tale om en forudgående anmodning i tilfælde, hvor modtageren på eget initiativ anmoder om henvendelsen, men også i tilfælde hvor den erhvervsdrivende har indhentet modtagerens samtykke hertil, jf. lovbemærkningerne s. 43. Det er den erhvervsdrivende, der skal bevise, at modtageren har givet samtykke, og virksomhederne bør derfor opbevare dokumentationen for samtykket.
For at undgå chikanetilmelding og andre misforståelser er det en god idé for den erhvervsdrivende at bruge en dobbelt opt-in-model. Dvs. at modtageren ved tilmelding af sin e-mailadresse efterfølgende får tilsendt en e-mail af den erhvervsdrivende, hvori han skal bekræfte tilmeldingen. Først når et link i e-mailen er aktiveret af modtageren, er samtykke afgivet.
2.3.1. Indhentelse af samtykke
Et samtykke skal indhentes lovligt. Den erhvervsdrivende må ikke indhente samtykke via elektronisk post eller telefax, men et samtykke kan godt meddeles via disse kanaler. Hvis forbrugeren har en reklameframelding i CPR-registeret, må den erhvervsdrivende heller ikke henvende sig ved almindeligt adresseret brev, jf. herved også lovbemærkningerne s. 25. Derimod er det altid muligt via en hjemmeside, via husstandsomdelte reklamer eller radio- og tv-reklamer at opfordre forbrugerne til at give et samtykke.
Forbrugerombudsmanden stiller følgende krav til et lovligt samtykke:
A) Samtykket skal være »informeret«.
Det vil sige, at kunden skal være klar over, at han giver et samtykke. Det er eksempelvis ikke tilstrækkeligt, at samtykket alene fremgår af den erhvervsdrivendes standardvilkår. Samtykket skal i så fald tillige være tydeligt fremhævet over for den pågældende. Det er virksomhedens bevisbyrde, at samtykket er tilstrækkeligt fremhævet.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den erhvervsdrivende bør sikre sig bevis for, at den pågældende person er klar over, at han giver et samtykke. Det kan fx ske ved, at personen krydser af i et felt, hvori han spørges, om han ønsker at modtage reklame eller i et separat felt skriver under på, at han afgiver et samtykke.
Forbrugerombudsmanden har ved sin gennemgang af forskellige hjemmesider og andet markedsføringsmateriale konstateret, at nogle erhvervsdrivende i bestillinger, kontrakter og lignende på forhånd har afkrydset felter, hvoraf det fremgår, at kunden giver sit samtykke til at modtage reklame, hvis han ikke foretager sig noget aktivt. En sådan fremgangsmåde er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med god markedsføringsskik, jf. § 1. Samtykket vil heller ikke være gyldigt efter § 6, stk. 1, fordi det ikke nødvendigvis er udtryk for kundens vilje eller ønske, og fordi bestemmelsen forudsætter en aktiv handling fra kundens side for at tilmelde sig.
B) Samtykkets indhold skal være konkretiseret.
Det vil sige, at det klart og tydeligt skal fremgå, hvad der meddeles samtykke til. Det vil fx være muligt at indhente samtykke til reklamer for børnetøj, stuemøbler, havemøbler, bilforsikringer osv.
Det skal fremgå, hvilken kommunikationsform der meddeles samtykke til. Det vil sige, at den erhvervsdrivende bør oplyse, om forbrugeren modtager reklamen som telefax, e-mail, SMS eller traditionelt brev.
Endelig skal samtykket som udgangspunkt gives over for en eller flere bestemte erhvervsdrivende, således at forbrugeren er klar over, hvilke virksomheder han vil modtage reklamer fra. Det er dog lovligt at indhente forbrugeres samtykke til, at en ikke nærmere angiven kreds af erhvervsdrivende kan sende reklamer til forbrugere inden for områder, som forbrugerne tilkendegiver deres interesse for, de såkaldte interessebanker, se nærmere UfR 2002/1282 SH og pkt. 2.3.3.
Se også UfR 2002.2277/2 SH, hvor et samtykke til modtagelse af personligt adresseret reklame, der var anført i et ikke særligt fremhævet afsnit, og havde en uklar sproglig formulering, ikke fandtes at opfylde klarheds- og fremhævelseskravene i markedsføringslovens § 6.
2.3.2. Tip en ven-funktioner
Forbrugerombudsmanden er blevet opmærksom på en særlig samtykkeproblematik, som består i, at nogle erhvervsdrivende opfordrer forbrugerne til at orientere en ven om den erhvervsdrivendes hjemmeside eller produkter eller at sende en hilsen (indeholdende reklame) til en ven via den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Funktionerne benævnes ofte »Tip en ven«, »Send en hilsen« eller lignende og indebærer, at en forbruger, der følger opfordringen, sender reklamemateriale eller et link til den erhvervsdrivendes hjemmeside til en person, der ikke har anmodet om det. I nogle tilfælde bliver forbrugeren præmieret for at »tippe« sin ven. Sådanne funktioner, hvor den erhvervsdrivende opfordrer eller belønner forbrugeren til at foretage en handling, som den erhvervsdrivende ikke selv må foretage, er ikke omtalt i lovbemærkningerne. Ifølge UfR 2002.2277/2 SH skal en erhvervsdrivende der benytter andre til at udsende markedsføringsmateriale påse, at markedsføringslovens § 6 bliver overholdt.
