Gå til resume Gå til indhold

Præmiekonkurrencer afholdt af foreninger i samarbejde med erhvervsdrivende

Vejledning

Erhvervsdrivende kan yde økonomisk støtte til foreningers konkurrencer såfremt præmierne udloddes ved tilfældighedsprægede konkurrencer og under forudsætning af, at visse oplysninger om den erhvervsdrivende oplyses.

Gå til indhold
Ophævet

Retningslinier for præmiekonkurrencer afholdt af foreninger i samarbejde med erhvervsdrivende af november 1996

Indledning til retningslinierne:

Forbrugerombudsmanden har tidligere gennem årene modtaget en del forespørgsler om, i hvilket omfang foreninger, der ikke er erhvervsdrivende, som fx sportsklubber, spejderkorps m.fl., kan afholde kurrencer i samarbejde med erhvervsdrivende for at samle penge ind til fordel for foreninger.

Disse arrangementer omfatter undertiden afholdelse af bankospil i forbindelse med et reklameshow eller underholdning af forskellig art.

Efter markedsføringslovens § 9, stk. 1, må afsætning til forbrugere ikke søges fremmet af en mulighed for gevinst ved deltagelse i lodtrækning, præmiekonkurrence eller anden form for foranstaltning, hvis udfald helt eller delvis beror på tilfældet, såfremt deltagelsen er betinget af et køb.

Da foreninger af den nævnte art ikke omfattes af markedsføringsloven, har de fri adgang til at afholde konkurrencer og lodtrækninger, hvor deltagelsen er betinget af køb, fx betaling af entre til et underholdningsshow eller køb af spilleplader eller lignende.

I det omfang det sker i samarbejde med en eller flere erhvervsdrivende og kombineres med reklame for de pågældende erhvervsvirksomheder, vil det, alt efter hvorledes arrangementet er tilrettelagt, indebære mulighed for, at de erhvervsdrivende kommer til at indtage en så fremtrædende placering i arrangementet, at det medfører, at markedsføringslovens § 9, stk. 1, bliver overtrådt.

For at søge at skabe klarhed over disse forhold udarbejdede Forbrugerombudsmanden i 1977 efter forhandling med repræsentanter for Dansk Idrætsforbund, F.D.F./F. P. F., De Danske Lions Klubber, Sct. Georgs-gilderne i Danmark, The International Association of Y's Mens's Clubs, Det danske Spejderkorps, Det Frie Spejderkorps og K.F.U.M. og K.F.U.K. spejderne i Danmark vejledende retningslinier for tilrettelæggelse af sådanne arrangementer.

I forbindelse med den nye markedsføringslov, der trådte i kraft den 1. oktober 1994, blev reglerne om afholdelse af tilfældighedsprægede gevinstfordelinger ændret, således at det kun er de købsbetingede, tilfældighedsprægede gevinstfordelinger, der er forbudt. Nærmere om de nye regler findes i Forbrugerombudsmandens vejledning om tilgift og konkurrencer (Kort og Godt nr. 6, marts 1995).

Om sponsering af foreningers programmer i radio- og tv er der givet særlige regler i en bekendtgørelse fra Kulturministeriet om sponsering af programmer i radio og fjernsyn, der supplerer nedenstående retningslinier.

Foreningers købsbetingede gevinstfordelinger kan iøvrigt være omfattet af lotterilovgivningen og kræver tilladelse fra politiet.

På denne baggrund reviderer jeg efter høring af de nævnte organisationer de vejledende retningslinier fra 1977.

oooOOOooo

Foreninger kan opfordre erhvervsdrivende til at støtte præmiekonkurrencer økonomisk, herunder ved at skænke beløb til at dække omkostningerne til afholdelse af arrangementer.

1. Erhvervsdrivende kan yde gaver til foreninger med det formål, at gaverne bortloddes eller på anden måde anvendes som præmier ved tilfældighedsprægede gevinstfordelinger.

2. Under præmiekonkurrencens afholdelse kan der gives følgende oplysninger om de erhvervsdrivende:

- 1. Navn og adresse på gavegiver.
Gavens art og mængde.

- 2. Omtale eller fremvisning af produkter eller tjenesteydelser må ikke gå ud over den information, som med rimelighed er påkrævet for at gennemføre konkurrencen m.v.

- 3. Derimod må der ikke finde egentlig reklamering sted for den erhvervsdrivende, fx i form af anprisninger af virksomheden eller af de skænkede varer.

3. Ved bekendtgørelse om præmiekonkurrencens afholdelse kan foreningen i annoncer, plakater og lignende anføre navn og adresse på gavegivere, samt gavens art og mængde, men samtlige gavegivere bør så vidt muligt anføres på ensartet måde, således at der ikke sker fremhævelse af enkelte virksomheder eller af de varer, der er skænket til formålet.

4. Retningslinierne træder i kraft den 1. december 1996. Samtidig ophæves de vejledende retningslinier fra 1977.

København, den 25. november 1996 Hagen Jørgensen

Sidst opdateret:   4. september 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: