Historisk dokument
Ophævet pr. 1. oktober 2003
Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning
Forbrugerombudsmanden har med forhandlingsparterne Finansrådet, Forbrugerrådet, Håndværksrådet, konkurrencesekretariatet samt Finanstilsynet drøftet retningslinjernes anvendelsesområde og formuleringer i relation til salgsfremmende foranstaltninger og interessekonflikter. Retningslinierne har været i kraft siden den 1. oktober 1994. Retningslinjerne blev i august 1997 suppleret med uddybende bemærkninger.
Varetagelsen af såvel rådgivningsmæssige som salgsmæssige funktioner kan give anledning til interessekonflikter mellem kunden og pengeinstituttet. Tilsvarende gælder, hvis den ekspederende medarbejder selv har en særlig økonomisk interesse i rådgivningens resultat.
Parterne har drøftet disse problemstillinger, og der er på denne baggrund ændret i retningslinjernes pkt. 7.
Det er pengeinstituttets ledelse, der har det overordnede ansvar for retningslinjernes overholdelse, og det er ledelsen, der skal sikre, at der sker den tilstrækkelige uddannelse af medarbejderne, således at der i pengeinstituttet sker den nødvendige implementering af retningslinjerne.
Retningslinjerne gælder såvel ved rådgivning til eksisterende kunder som til potentielle kunder.
Retningslinjer i Forbrugerombudsmandens regi, som er forhandlet med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer m.v., betragtes som udtryk for, hvad der er god markedsføringsskik på området, og retningslinierne er underlagt Forbrugerombudsmandens tilsyn efter markedsføringsloven.
1. Indledning, afgrænsning
Med baggrund i pengeinstitutternes forretningsmæssige interesser som rådgivere og udbydere af produkter og ydelser, skal disse regler fremme, at pengeinstitutterne yder en rådgivning, der tilgodeser hensynet til den enkelte kunde. Et pengeinstitut, der markedsfører sig på en måde, der skaber berettiget forventning om, at der ydes en uvildig rådgivning, skal leve op til den standard, der må forudsættes for anerkendte og uafhængige rådgivere. Pengeinstitutterne skal sikre en etisk adfærd i afsætning af produkter og ydelser og i den hertil knyttede rådgivning. Pengeinstitutterne skal herunder nøje overveje selve indholdet af de produkter, ydelser og aktiviteter, som iværksættes. I disse overvejelser skal endvidere indgå en omhyggelig afgrænsning af hvilke kundegrupper, produkterne søges afsat til. Nærværende retningslinjer finder anvendelse på pengeinstitutternes rådgivning. Retningslinjerne gælder ikke for ekspeditioner.
Kommentar
Parterne har drøftet den potentielle konflikt ved pengeinstituttets varetagelse af kundens interesser i rådgivningssituationen samtidig med, at pengeinstituttet varetager egne salgs- og indtjeningsmæssige interesser.
Der er enighed om, at der ved bestemmelsen i punkt 1.1, jf. punkterne 2.2 og 2.3 ("tilgodese kundens interesser", "høj professionel standard") er taget klar stilling til, hvorledes denne mulige konflikt hos rådgiveren skal løses. Den rådgivning, der skal ydes i henhold til retningslinjerne, skal således alene tilgodese hensynet til kunden.
Der er i punkt 7 nærmere taget stilling til, hvorledes en eventuel interessekonflikt skal håndteres.
I forbindelse med salg af produkter og andre ydelser skal pengeinstituttet altid have for øje, hvilken målgruppe produktet henvender sig til. Valutaspekulationsforretninger er eksempelvis ikke egnede til privatkunder, medmindre disse har en helt særlig baggrund og formue, jf. ligeledes punkt 10 om risici. Pengeinstituttet bør til enhver tid ved dets investeringsrådgivning følge den generelle udvikling i opfattelsen af etiske normer i samfundet, og bør derfor afholde sig fra at opfordre til spekulation mod lovgivningens intentioner. Der kan således være anledning til, at et pengeinstitut vælger ikke at udbyde specielle produkter og ydelser.
I punkt 1.4 præciseres det, at de etiske regler alene finder anvendelse på pengeinstituttets rådgivning og ikke omfatter "rene" ekspeditioner såsom ind- og udbetalinger, overførsler, valutaveksling samt effektuering af kundens ordrer om køb og salg af værdipapirer. Den ekspederende medarbejder bør dog i den enkelte situation være opmærksom på, om der er behov for rådgivning, jf. punkt 2.2 og kommentaren hertil.
