Gå til resume Gå til indhold

Sammenlignende reklame

Vejledning

I sin orientering til erhvervs- og interesseorganisationer om ændring af markedsføringsloven, 2000, beskriver Forbrugerombudsmanden, hvilke nye regler, der gælder på området.

Gå til indhold

Til erhvervs- og interesseorganisationer mv. samt ministerier og særlige tilsynsmyndigheder

12. april 2000 

  • betingelser, der skal iagttages for at sammenlignende reklame er tilladt, herunder betingelser for særtilbud (§ 2 a)
  • adgang for Forbrugerombudsmanden til med kort frist at kræve oplysninger, når det gælder sammenlignende reklame mv. (§ 15, stk. 2), og
  • en lovteknisk ændring af reglerne for Forbrugerombudsmandens ansættelsesforhold (§ 15, stk. 3)

Hovedindholdet i den nye regel er at opstille betingelser for sammenlignende reklame. Disse betingelser omfatter navnlig, at reklamen ikke må være vildledende, at sammenligningen skal angå varer eller tjenesteydelser, der opfylder samme behov eller formål, at reklamen angår konkrete og relevante egenskaber, der er repræsentative og kan dokumenteres, at reklamen ikke giver anledning til forveksling med konkurrenter, at reklamen ikke miskrediterer konkurrenter, varemærker mv., at reklame for produkter med oprindelsesbetegnelse skal angå produkter med samme betegnelse, at reklamen ikke snylter på en konkurrents varemærke el. lign., og at reklamen ikke fremstiller en vare som en kopi af en anden vare, der er beskyttet af et varemærke.

Det bemærkes, at den nye § 2 a, der i det væsentlige er en ordret gengivelse af direktivteksten, ikke omfatter alt, hvad der traditionelt er betegnet som sammenlignende reklame. Reklame, der falder uden for direktivets definition på sammenlignende reklame, skal derfor fortsat bedømmes efter gældende regler. Dvs. markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, § 2 om forbud mod vildledning, § 5 om forretningskendetegn, og anden erhvervsregulering af betydning for sammenlignende reklame, herunder varemærkeloven, samt praksis på området.

Om den nærmere afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde henvises til lovforslagets bemærkninger, der er tilgængelig på Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Forbrugerombudsmandens hidtidige praksis i relation til sammenlignende reklame skal ses i sammenhæng med markedsføringslovens § 15, hvorefter Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven overholdes navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

På baggrund heraf har Forbrugerombudsmanden gennem årene kun behandlet forholdsvis få klager over sammenlignende reklame. Årsagen hertil er, at disse "konkurrentklager" mere har haft karakter af en konkret tvist om, hvorvidt en markedsføring er utilbørlig over for andre erhvervsdrivende end vildledende over for forbrugerne. Klager er i disse sager blevet henvist til domstolene. Dog har Forbrugerombudsmanden i sin praksis ud fra forbruger- og konkurrencehensyn påtalt vildledende produktsammenligninger i forbindelse med parallelimport.

Herudover har Forbrugerombudsmanden i sin tilsynsvirksomhed prioriteret prismarkedsføring, herunder sammenlignende reklame, når disse indeholder et væsentligt vildledningsaspekt i forhold til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden har i december 1997 udarbejdet en vejledning om prismarkedsføring, der også behandler prissammenligninger. Som følge af lovændringen vil vejledningen blive justeret.

Lovændringen forventes ikke at give anledning til en ændret praksis vedrørende sammenlignede reklame, da Forbrugerombudsmanden i sin generelle tilsynsvirksomhed fortsat vil fokusere på, om reklamen indeholder væsentlige vildledningsaspekter i forhold til forbrugerne.

Den nye § 2 a, stk. 3, stiller oplysningskrav om tidsangivelser for særtilbudets varighed mv. og om forbehold ved begrænset vareudbud, når tilbudet indgår i en sammenlignende reklame. Det bemærkes, at bestemmelsen er en præcisering og skærpelse af det generelle forbud i § 2 mod vildledning på dette område.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår tillige, at betingelserne for, hvornår der skal oplyses om forbehold for begrænset vareudbud, skal fortolkes i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens prisvejledning.

Er en virksomhed i tvivl om, hvorvidt et påtænkt markedsføringstiltag er foreneligt med markedsføringsloven, kan der efter markedsføringslovens § 18 fås en forhåndsbesked fra Forbrugerombudsmanden om hans syn på lovligheden af påtænkte markedsføringstiltag. 

Med venlig hilsen

Hagen Jørgensen

Sidst opdateret:   8. september 2003
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.