Det er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse lovligt at benytte Tip-en-ven funktioner, hvis de alene stiller funktionen til rådighed, uden at forbrugeren derudover opfordres til eller præmieres for at benytte den. Dette synspunkt forudsætter, at den erhvervsdrivende ikke lægger selvstændigt markedsføringsmateriale ind i den e-mail, der sendes til tredjemand. Forbrugerombudsmanden har dog accepteret, at den erhvervsdrivende lægger et link ind i e-mailen til den pågældendes hjemmeside.
Forbrugerombudsmanden har set tilfælde, hvor forbrugerne skulle tippe et vist antal venner for at være med i en konkurrence. En sådan betingelse vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være i strid med § 6.
2.3.3. Samtykke i relation til interessedatabaser
Interessedatabaser går ud på at indhente forbrugernes samtykke til, at en ikke nærmere angiven kreds af erhvervsdrivende kan sende reklamer til forbrugerne indenfor områder, som forbrugerne samtidig tilkendegiver deres interesse for. Forbrugernes adresser bliver herefter brugt af erhvervsdrivende, der ønsker at målrette deres reklamer mod interesserede kunder.
Sø- og Handelsretten har taget stilling til konceptet og har fastslået, at interessebaser er lovlige efter markedsføringslovens § 6. Det er også i orden, at forbrugerne ikke på forhånd kender navnene på de enkelte erhvervsdrivende, der sender forbrugerne reklamer. I den konkrete sag lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at interesseskemaets udformning, herunder navnlig indholdet af rubrikken til samtykke og underskrift sikrede at forbrugernes samtykke var tilstrækkelig konkretiseret og informeret. Det vil sige, at kunden skal være klar over, at han giver et samtykke og, at det klart og tydeligt fremgår, hvilke emner der meddeles samtykke til, se punkt 2.3.1.
2.3.4. Præmiering for meddelelse af samtykke - deltagelse i konkurrencer
Forbrugerombudsmanden har konstateret, at nogle erhvervsdrivende har tilbudt forbrugere at deltage i en konkurrence, såfremt de gav et samtykke til at modtage markedsføringsmateriale. Som udgangspunkt er Forbrugerombudsmanden meget betænkelig ved, at forbrugerne på nogen måde præmieres for at give afkald på den beskyttelse, som tilkommer dem ifølge lovgivningen.
I en konkret sag tog Sø- og Handelsretten stilling til brugen af en præmiekonkurrence, som selskabet havde brugt som »lokkemiddel« for at få forbrugerne til at tilmelde sig et koncept, der involverede en interessedatabase. Forbrugerne havde mulighed for at vinde en rejse til en værdi af 25.000 kr. samt en række andre præmier, hvis de tilmeldte sig konceptet inden for en bestemt frist. Forbrugerombudsmanden mente, at konkurrencen var i strid med god markedsføringsskik efter markedsføringslovens § 1, idet den afledte forbrugernes opmærksomhed fra, at de mod en beskeden chance for at vinde en præmie afgav personoplysninger med det formål at modtage reklame. Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ikke, at konkurrencen, på grund af udformningen og den beskedne præmiesum, var i strid med god markedsføringsskik [5].
Forbrugerombudsmanden finder, at der er tale om en meget konkret afgørelse, og at en præmiering for afgivelse af samtykke efter omstændighederne kan være i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.
2.3.5 Krav om samtykke som betingelse for indgåelse af aftale
Indgåelse af en aftale eller opnåelse af fordele/rabatter i forbindelse med indgåelse af en aftale må efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke være betinget af, at forbrugeren giver samtykke til, at den erhvervsdrivende efterfølgende kan rette henvendelse til forbrugeren i markedsføringsøjemed.
Det bemærkes, at modtageren til enhver tid kan tilbagekalde et samtykke, hvorfor en sådan fremgangsmåde også af denne grund ikke er praktisk anvendelig.
2.3.6. Belønning for modtagelse af reklamer
Nogle erhvervsdrivende har spurgt Forbrugerombudsmanden, om det var i orden at tilbyde forbrugere betaling for hver reklame, de modtager. Forbrugerombudsmanden har ikke indvendinger imod, at forbrugere betales for at modtage reklame, hvis ordningen er gennemskuelig for forbrugerne. De skal have mulighed for at afveje fordele og ulemper ved ordningen, de skal til enhver tid kunne få deres penge udbetalt kontant, og de skal frit kunne tilbagekalde deres samtykke, når de ikke længere ønsker at deltage i ordningen.
2.3.7. Umyndiges samtykke
Forældre til børn og unge kan på børnenes/de unges vegne anmode om at modtage elektronisk post. Når forældrene har givet samtykke til reklamemeddelelser via elektronisk post og lignende, og når der herefter sendes meddelelser til barnet/den unge, bør Forbrugerombudsmandens vejledning ”Børn, unge og markedsføring” [6] i det hele være iagttaget.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, markedsføre egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser til kunden ved elektronisk post. Dette forudsætter dog, at kunden har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser.