2. Generalklausul
Ved rådgivning forstås anbefalinger og vejledninger.
Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov.
Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser.
Pengeinstituttet skal i samarbejde med kunden skabe fornøden klarhed om indhold og forudsætninger i rådgivningen.
Kommentar
Normalt vil forløbet af en rådgivning mellem rådgiver og kunde indeholde følgende elementer: 1) kundens behov afdækkes 2) kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og ydelser, der kan dække dennes behov, herunder om priser og øvrige vilkår. 3) kunden modtager pengeinstituttets anbefalinger og vejledninger 4) kunden træffer sin beslutning 5) der indgåes evt. aftale mellem kunden og pengeinstituttet 6) der sørges for fornøden skriftlig dokumentation.
Rådgivning ydes først og fremmest efter anmodning fra kunden.
Rådgivning finder typisk sted ved personlige samtaler mellem kunde og rådgiver, men kan også foregå skriftligt.
Retningslinjerne gælder ikke for "rene" ekspeditioner, men det kan under en ekspedition vise sig, at kunden har et behov for rådgivning om forhold, der har tilknytning til ekspeditionen. Pengeinstituttet skal i så fald af egen drift tilbyde at rådgive kunden herom.
Pengeinstituttet skal om nødvendigt af egen drift tilbyde kunden at tage dennes engagement op til vurdering af dets forsvarlighed, sammensætning og hensigtsmæssighed, når pengeinstituttet er opmærksom på, at konkrete individuelle forhold hos kunden taler herfor, eller når kunden mere generelt drøfter sine økonomiske forhold med pengeinstituttet.
Dette gælder endvidere, hvis pengeinstituttet aftalemæssigt eller gennem en mere fast praksis har påtaget sig at virke som rådgiver for kunden om kundens generelle økonomiske forhold. Pengeinstituttet skal da med rimelige intervaller og ved passende lejligheder foretage en vurdering af forsvarlighed, sammensætning og hensigtsmæssighed af kundens engagement.
Rådgivningen skal således - også på baggrund af pengeinstituttets generelle markedskundskab - sikre, at kunden bedst muligt kan varetage sine interesser i forhold til de på ethvert tidspunkt eksisterende priser og vilkår på de produkter, ydelser og koncepter, som pengeinstituttet løbende udvikler.
Kvaliteten af rådgivningen bør som minimum opfylde den professionelle standard, der gælder for det konkrete rådgivningsområde.
3. Almindelige krav til rådgivningen
Pengeinstituttet skal rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle økonomi samt kundens forhold i øvrigt, herunder låne- og investeringshorisont, risikovillighed og mulighed for at overskue det, der rådgives om.
Pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Der skal således oplyses om muligheden for at indrette sig mest hensigtsmæssigt ved alternative måder at ordne et engagement på.
Ved rådgivningen anvendes pengeinstituttets generelle markedskundskab med henblik på, at kunderne informeres om de på markedet relevante produkttyper. Rådgivningen omfatter dog ikke enkeltheder om konkurrerende produkter eller konkrete priser.
Kommentar
Reglen i punkt 3.1 indebærer, at pengeinstituttet/den ekspederende medarbejder må sætte sig ind i den enkeltes kundes forhold. Et forventet pensionstidspunkt og behov for anskaffelse af større formuegoder kan eksempelvis have betydning for kundens låne- og investeringshorisont. Ved lånerådgivning må pengeinstituttet afdække, hvilken afviklingsprofil der er ønskelig. Ved investeringsrådgivning bør pengeinstituttet endvidere være opmærksom på den risiko, som kunden er parat til at løbe, og hvilket eventuelt tab den enkelte kunde kan bære.
Det ændrer ikke på pengeinstitutternes pligter efter punkt 3.2 og 3.3 , at der er tale om produkter og ydelser, som må antages at være almindelig kendt. Et pengeinstitut skal således rådgive (punkt 3.2)/ informere (punkt 3.3) om relevante, alternative typer af disse produkter og ydelser. Det kan eksempelvis, udover de traditionelle produkter, være forsikrings- og pensionsprodukter, realkreditlån, homebanking-produkter, internetbanking-produkter eller telefonbank-produkter.
