Markedsføring af elektroniske produkter
Forbrugerombudsmandens "Hyrdebrev" efter markedsføringsloven af december 1999 Til erhvervs- og interesseorganisationer mv. *) Vedrørende vejledning i forbindelse med markedsføring af hi-fi-produkter, der kan benyttes til ulovlig digital kopiering
Forbrugerombudsmanden har konstateret, at forbrugerne ved køb af hi-fi-produkter, der kan anvendes til ulovlig digital kopiering, kan være i tvivl om produktets brugsegenskaber, idet de ikke i tilstrækkeligt omfang vejledes herom.
1.
Efter ophavsretsloven er det som udgangspunkt ulovligt, at andre end rettighedshaverne foretager eksemplarfremstilling af de værker, som rettighedshaverne har ophavsret til.
Efter ophavsretslovens § 12, stk. 1, må der af et offentliggjort værk fremstilles enkelte eksemplarer til privat brug. Der er i ophavsretslovens § 12, stk. 2, nr. 4, gjort undtagelse, for så vidt angår fremstilling af eksemplarer i digital form af andre værker, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form. [reglerne i ophavsretsloven er blevet ændret efter udsendelse af dette hyrdebrev].
Digitalkopiering kan blandt andet foregå på følgende måder: Downloading af værker fra en cd-rom eller fra en database i digitalt net (såsom Internettet). Indlæsning af værker i en computer fra en diskette. Kopiering af cd’ere på digitale lydbånd.
Forbrugerombudsmanden har konstateret, at der i forbindelse med annoncering mv. af den omhandlede type produkter for eksempel oplyses om muligheden for at downloade musik og optage fra cd’ere og i øvrigt ikke gives oplysning om, at der er begrænsninger i den anvendelse, der lovligt kan ske af de omhandlede produkter.
Markedsføringen er således efter Forbrugerombudsmandens opfattelse egnet til at give forbrugerne det indtryk, at der ikke er begrænsninger i den anvendelse, der lovligt kan ske, og at forbrugerne derfor ved deres køb af produkterne kan have en forventning om en brug, der ikke lovligt vil kunne finde sted.
På denne baggrund skal Forbrugerombudsmanden henstille, at der fremover gives en sådan vejledning i forbindelse med salg af de omhandlede produkter, at forbrugerne bliver gjort bekendt med, at der er indskrænkninger i den lovlige anvendelse af produkterne.
2.
Forbrugerombudsmanden finder i øvrigt anledning til i denne forbindelse at gøre en bemærkning om den igangværende kampagne mod piratkopiering, der køres af Musikbranchen. I kampagnen anvendes for eksempel udsagn som: "Det er ikke ulovligt at købe en CD-brænder. Det er heller ikke ulovligt at købe en elefanthue.", "Hvor mange advokater kan der være på et børneværelse?", og "Hver dag opdager musikbranchen nye navne. Bed til, at det ikke bliver dit barn."
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at sådanne udsagn er i strid med god markedsføringsskik, idet de giver indtryk af, at en CD-brænder pr. definition bruges ulovligt, at børn kan straffes samt spiller på forældres angst for, at deres børn kan komme galt afsted.
Idet Forbrugerombudsmanden bemærker, at hi-fi-produkter, der kan benyttes til ulovlig digital kopiering, også kan benyttes på fuldt ud lovlig vis, skal Forbrugerombudsmanden benytte denne lejlighed til samtidig at udtale sin kritik af den nævnte kampagne.
3.
De berørte brancheorganisationer bedes drage omsorg for, at deres medlemmer bliver gjort bekendt med indholdet af dette brev. Brevet findes på Forbrugerstyrelsens hjemmeside. Med venlig hilsen Hagen Jørgensen.
Sidst opdateret:
9. marts 2004