Siden den 25. juli 2003 har det i visse tilfælde været lovligt at udsende reklamer via elektronisk post [7].
Ændringen vedrører kun markedsføring via elektronisk post (e-mail, SMS, MMS mv.).
Fremsendelse af markedsføringsmateriale via telefax eller brug af telefonisk opkaldsmaskine vil således fortsat skulle følge reglerne i markedsføringslovens § 6, stk. 1, og kræver dermed altid et forudgående samtykke.
Endvidere skal erhvervsdrivende, der ønsker at benytte andre fjernkommunikationssystemer end dem, der er nævnt i stk. 1, fortsat skulle følge reglerne i § 6, stk. 3-5. Andre fjernkommunikationssytemer er fx almindelig telefonopkald og adresserede breve.
Undtagelsen medfører, at en erhvervsdrivende må udsende reklamer via elektronisk post uden samtykke under følgende betingelser:
- Modtageren af reklamen skal have købt varer eller indgået aftale om levering af en tjenesteydelse hos den pågældende erhvervsdrivende efter lovens ikrafttræden (dvs. den 25. juli 2003),
- modtageren af reklamen skal i forbindelse med købet/aftalen selv have oplyst sin elektroniske adresse,
- modtageren af reklamen skal i forbindelse med købet/aftalen have fået oplyst, at der fremover vil blive sendt reklamer og ad hvilken kanal (e-mail, SMS o.l.),
- modtageren af reklamen skal i forbindelse med købet/aftalen have haft mulighed for at sige ”nej tak”,
- modtageren af reklamen skal ved hver eneste efterfølgende udsendt reklame have en let og gebyrfri adgang til at sige ”nej tak”, og
- den erhvervsdrivende må kun reklamere for egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser.
3.1 Forskellen mellem samtykke efter stk. 1 og afgivelse af en elektronisk adresse i stk. 2
Der kræves et aktivt ”nej tak” fra en kunde i de tilfælde, der falder ind under § 6, stk. 2.
Det er meget begrænset, hvad en erhvervsdrivende kan markedsføre i kraft af undtagelsen i stk. 2, idet det kun er tilsvarende produkter eller tjenesteydelser, der må markedsføres, jf. nedenfor pkt. 3.2.6. Indhenter den erhvervsdrivende i stedet et positivt samtykke fra kunden efter stk. 1, begrænses den erhvervsdrivende kun af samtykkets indhold, der også kan omfatte andre produkter og tjenesteydelser.
Stk. 2 medfører ingen ændringer i, hvordan et samtykke skal indhentes. Ændringen berører heller ikke de samtykker, der er indhentet inden ændringens ikrafttræden. Sådanne samtykker er fortsat gyldige. Se i øvrigt pkt. 2.3. for nærmere oplysninger om kravene til indhentelse af et samtykke efter § 6, stk. 1.
Undtagelsen fra det generelle forbud om uanmodet elektronisk markedsføring i stk. 2 gælder, selvom kunden på tidspunktet for afgivelse af sin elektroniske adresse er registreret på CPR-registerets liste over borgere, der ikke ønsker at modtage personligt stilet markedsføringsmateriale.
3.2 Nærmere om betingelserne i stk. 2
Undtagelsen i § 6, stk. 2 gælder alle kunder, uanset om kunden er forbruger, erhvervsdrivende eller en offentlig myndighed, og uanset om kunden er en fysisk eller en juridisk person.
Det er en forudsætning for at komme ind under undtagelsen, at kunden selv har oplyst sin elektroniske adresse til den erhvervsdrivende. Der vil typisk være tale om kundens e-mail adresse eller kundens mobiltelefonnummer (til brug for udsendelse af SMS- og MMS-beskeder mv.). Kunden kan f.eks. have afgivet oplysningerne på den erhvervsdrivendes hjemmeside eller ved at udfylde en fysisk blanket i den erhvervsdrivendes butik i forbindelse med et køb. Den erhvervsdrivende må ikke benytte elektroniske adresser og mobiltelefonnumre, der er oplyst af andre, eller som den erhvervsdrivende på anden måde er kommet i besiddelse af.
3.2.1. Tidspunktet for afgivelse af e-mailadressen/telefonnummeret
E-mailadressen eller mobiltelefonnummeret skal være afgivet i forbindelse med køb af en vare eller ved indgåelse af en aftale om levering af en tjenesteydelse.
Undtagelsen forudsætter, at der er sket eller skal ske betaling. Adresser afgivet i forbindelse med modtagelse af en gratis gave, gratis rådgivning, deltagelse i konkurrencer eller lignende kan ikke danne grundlag for markedsføring via elektronisk post i medfør af stk. 2. I disse tilfælde må den erhvervsdrivende i stedet indhente et positivt samtykke, se nærmere under pkt. 2.3.