Der stilles særlige krav til pengeinstituttets rådgivning om egne produkter/ydelser. Efter punkt 3.2 skal pengeinstituttet af egen drift give relevant og nuanceret information om egne produkter/ydelser.
Udtrykket "egne produkter/ydelser" skal forstås bredt. "Egne produkter/ydelser" omfatter således for det første samtlige de produkter/ydelser, hvor pengeinstituttet juridisk set er medkontrahent i forhold til kunden. For det andet omfatter "egne produkter/ydelser" samtlige de produkter/ydelser, som markedsføres eller formidles af pengeinstituttet. Dette gælder, uanset om produktet/ydelsen markedsføres, formidles eller kan erhverves via den afdeling, hvor kunden bliver rådgivet. I det omfang pengeinstituttet optræder som formidler af produkter/ydelser, vil pengeinstituttet i øvrigt altid kunne henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten heraf.
Ovenstående er ikke til hinder for, at der udvikles forretningskoncepter, hvorefter der i visse enheder (filialer) ikke ydes rådgivning, eller kun i meget begrænset omfang ydes rådgivning overfor kunden. Det må dog være et krav, at pengeinstituttet i sin markedsføring - herunder i den pågældende enhed - særlig klart fremhæver, at der hér er tale om et specielt koncept med begrænset eller slet ingen ydelse af rådgivning.
Medarbejdere i sådanne enheder (filialer) skal, hvis det bliver relevant, henvise kunden til at søge rådgivning på anden måde.
"Produkter/ydelser" omfatter samtlige eksisterende produkt- og koncepttyper samt i princippet de produkt- og koncepttyper, som løbende bliver udviklet.
For så vidt angår fortolkningen af rækkevidden af informationspligten efter punkt 3.3 må det afgørende være, om der på markedet findes produkttyper, der ikke er identiske med de af pengeinstituttet formidlede eller markedsførte produkttyper, og som er relevante for kunden.
Der vil efter punkt 3.3 normalt ikke være behov for at informere om homebanking-produkter, internetbanking-produkter, telefonbank-produkter eller andre distributionsmåder i konkurrerende virksomheder, medmindre kundens spørgsmål eller forholdene i øvrigt tilsiger det.
4. Udvidede krav til rådgivning
Påtager pengeinstituttet sig at rådgive på grundlag af speciel markedskundskab eller på grundlag af særlige rådgivningskoncepter øges kravene til kvaliteten i rådgivningen og informationen om produkter, der indgår som grundlag.
Kommentar
Bestemmelsen er udtryk for, at kravene til rådgivningen skærpes i takt med de signaler, pengeinstituttet udsender om sin egen formåen og kompetence.
5. Mindskede krav til rådgivning
Ved markedsføring af et forretningskoncept, der er baseret på produkter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgivning skal pengeinstituttet gøre opmærksom på disse begrænsninger. Medvirker pengeinstituttet til rådgivning derudover, skal dette ske under iagttagelse af nærværende retningslinier.
Alternativt skal pengeinstituttet henvise kunden til at søge anden rådgivning, når det bliver opmærksom på et øget rådgivningsbehov.
Kommentar
Bestemmelsen retter sig særligt mod nichebanker og omhandler udbud af produkter, hvortil der alene er knyttet standardinformationer eventuelt suppleret med en begrænset rådgivning i forbindelse med produktets etablering. Pengeinstituttet skal gøre kunden særskilt opmærksom på sådanne begrænsninger. Rådgiver man alligevel, skal det ske under iagttagelse af de almindelige krav, jf. punkt 3. Kan man ikke det, skal kunden henvises til andre, der kan yde rådgivningen.
6. Vejledning om principper for prisdifferentiering
Såfremt rådgivning angår forhold, hvor der mellem kunderne for en given ydelse er forskelle i fastsættelse af ind- eller udlånsrente eller gebyrer eller andre vederlag til pengeinstituttet, skal pengeinstituttet sikre sig, at kunden er opmærksom herpå. Pengeinstituttet skal på forespørgsel fra kunden give oplysning om, hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for kundens indplacering inden for den givne differentiering af renter mv.
Kommentar
Pengeinstituttet skal sikre, at kunden har kendskab til, at der sker prisdifferentiering.
