Forbrugerombudsmandens "Hyrdebrev" efter markedsføringsloven
Information om administration af forbud mod mængdebegrænsning
af december 1991
[Forbuddet mod mængdebegrænsning er ophævet pr. 1. januar 2007]
Forbrugerombudsmandens informationsbrev af 20. december 1991:
Til erhvervsorganisationerne
Lov nr. 831 af 18. december 1991 om ændring af lov om markedsføring (Forbud mod mængdebegrænsning).
Den 7. november 1991 fremsatte Jes Lunde (SF) m.fl. Lovforslag L 103 om ændring af lov om markedsføring (Forbud mod mængdebegrænsning). Lovforslaget blev uændret vedtaget af Folketinget d. 13. december 1991 med ikrafttræden ved offentliggørelsen. Loven er offentliggjort i Lovtidende hæfte 154, udgivet den 19. december 1991.
Loven tilføjer en ny § 6 a i markedsføringsloven og indfører i stk. 1 et nyt forbud mod at sætte loft for, hvor stort et antal enheder den enkelte må købe af en vare, lige som det forbydes at nægte salg til bestemte aftagere. I stk. 2 gøres der en undtagelse fra forbudet mod mængdebegrænsning for egentlige udsalgsvarer. (Forbudet findes nu i § 9 i lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring).
Efter markedsføringslovens § 15 skal jeg føre tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af lovens bestemmelser. Det nye forbud er indsat i markedsføringslovens kapitel 2, hvilket indebærer, at overtrædelse af forbudet efter § 19, stk. 3, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Derimod har jeg ikke mulighed for at nedlægge forbud efter § 16 mod handlinger, der er i strid med det nye forbud.
I det følgende ønsker jeg at informere om, hvorledes den nye regel efter min foreløbige opfattelse vil blive administreret herfra.
I sager om klare overtrædelser af § 6a, stk. 1, vil jeg normalt påtale overtrædelsen og give en henstilling om ikke i fremtiden at overtræde bestemmelsen. Ved klare og gentagne overtrædelser vil jeg anmode anklagemyndigheden om at foretage efterforskning og/eller rejse tiltale. Administrationen vil derfor ske helt på samme måde som ved overtrædelser af § 6 og § 8, jf. mit brev af 3. oktober 1991.
I § 6a, stk. 2, gøres der undtagelse fra forbudet mod mængdebegrænsning for "egentlige udsalgsvarer". Lovens formulering af undtagelsen kan give anledning til tvivl i administrationen om, hvad der er omfattet af begrebet "egentlige udsalgsvarer".
I en henvendelse til Folketingets Erhvervsudvalg under behandlingen af lovforslaget anførte Det Danske Handelskammer følgende:
"Med henblik på at kunne skelne mellem udsalgsvarer (der efter forslaget stadig må være underlagt salgsmæssige begrænsninger) og tilbudsvarer, mener vi at det ville være hensigtsmæssigt at følge Forbrugerombudsmandens sondring jfr. F.O. 1975-77 s. 57.:
"Udsalgsvarer er varer, der tidligere har været solgt til højere priser i den pågældende forretning, hvilket på opfordring skal kunne dokumenteres. Varer der er indkøbt særligt fordelagtigt, og som derfor kan sælges billigere end normalt, eller varer der sælges umiddelbart efter indkøb, kan ikke annonceres eller sælges som "udsalgsvarer" eller lignende"."
I en kommentar til denne henvendelse anførte Industriministeren til Folketingets Erhvervsudvalg følgende:
"For så vidt angår Handelskammerets synspunkter om at lægge Forbrugerombudsmandens sondring mellem "udsalgsvarer og tilbudsvarer" til grund ved bedømmelsen af lovforslagets undtagelsesbestemmelse, skal jeg bemærke, at denne sondring vedrører begrebet "udsalgsvarer" i relation til prisreklamer. Begrebet "egentlige udsalgsvarer" må ud fra en sproglig fortolkning anses for at være et snævrere begreb, der ikke i dag har nogen selvstændig betydning..."
Industriministeren anførte, at den endelige fastlæggelse af begrebet henhører under domstolene, medmindre der i lovteksten indførtes en nærmere definition. Ministeren foreslog derfor en ændret formulering af undtagelsen i stk. 2, hvor forbudet ikke skulle gælde for "udsalgsvarer, der tidligere har været solgt i detailvirksomheden til en højere pris". Endvidere foreslog Industriministeren indsættelse af et nyt stk. 3, hvor detailvirksomheden pålagdes pligt til at give oplysning om såvel udsalgspris som den senest gældende pris, samt pligt til efter påkrav at kunne dokumentere prisoplysningerne over for mig.
Industriministerens ændringsforslag blev imidlertid ikke vedtaget af Folketinget ved tredje behandlingen. Under denne oplyste den fungerende industriminister bl.a. følgende fra talerstolen:
" I praksis vil det være næsten umuligt at skelne mellem tilbudsvarer og egentlige udsalgsvarer, som forbudet ifølge den måde, forslaget er udarbejdet på, ikke skal finde anvendelse på."
Jes Lunde (SF) som repræsentant for forslagsstillerne oplyste bl.a. følgende fra talerstolen:
"Den fungerende industriminister mener, at der kan være problemer med at afgrænse området. Det tror vi ikke på, der er. Det Danske Handelskammer har oplyst for os, at forbrugerombudsmanden har lavet en definition, som siger, at udsalgsvarer er varer, der tidligere har været solgt til en højere pris i den pågældende forretning, hvilket på opfordring skal kunne dokumenteres, men varer, der er indkøbt særligt fordelagtigt, og som derfor kan sælges billigere end normalt, eller varer, der sælges umiddelbart efter indkøb, ikke kan annonceres eller sælges som udsalgsvarer. På den måde laver man altså en afgrænsning, der matcher definitionen i lovteksten. Vi mener altså ligesom Det Danske Handelskammer, at lovforslaget let kan administreres, ..."
I øvrigt kan jeg henvise til "Fortryk af Folketingets forhandlinger", 1991, 1. samling, spalte 4113-4119.
Selv om Industriministeren har oplyst, at det vil være næsten praktisk umuligt at administrere undtagelsen med den ordlyd, som den har fået, må jeg konstatere, at et flertal i Folketinget ikke har delt dette synspunkt, ligesom Industriministerens forslag til en mere administrerbar undtagelse ikke kunne opnå flertal i Folketinget.
Herefter vil jeg foreløbig administrere undtagelsesbestemmelsen i overensstemmelse med de synspunkter, som Folketingets flertal har givet udtryk for, indtil der foreligger en retspraksis, der nærmere fortolker sondringen mellem "egentlige udsalgsvarer" og andre varer.
Ved min vurdering af hvilke sager efter § 6a, jeg vil tage op til behandling, vil jeg lægge afgørende vægt på omfanget og kvaliteten af det dokumentationsmateriale, som klageren vedlægger en anmodning om min bistand. Mine muligheder for at gribe ind over for overtrædelser af forbudet vil i betydelig grad afhænge af, hvorvidt det er muligt for klageren at tilvejebringe dokumentation for en overtrædelse. Det er anklagemyndigheden, der i en eventuel straffesag skal løfte bevisbyrden for - i givet fald ved vidneførsel - at der foreligger en ulovlig mængdebegrænsning.
Med venlig hilsen
Hagen Jørgensen
Forbrugerombudsmand