Det er heller ikke lovligt at bruge adresser modtaget fra andre end kunden selv, fx adresser opsamlet fra en ”tip-en-ven-funktion” på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Det forhold at kunden efterfølgende benytter sig af en eventuel fortrydelsesret, betyder ikke, at den erhvervsdrivende ikke længere kan udsende reklamer. Kunden må i dette tilfælde benytte sig af muligheden for selv at frabede sig fremtidige reklamer.
3.2.2. Krav om oplysning om hvad adressen vil kunne blive benyttet til
Den erhvervsdrivende kan kun udsende markedsføringsmateriale via elektronisk post, hvis kunden i forbindelse med købet klart og utvetydigt bliver oplyst om, at adressen vil kunne blive benyttet til dette formål.
3.2.3. Oplysning om muligheden for at frabede sig markedsføring
Kunden skal i forbindelse med afgivelsen af sin elektroniske adresse klart og utvetydigt oplyses om muligheden for på en let måde at frabede sig markedsføring.
Det skal være muligt for kunden med det samme at meddele, at vedkommende ikke ønsker at modtage reklame via elektronisk post. Muligheden for at sige ”nej tak” kan fx fremgå af den bestillingsseddel eller hjemmeside, hvor kunden oplyser sin adresse.
Det kan ifølge Forbrugerombudsmanden ikke stilles som en betingelse for indgåelse af en aftale, at kunden accepterer at modtage markedsføring via elektronisk post.
3.2.4. Gebyrfri og let adgang til at framelde
Kunder, der ikke siger ”nej tak” i forbindelse med købet/aftalen, skal have en gebyrfri og let adgang til at melde fra ved alle fremtidige henvendelser. Kunden skal hver gang denne modtager en reklame med elektronisk post oplyses om muligheden for at frabede sig fremtidige reklamer.
Udsendes reklamerne via e-mail, bør der være mulighed for at melde fra ved hjælp af et link i hver enkelt e-mail. Ved reklamering via SMS bør der være mulighed for at melde fra via SMS samt via den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Den erhvervsdrivende må ikke tage et gebyr for en kundes ”nej tak” til reklamer. Eksempelvis må framelding ikke skulle ske via overtakserede telefonnumre eller SMS-beskeder.
3.2.5. Det er kun egne produkter eller tjenesteydelser, der må markedsføres
Kundens elektroniske adresse må ikke benyttes til at markedsføre andre erhvervsdrivendes produkter eller tjenesteydelser. I den forbindelse er det afgørende, at der er tale om samme juridiske person.
Eksempelvis må et datterselskab til den erhvervsdrivende, som kunden har handlet med, ikke bruge den elektroniske adresse til markedsføring. Den erhvervsdrivende, som kunden har handlet med, må heller ikke markedsføre et datterselskabs produkter.
3.2.6. Det er kun egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser, der må markedsføres
Ved vurderingen af konkrete tilfælde må det haves for øje, at der ifølge forarbejderne til lovændringen er tale om en snæver undtagelse til forbuddet mod uanmodede henvendelser ved brug af elektronisk post. Tilsvarende produkter eller tjenesteydelser skal dog ikke nødvendigvis forstås som fuldstændig identiske produkter eller tjenesteydelser.
I det følgende gives nogle eksempler på, hvad der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være tilladt, og hvad der ikke vil være tilladt:
- Har man købt et par bukser, kan der reklames for andet tøj.
- Har man købt en musik-cd, kan der reklameres for andet musik (hvad enten det er på cd, dvd, MP3 eller lignende), men ikke film.
- Har man købt sko, kan der reklameres for andet fodtøj, men ikke tøj.
- Har man købt legetøj, kan der reklameres for andet legetøj, men ikke andre produkter til børn.
- Har man købt en bil, kan der reklameres for andre biler, men ikke tilbehør til biler og tjenesteydelser i relation til biler.
- Har man købt en barbermaskine, kan der reklameres for øvrige elektroniske produkter til personlig pleje.
- Har man købt sodavand, kan der reklameres for andre drikkevarer (hvad enten det er alkoholprodukter, pulverprodukter eller lignende).
- Har man købt et pc-spil, kan der reklameres for andre pc-spil, men ikke anden software.
Også en vare der er sammensat af forskellige erhvervsdrivendes produkter vil kunne betragtes som "egne" varer. En pakkerejse - som typisk er sammensat af ydelser fra forskellige erhvervsdrivende - må f.eks. alligevel anses for rejsebureauets egen vare.
Den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere, at betingelserne for udsendelse af reklame i medfør af undtagelsesbestemmelsen er overholdt.
Stk. 3. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning som nævnt i stk. 1, hvis den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, hvis det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser. Ved telefonisk henvendelse til forbrugere gælder endvidere reglerne om uanmodet henvendelse i lov om visse forbrugeraftaler.
Stk. 3 regulerer andre direkte henvendelser end de i stk. 1 og stk. 2 nævnte midler til fjernkommunikation dvs. adresserede breve eller reklamer og telefoniske henvendelser. Kuvertfyld - dvs. en reklame, der vedlægges fx en kontoudskrift - er også omfattet af bestemmelsen. Derimod er adresseløse forsendelser, tilbudsaviser, tv-reklamer og lignende, der sendes til en ubestemt kreds af mulige aftagere, ikke omfattet af bestemmelsen, jf. lovbemærkningerne s. 44.