Bestemmelsen er et supplement til den information, der i forvejen gives om renter og gebyrer på skilte og i brochurer. Pengeinstituttet skal således af egen drift i rådgivningen sikre, at kunden er opmærksom på eventuelle spreads for renter og gebyrer, f.eks. således at et eventuelt anvendt prisinterval oplyses. Dette vil i praksis kunne ske ved, at rådgiveren gør kunden opmærksom på, hvilken rente eller gebyr indenfor det anvendte prisinterval pengeinstituttet vil tilbyde den pågældende kunde efter en individuel vurdering af kundens forhold. Dette udelukker selvsagt ikke en yderligere forhandling med kunden herom.
Ved udsendelse af årsopgørelse eller kontoudtog til kunden bør pengeinstituttet oplyse såvel om den konkrete rentesats, der gælder for kunden, som om det rentespænd, som pengeinstituttet anvender for den pågældende type engagement (konto). Oplysningerne kan f.eks. gives ved at vedlægge det relevante uddrag af den gældende prisliste.
7. Særlige interesser
Har pengeinstituttet eller den ekspederende medarbejder/rådgiver i rådgivningssituationen en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal pengeinstituttet inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse.
Modtager pengeinstituttet eller den ekspederende medarbejder/rådgiver provision eller andet vederlag som følge af formidlingen af produkter eller ydelser, skal kunden gøres opmærksom herpå.
Pengeinstituttet bør i relation til hvert enkelt kundeforhold overveje, om den særlige interesse skal medføre at pengeinstituttet vil undlade at rådgive, undlade at udbyde produktet eller indskrænke sig til at afsætte den pågældende ydelse eller det pågældende produkt til en afgrænset kundegruppe, fx professionelle investorer.
En særlig interesse skærper således kravene til pengeinstituttets forsigtighed ved udbud og formidling af de pågældende produkter og til indholdet af rådgivningen.
Ved udbud af ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv skal der gives oplysning om den ansvarlige kapitals retsstilling og om, at denne ikke er dækket af indskydergarantifonden.
Kommentar
Punkt 7 omhandler den situation, hvor der kan være en konflikt mellem kundens interesse i rådgivningssituationen og pengeinstituttets interesse i at kunne sælge egne produkter eller formidle bestemte produkter som led i sin almindelige erhvervsvirksomhed.
Efter retningslinjernes punkt 1.1 skal rådgivningen alene varetage kundens interesser. For pengeinstitutter, der markedsfører sig på en måde, der skaber berettiget forventning om, at der ydes en uvildig rådgivning, skal rådgivningen leve op til den standard, der må forudsættes for anerkendte og uafhængige rådgivere, jf. punkt 1.2.
Særlig interesse i relation til punkt 7.1 foreligger, hvor pengeinstituttet har en konkret interesse i at afsætte et bestemt produkt eller en given ydelse, som indebærer særlige fordele for pengeinstituttet, fx hvor pengeinstituttet udbyder ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv. Der vil tillige kunne være tale om særlig interesse, hvor pengeinstituttet har en konkret interesse ved udbud og formidling af andre virksomheders ydelser eller produkter, eller når pengeinstituttet henviser en kunde til en anden virksomhed.
Bestemmelsen stiller derimod ikke krav til information om pengeinstituttets sædvanlige forretningsmæssige interesse i gebyr- og renteindtægter m.v. som må anses for tilgodeset gennem almindelige informations- og skiltningsregler og bestemmelsen i punkt 6.
Tilsvarende er der tale om en særlig interesse efter punkt 7.1, hvor den ekspederende medarbejder/rådgiver har en særlig økonomisk interesse i rådgivningens resultat. Dette kan være ved anvendelsen af salgsafhængige bonusordninger, hvor salg af pengeinstituttets egne eller andre virksomheders produkter eller henvisning til andre virksomheder medfører betaling til rådgiveren, eller andre former for præstationsaflønningsordninger, hvor der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af ydelser eller produkter og rådgiverens aflønning.
Efter punkt 7.1 skal pengeinstituttet forud for rådgivningen informere kunden om, hvori den særlige interesse består, således at kunden på et informeret grundlag har mulighed for at tage stilling til, hvilke konsekvenser de særlige interesseforhold bør have.
