Ophævet
Forbrugerombudsmandens retningslinier for omdeling af adresseløse forsendelser, herunder vareprøver
af december 1995 (pkt. 4 revideret januar 2005)
Efter forhandling med Post Danmark, Brancheforeningen Danske Distributionsvirksomheder, Danske Reklamebureauers Brancheforening, Detailhandelens Fællesråd, Dansk Industri og Forbrugerrådet er der udarbejdet nedenstående retningslinier i relation til markedsføringsloven:
- Erhvervsdrivende distributionsvirksomheder, herunder Post Danmark, og andre, der mod vederlag omdeler adresseløse forsendelser, distriktsblade, lokalaviser, tryksagsreklamer, reklamer på elektroniske medier, vareprøvprøver m.v., skal aflevere forsendelserne på en ordentlig og hensigtsmæssig måde, således at afleveringer sker til mindst mulig ulempe for modtageren.
- Distriktsblade, lokalaviserer, tryksagsreklamer og reklamer på elektroniske medier m.v. må ved afleveringer ikke blive siddende i brevsprækken, sættes i dørhåndtaget el. lign., således at uvedkommende kan konstatere, at der ikke er nogen hjemme på adressen.
- Lyd- og billedreklamer på elektroniske medier omfatter medier (cd, cd-rom, foto-cd, cd-i, cd-sd, disketter) til brug i pc'er, cd-afspillere og tilsvarende udstyr. Sådanne elektroniske medier skal ved adresseløs omdeling være omhyggeligt og forsvarligt emballeret, så ingen kan komme til indholdet uden at bryde emballagen. Billed- og lydreklamer på video- og kassettebånd kan på grund af mediets volumen og karakter kun omdeles adresseløst i overensstemmelse med punkt 4.
- Adresseløse forsendelser, der indeholder vareprøver, med et indhold eller af et omfang, der kan udgøre en risiko for børn eller husdyr, skal afleveres til en voksen person, der befinder sig på modtageradressen*.
Hvis ingen voksne personer befinder sig på modtageradressen, må vareprøven ikke afleveres. Distributøren kan dog i stedet aflevere en meddelelse om, at der er forsøgt afleveret en vareprøve, samt oplysning om kontaktsted, hvor modtageren kan få udleveret vareprøven ved henvendelse. Såfremt der på adressen findes en aflåst postkasse, kan aflevering også ske heri.
- Adresseløse vareprøver, der består af tryk på papir, karton og lignende materiale, kan dog afleveres ved indkast i brevkasse eller gennem brevsprække. Det samme gælder for de i punkt 3 nævnte elektroniske medier.
- Hvis erhverv og bopæl findes på samme adresse og har fælles brevkasse/brevsprække, kan adresseløse vareprøver afleveres ved indkast i brevkasse eller gennem brevsprække, når adressen i det væsentligste fremtræder som en erhvervsadresse.
- Retningslinierne træder i kraft den 1. januar 1996. Samtidig ophæves retningslinier af 13. januar 1993.
* Under iagttagelse af forbudet mod uanmodet personlig henvendelse, jf. § 6, stk. 1 i lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler.
Sidst opdateret:
30. april 2009
Giv din vurdering af denne side