Reklamer i aviser, medlemsblade mv., som sendes til en abonnent, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen, medmindre reklamen må anses for at være henvendelsens hovedformål, eller den i øvrigt udgør et selvstændigt element, jf. Justitsministerens besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 2 vedrørende lovforslaget.
Forbrugerombudsmanden har tidligere udtalt, at bladindstik (reklamemateriale, der lægges i fx et dameblad eller et pc-blad, eller i en avis), der sendes til abonnenterne, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er omfattet af bestemmelsen, da det kan sidestilles med kuvertfyld. Det vil sige, at bladindstik skal respektere en notering i CPR-registeret. Forbuddet fungerer imidlertid ikke i praksis på bladområdet, og Forbrugerombudsmanden modtager aldrig klager over dette. Forbrugerombudsmanden har derfor besluttet ikke at gribe ind over for bladindstik i aviser og blade, medmindre omfanget af indstik i den enkelte avis mv. bliver for omfattende.
Bestemmelsen beskytter alene fysiske personer, dvs. forbrugere samt erhvervsdrivende personer. Ved erhvervsdrivende personer forstås personer, som driver en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab (flere personer). Derimod er juridiske personer, som f.eks. aktie- og anpartsselskaber, ikke beskyttet af bestemmelsen [8].
4.2 Robinsonlisten - CPR-registret
En erhvervsdrivende må som udgangspunkt godt sende breve og adresserede reklamer uanmodet til fysiske personer. Fysiske personer kan imidlertid frabede sig direkte henvendelser fra den erhvervsdrivende. Det kan gøres ved at meddele den erhvervsdrivende dette eller ved at meddele CPR-registeret [9] i bopælskommunen, at man ikke ønsker henvendelser i reklameøjemed. CPR udarbejder herefter hvert kvartal en liste over de personer, der har frabedt sig direkte markedsføring [10]. Listen kaldes også »Robinsonlisten«.
Formålet med at give personer mulighed for at frabede sig uanmodede direkte reklamehenvendelser ved at lade dette registrere i CPR er at sikre personer en adgang til effektivt at modsætte sig direkte markedsføring, jf. lovbemærkningerne s. 25. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at bestemmelsen skal fortolkes restriktivt, således at en tilmelding til »Robinsonlisten« indebærer en reel beskyttelse af forbrugerne.
4.3 Pligt til at konsultere en fortegnelse fra CPR
De erhvervsdrivende der ønsker at rette direkte henvendelse til fysiske personer i markedsføringsøjemed må forinden konsultere »Robinsonlisten«. Hvis personen figurerer på listen, må den erhvervsdrivende ikke rette uanmodet henvendelse til den pågældende.
Listen kan fås ved henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor i Birkerød. CPR-kontoret kan opkræve et mindre beløb, der dækker de omkostninger, der er forbundet med videregivelsen, samt et mindre administrationsgebyr [11].
Registrering i CPR-registeret betyder samtidig, at den erhvervsdrivende ikke må videregive oplysninger om den pågældende person til markedsføringsformål. Reglerne om videregivelse af personoplysninger til markedsføringsformål findes i persondataloven, som administreres af Datatilsynet, samt for så vidt angår finansielle virksomheder i lov om finansiel virksomhed som administreres af Finanstilsynet.
Der er alene pligt til at konsultere den seneste fortegnelse fra CPR, dvs. at den erhvervsdrivende er forpligtet til at opdatere sine adressekartoteker fire gange om året.
4.4 Telefoniske henvendelser til forbrugere
Efter lov om visse forbrugeraftaler, § 6, er det med enkelte undtagelser forbudt for erhvervsdrivende at rette uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugere [12]. Forbuddet gælder ikke for sælgere af aviser, bøger, forsikringer og redningstjenester m.fl., jf. § 6, stk. 2.
I de tilfælde hvor den erhvervsdrivende efter forbrugeraftaleloven kan rette uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugerne, skal den erhvervsdrivende følge reglerne i markedsføringslovens § 6, stk. 3-5, herunder respektere noteringen på »Robinsonlisten«.
En erhvervsdrivende spurgte Forbrugerombudsmanden, om det ville være lovligt at forsøge at sælge andre af selskabets produkter til kunder, der selv henvendte sig telefonisk til den erhvervsdrivende, og om det gjorde nogen forskel, om kunden ringede i et andet øjemed end for at købe et produkt.
Forbrugerombudsmanden henviste til markedsføringslovens § 6 og forbrugeraftalelovens § 6, der begge primært vedrører henvendelser fra den erhvervsdrivendes side og ikke den omvendte situation, men som alligevel kunne danne grundlag for en vurdering af sagen.