Efter lov om finansiel virksomhed § 3 a, stk. 1, nr. 4, skal en værdipapirhandler bestræbe sig på, at der ikke opstår interessekonflikter, og når sådanne ikke kan undgås, sørge for at kunderne behandles korrekt. Efter lovens § 3 b, stk.1, nr. 2, skal en værdipapirhandler organisere og opbygge sin virksomhed på en sådan måde, at risikoen for interessekonflikter både mellem værdipapirhandlerens kunder indbyrdes og mellem kunderne og værdipapirhandleren begrænses mest muligt. Om fornødent indebærer dette, at værdipapirhandlere skal organisere deres virksomhed således, at forskellige funktioner og arbejdsopgaver adskilles ved passende foranstaltninger.
Efter punkt 7.3 forudsættes det, at det enkelte pengeinstitut internt tager stilling til, hvornår eller i hvilke situationer en særlig interesse fører til, at pengeinstituttet undlader at rådgive, undlader at udbyde et produkt eller indskrænker sig til at afsætte den pågældende ydelse eller det pågældende produkt til en afgrænset kundegruppe, og i givet fald til hvilken.
Parallelt hermed kan være de tilfælde, hvor kunden i forvejen er repræsenteret af en uafhængig rådgiver. Pengeinstituttet bør i disse situationer være tilbageholdende med at tilbyde kunden rådgivning (uden om kundens rådgiver).
I alle de situationer, hvor der foreligger en særlig interesse, skal pengeinstituttet være opmærksom på, at der stilles strengere krav til rådgivningen end normalt, jf. punkt 7.4.
Pengeinstituttet bør ikke bruge betegnelsen ”rådgiver” om ekspederende medarbejdere, som i det væsentligste er provisionslønnede eller aflønnes efter lignende aflønningsformer.
At pengeinstituttet har opfyldt sine forpligtelser i henhold til punkt 7, må efterfølgende kunne godtgøres – eventuelt i forbindelse med opfyldelsen af punkt 11 om skriftlighed eller på anden måde.
8. Skattemæssige og andre konsekvenser.
I rådgivningen inddrages de skatteregler, som er relevante for de omfattede produkter og kundens forhold. Alternativt skal pengeinstituttet henvise kunden til at søge anden rådgivning.
Såfremt det for pengeinstituttet fremgår, at forhold, der rådgives om kan have væsentlig økonomisk betydning for en persons mulighed for at modtage tilskud eller andre økonomiske fordele, skal pengeinstituttet medtage dette i rådgivningen eller henvise kunden til at søge nærmere oplysning hos rette vedkommende.
Kommentar
Bestemmelsen i punkt 8.1 forudsætter, at den enkelte medarbejder i sin rådgivning tager højde for relevante skatteregler. Kunden skal eksempelvis vejledes om den beskatning/afgift, der eventuelt udløses ved salg af børsnoterede aktier og nogle typer investeringsforeningsbeviser.
Mere konkret rådgivning om de skattemæssige konsekvenser bør alene gives, hvor pengeinstituttet har et relevant kendskab til kundens forhold.
Hvor pengeinstituttet ikke er i stand til at yde en tilstrækkelig skatterådgivning eller hvis relevante oplysninger om kundens forhold savnes, skal kunden henvises til at søge anden rådgivning.
Punkt 8.2 er trods sin brede formulering tænkt alene at skulle omhandle offentlige tilskud.
Ordet "pengeinstitut" skal ligesom i punkt 8.1 forstås således, at bestemmelsen ikke angår den generelle viden, som pengeinstituttet måtte være i besiddelse af i sin organisation, men alene den viden, som den enkelte medarbejder, der befinder sig i rådgivningssituationen, er i besiddelse af.
Er eller bliver en medarbejder således konkret opmærksom på forhold, der kan have betydning for kunden, skal der rådgives herom, ligesom kunden skal henvises til at søge yderligere bistand rette sted.
9. Sikkerhedsmæssige forhold
Som et led i rådgivningen skal pengeinstituttet sørge for, at kunden er orienteret om de sikkerhedsforanstaltninger, der bør iagttages vedrørende pengeinstitutprodukter.
Kommentar
Der tænkes her på at oplyse kunden om muligheden for f.eks. at forsyne en bankbog med mærke, at få opbevaret fysiske værdipapirer i boks og pantebreve og præmieobligationer i depot samt f.eks. oplysning om, at PIN-koden på et Dankort ikke må videregives til andre, men kan gemmes på en "husker", opbevaring af Eurochequekort og Eurocheques m.m.