Forbrugerombudsmanden henviste således til den praksis, der har dannet sig efter forbrugeraftalelovens § 6, hvorefter den erhvervsdrivende, i de tilfælde hvor forbrugeren på forhånd har anmodet om en telefonisk henvendelse fra den erhvervsdrivende, alene må omtale det emne, som anmodningen vedrører. Har en forbruger anmodet om at blive ringet op vedrørende et servicespørgsmål, må man således ikke under den efterfølgende telefonsamtale prøve at sælge et af selskabets produkter.
Dette udgangspunkt måtte efter Forbrugerombudsmandens opfattelse også gælde ved forbrugerens egen telefoniske henvendelse, idet forholdene her ikke adskiller sig væsentligt fra det ovenfor nævnte eksempel. Forbrugerombudsmanden fandt det på den baggrund bedst stemmende med god markedsføringsskik, hvis man ved kunders egne telefoniske henvendelser følger de anvisninger, som Forbrugerombudsmanden tidligere har udstukket i relation til forbrugeraftalelovens § 6 [13].
4.5 Henvendelser i løbende kundeforhold
§ 6, stk. 3 finder også anvendelse i løbende kundeforhold. Det betyder, at erhvervsdrivende, der ikke har et specifikt samtykke hertil, ikke må sende markedsføringsmateriale til de kunder, der er tilmeldt ”Robinsonlisten”. Erhvervsdrivende må imidlertid gerne sende servicemeddelelser af betydning for et eksisterende kundeforhold, se også afsnit 2.2.4.
Forbrugerombudsmanden har set eksempler på, at erhvervsdrivende har rettet henvendelse til kunder, som den erhvervsdrivende havde et løbende kundeforhold til, for at meddele, at det er uhensigtsmæssigt, at den pågældende har frabedt sig reklame i CPR, idet kunden så ikke vil kunne modtage tilbud om nye og bedre produkter.
Forbrugerombudsmanden er af den opfattelse, at en sådan fremgangsmåde kan være i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 3. Endvidere vil fremgangsmåden kunne være utilbørlig og i strid med markedsføringslovens §§ 1 og 2 [nu § 3], idet den ville kunne opfattes som et forsøg på ved unødigt at spille på frygt at få forbrugerne til at opgive den beskyttelse, som klart er tilsigtet i markedsføringslovens § 6. Hvorvidt der er tale om markedsføringsmateriale eller en servicemeddelelse afhænger af en konkret vurdering, jf. pkt. 2.2.4.
Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.
En erhvervsdrivende behøver ikke at iagttage § 6, stk. 3, såfremt den erhvervsdrivende har et specifikt samtykke fra den pågældende.
Forbrugerombudsmanden stiller samme krav til et samtykke, hvad enten det er et samtykke til at modtage reklame via elektronisk post, eller det er et samtykke fra en person, der har frabedt sig reklame i CPR til at modtage almindelig post. Se nærmere om kravene til samtykke under punkt. 2.3.
Stk. 5. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 3 til en bestemt fysisk person, der ikke er anført i fortegnelsen fra CPR, skal den erhvervsdrivende tydeligt og på en forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 3 fra den erhvervsdrivende. Den pågældende skal samtidig gives adgang til på en nem måde at frabede sig sådanne henvendelser.
Da Robinsonlisten kun udarbejdes 4 gange om året (hvert kvartal), skal den erhvervsdrivende, første gang han retter henvendelse til en fysisk person, der ikke er anført på listen, tydeligt og på en forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig direkte henvendelser fra den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal samtidig give personen adgang til på en nem måde at frabede sig sådanne henvendelser, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 5.
Oplysningen skal ifølge lovbemærkningerne s. 44 være fremhævet og udformet således, at den ikke er vanskelig at tilegne sig. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysningen gives i den erhvervsdrivendes almindelige forretningsbetingelser, som udleveres til modtageren. Forbrugerombudsmanden har flere gange konstateret, at oplysningerne om retten til at frabede sig direkte henvendelser blandes sammen med oplysninger om videregivelse af personoplysninger til markedsføringsformål. Dette skaber unødig forvirring hos forbrugerne og bør undgås.
Den erhvervsdrivende skal give personen en nem adgang til at frabede sig direkte markedsføring. Dette kan ifølge lovbemærkningerne gøres ved at vedlægge en kupon, som modtageren kan krydse af og returnere, hvis han ikke ønsker reklamemateriale fra den erhvervsdrivende. Det kan dog ikke kræves, at den erhvervsdrivende vedlægger en frankeret svarkuvert.
Forbrugerombudsmanden har modtaget mange klager fra forbrugere, der er utilfredse over, at de skal returnere en kupon. Utilfredsheden skyldes dels, at forbrugerne nogle gange tror, at de har indgået en aftale med den erhvervsdrivende, hvis de ikke returnerer kuponen, ligesom de finder det urimeligt, at de selv skal afholde omkostningerne til forsendelsen. Ifølge Forbrugerombudsmanden bør den erhvervsdrivende give en let adgang til at framelde sig via den erhvervsdrivendes hjemmeside, telefonisk eller via e-mail.
Den erhvervsdrivende bør endvidere formulere oplysningen så klart og præcist, at forbrugeren ikke får det indtryk, at der er indgået en aftale, hvis han ikke reagerer.
Stk. 6. Der må ikke kræves betaling for at modtage eller notere meddelelser om, at en anmodning efter stk. 1 tilbagekaldes, eller at henvendelser som nævnt i stk. 3 frabedes.
En erhvervsdrivende må ikke kræve betaling for at modtage, ekspedere, notere eller respektere en meddelelse om tilbagekaldelse af et samtykke givet efter § 6, stk. 1. Det samme gør sig gældende hvis en fysisk person frabeder sig henvendelser efter § 6, stk. 3. For henvendelse efter stk. 2 gælder de samme regler.
Stk. 7. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes informationspligt efter stk. 5 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 3.
Hjemlen er endnu ikke udnyttet.
Forbrugerombudsmanden følger nøje med i, om bestemmelsen bliver overholdt, og vil især forfølge klare og grove overtrædelser. Ved bedømmelsen af om en overtrædelse skal forfølges, vil der blandt andet blive lagt vægt på antallet af klager, antallet af uanmodede henvendelser, gentagne overtrædelser, overtrædelser der sker trods tidligere indskærpelse af reglerne mv.
9.1 Klageadgang
Forbrugerombudsmanden har siden forbudet trådte i kraft modtaget mange klager over erhvervsdrivende, der overtræder dette forbud.
Til klager over uanmodede e-mails har Forbrugerombudsmanden oprettet en elektronisk klageadgang via to spampostkasser. Klager over danske e-mail reklamer skal sendes til (dansk@spamklage.dk), og klager over udenlandske e-mail reklamer skal sendes til (int@spamklage.dk).
Uanmodede reklamehenvendelser modtaget via SMS og MMS kan også sendes til dansk@spamklage.dk
Uanmodet reklamehenvendelser modtaget via telefax, adresseret brev eller pr. telefon kan indberettes til forbrugerombudsmanden@kfst.dk eller Forbrugerombudsmanden, Amager Fælledvej 56, 2300 København S.
For en nærmere forklaring vedrørende klageadgangen henvises der til Forbrugerombudsmandens side om e-handel www.net-tjek.dk, hvor der kan læses mere om handel og markedsføring på internettet generelt.
I øjeblikket [januar 2005] modtager Forbrugerombudsmanden mellem 1.000 og 1.500 elektroniske klager om dagen via spampostkasserne. Langt hovedparten af klagerne vedrører e-mail-reklamer afsendt fra udlandet. Indtil videre er det desværre meget begrænset, hvad Forbrugerombudsmanden kan gøre i forhold til e-mail reklamer fra udlandet. Men efterhånden som der sker en udbygning og effektivisering af det internationale håndhævelsessamarbejde, vil det også være muligt at gribe ind over for e-mails af udenlandsk oprindelse. Forbrugerombudsmanden samarbejder om håndhævelse og efterforskning af grænseoverskridende spamsager i flere internationale fora, blandt andet OECD, EU og ICPEN [14].
9.2 Bødeniveau
9.2.1. Første spamdom
Sø- og Handelsretten tog i maj måned 2003 for første gang stilling til, hvad det skal koste at udsende spam (reklamer via e-mail og telefax uden modtagerens samtykke). Bøden blev på 15.000 kr. for udsendelse af 156 reklamer [15]. Sagen var anlagt mod et mindre selskab, som solgte forskelligt software, hæfter og bøger til formentlig primært mindre virksomheder. Selskabet blev dømt for overtrædelse af markedsføringslovens § 6, stk. 1 for udsendelse af e-mail- og telefax-reklamer uden samtykke fra modtagerne.
Sø- og Handelsretten lagde ved udmålingen af bøden vægt på antallet af henvendelser, antallet af modtagere (ca. 50, der hver især havde modtaget flere henvendelser), og den gene og økonomiske skade, som henvendelserne medførte for modtagerne, hvoraf hovedparten var erhvervsdrivende, der måtte spilde tid og arbejdskraft på at læse og behandle reklamerne.
Endvidere lagde retten vægt på, at selskabet fortsatte sin ulovlige markedsføring, efter at selskabet af de danske myndigheder var blevet vejledt om indholdet af reglerne i § 6.
9.2.2. Beregningsmodel for bødestørrelsen
Den 21. januar 2004 afgjorde Sø- og Handelsretten endnu en sag om overtrædelse af markedsføringslovens § 6, stk. 1 [16]. Sagen var anlagt mod et selskab, som er en forhandler under en virksomhed, som sælger teleprodukter. Selskabet blev dømt for overtrædelse af markedsføringslovens § 6 for at have udsendt mellem 7.650 – 15.300 telefaxreklamer uden modtagernes samtykke. Bøden blev på 400.000 kr.
Under sagen foreslog Forbrugerombudsmanden følgende beregningsmodel for udmåling af bøde ved overtrædelse af markedsføringslovens § 6, uanset om den uanmodede henvendelse sker via telefax, SMS eller e-mail:
Beregningsmodellen:
For op til 100 overtrædelser en minimumsbøde på 10.000 kr. For over 100 overtrædelser en bøde på 100 kr. for hver overtrædelse. Således vil en bøde for 60 overtrædelser være 10.000 kr. og for 140 overtrædelser være 14.000 kr.