10. Risici
Som led i rådgivningen skal kunden orienteres om risici, der er relevante i relation til kundens forhold.
Hvor pengeinstituttet anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden være foretaget en omhyggelig vurdering af kundens mulighed for at bære et deraf følgende tab. Der bør i disse situationer udvises særlig tilbageholdenhed med at tilbyde lånefinansiering.
Såfremt en kunde på eget initiativ forespørger pengeinstituttet om investering eller finansiering af investeringer, hvis konsekvenser kan overstige kundens formåen, påhviler der pengeinstituttet pligt til at fraråde en sådan investering.
Efter omstændighederne bør pengeinstituttet afstå fra at medvirke til investeringer, der er særligt risikofyldte eller som overstiger kundens formåen.
Kommentar
Bestemmelsen omhandler navnlig kundens risiko for at komme i økonomisk uføre. Dette gælder eksempelvis, hvis der er risiko for, at kunden f.eks. ikke vil være i stand til at betale et lån eller anden finansiering tilbage, jf. punkt 10.1, eller de risici, der knytter sig til en investering.
En omhyggelig vurdering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab skal altid foretages ved enhver form for medvirken til særlig risikofyldt investering eller finansiering heraf, jf. punkt 10.2. Ved "særlig risikofyldt" forstås eksempelvis tab af en stor del af de investerede midler eller et absolut stort tab eventuelt tillige med tab herudover, såsom gearede investeringer.
Afhængig af kundens økonomiske formåen og investeringens karakter - eksempelvis skattemæssigt betingede erhvervsinvesteringer i udenlandske driftsmidler (jernbanevogne o.lign.) - må det vurderes, om pengeinstituttet kan medvirke til investeringen eller helt skal afstå fra denne, jf. punkterne 10.3 og 10.4.
Såfremt pengeinstituttet ikke afstår fra at medvirke til investeringen, må det afgøres, om investeringen kan anbefales eller skal frarådes alt efter kundens evne til at tåle det eventuelle tab. Ved særlig risikofyldte investeringer, f.eks. gearede valutaspekulationsforretninger, skal der udvises særlig tilbageholdenhed med lånefiansiering.
Det er ikke sigtet med bestemmelsen i punkt 10 at hindre kunder i at løbe risici f.eks. ved investeringer i værdipapirer eller låneoptagelser, men pengeinstituttet har som den mere professionelle part pligt til at gøre kunden opmærksom på relevante risici. En kunde, der således med åbne øjne ønsker at foretage en risikofyldt investering, skal have mulighed for dette, hvis han kan bære tabet. Iværksættere er ikke afskåret fra at foretage en risikofyldt investering i egen virksomhed.
11 Skriftlighed
Pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning.
Kommentar
Krav om skriftlighed er relevant i to situationer. For det første skal væsentlige aftaler indgåes eller bekræftes skriftligt. For det andet skal pengeinstituttet sikre, at særlige, herunder væsentlige forudsætninger, som er af betydning for rådgivningen af kunden, er nedfældet skriftligt.
Ved "særlige forudsætninger" forstås normalt forudsætninger, der ikke er typiske for den pågældende aftale. Der må hér lægges vægt på, hvad en almindelige fornuftig kunde anser for særligt. Herudover er det dog afgørende, hvad den enkelte kunde konkret lægger vægt på. Ved "væsentlige forudsætninger" forstås forudsætninger, der i rådgivningen har været så afgørende, at de har være bestemmende for, at aftalen blev indgået eller for dens nærmere indhold. Jo mere atypiske forudsætninger, jo større betydning for kundens private økonomi, desto større behov for skriftlig dokumentation.
12. Overholdelse af retningslinjerne
Pengeinstituttets ledelse har ansvaret for, at disse retningslinjer efterleves i det daglige arbejde. Arbejdsgange skal således ajourføres, og medarbejderne vejledes og uddannes i nødvendigt omfang.
Pengeinstituttet må kun søge afsætningen af dets produkter og rådgivningen i tilknytning hertil fremmet via mellemmænd, hvis disse overholder retningslinjer
København, den 28. juni 2002
Hagen Jørgensen