Af dommens præmisser fremgår, at retten er enig i den foreslåede beregningsmodel, men at den fandt, at der ved udmålingen bør ske en vis nedrunding, hvor antallet af uanmodede henvendelser har været betragteligt.
I den konkrete sag lagde retten endvidere vægt på:
- antallet af uanmodede henvendelser,
- den gene og økonomiske skade, som henvendelserne har medført for modtagerne,
- de foreliggende oplysninger om selskabets forhold, og
- antallet af klager sendt til Forbrugerombudsmanden.
9.2.3. Forhåndsbeskeder
Er man som erhvervsdrivende i tvivl om, hvorvidt et påtænkt tiltag lever op til kravene i markedsføringslovens § 6, kan man gratis anmode Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked, hvor Forbrugerombudsmanden tilkendegiver sit syn på lovligheden af det påtænkte tiltag. Anmodninger kan sendes til Forbrugerombudsmanden, Amagerfælledvej 56, 2300 København S, eller på e-mail, forbrugerombudsmanden@kfst.dk.
EU har den 12. juli 2002 vedtaget et direktiv 2002/58/EF [17] om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation. Ifølge dette direktiv skal samtlige EU- og EØS-lande have indført regler om markedsføring via elektronisk post svarende til de danske regler.
Ifølge direktivet gælder der nu følgende grundregler i EU:
- Markedsføring via e-post er kun tilladt med abonnenternes forudgående samtykke. En begrænset undtagelse gælder for e-post (og sms-beskeder), der sendes af samme erhvervsdrivende til eksisterende kunder og vedrører samme produkter eller tilsvarende tjenesteydelser.
- Det er ulovligt at sløre eller skjule identiteten af den afsender, på hvis vegne meddelelsen sendes.
- Al e-post skal indeholde en returadresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne henvendelser.
Implementeringen skulle være sket senest den 31. oktober 2003.
I USA er der med virkning fra 1. januar 2004 vedtaget en anti-spam lov (CAN-SPAM Act). I USA er der tale om en opt-out model, det vil sige, at der ikke kræves et aktivt samtykke for at udsende uanmodet elektronisk markedsføring, men der gælder derimod alene et krav om, at de erhvervsdrivende skal give en reel mulighed for at sige ”nej tak” til yderligere reklamer. Se nærmere på www.ftc.gov.
Både OECD og FN arbejder også aktivt på bekæmpelse af spam-problemet.
1. Listen over høringsparter kan ses her.
2. Jf. lov nr. 213 af 31. maj 2000, om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love. Lovændringen gennemførte regler i henholdsvis fjernsalgsdirektivets artikel 10 (direktiv 97/7/EF, af 20/5-97) og ISDN-direktivets artikel 12 (direktiv 97/66/EF, af 15/12-97), der begge regulerer erhvervsdrivendes adgang til at foretage uanmodet markedsføring. Lovens forarbejder kan findes på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk.
3. Ved lov nr. 450 af 10. juni 2003, om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet med flere love (Implementering af direktivpakken »99-review«). Lovens forarbejder kan findes på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk.
4. Jf. UfR 2002.2277/2 SH. Dommen forbød et teleselskab at lade private udsende teleselskabets markedsføringsmateriale efter aftale med eller på opfordring af teleselskabet, medmindre teleselskabet påså, at markedsføringslovens § 6a blev overholdt.
5. UfR 2002/1282 SH.
6. Vejledningen kan læses her
7. Jf. lov nr. 450 af 10. juni 2003, om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet med flere love (Implementering af direktivpakken »99-review«). Lovens forarbejder kan findes på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk.
8. Juridiske personer har dog en adgang til reklamebeskyttelse efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister § 19, se nærmere på www.cvr.dk. Økonomi- og Erhvervsministeren har den 11. november 2004 fremsat et lovforslag (L 94 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Virksomhedsregister. Forslaget indeholder en styrkelse af reklamebeskyttelsen for erhvervsdrivende efter § 19). Beskyttelsen er ikke omfattet af markedsføringslovens § 6.
9. CPR står for det centrale personregister.
10. Pr. 1. november 2004 havde 520.985 personer ladet sig registrerer på Robinsonlisten.
11. Listen kan i dag gratis downloades på adressen www.cpr.dk, eller den kan købes på CD-ROM med og uden søgefaciliteter.
12. Læs mere om hvilke undtagelser, der er tale om, i Forbrugeraftaleloven på www.retsinfo.dk.
13. Se nærmere Forbrugeraftaleloven på www.retsinfo.dk, og i juridisk årbog 1993-94 (2001-116/5-375).
14. Det Internationale netværk for forbrugerbeskyttele og håndhævelse (ICPEN), består af forbrugermyndigheder i 33 lande verden over, herunder de nordiske lande, USA, Canada, Australien og de fleste europæiske lande.
15. UfR 2003.1855 S.
16. UfR 2004.1141 S.
17. Optrykt i EF-Tidende L 201 af 31.07.02
Udarbejdet af
Forbrugerombudsmanden