Markedsføringsloven - ændringer 2007

Download vejledningen som pdf-fil

7. maj 2008

Indhold

1. Præcisering af markedsføringslovens generalklausul
2. Nyaffattelse af markedsføringslovens § 3 om vildledende og utilbørlig markedsføring
§ 3, stk. 1 - vildledende og urigtige angivelser
§ 3, stk. 2 - utilbørlig form og fremgangsmåde
§ 3, stk. 3 - dokumentationskrav
3. Ny bestemmelse om oplysningspligt ved købsopfordringer (udeladelse af væsentlige informationer)
Hvornår foreligger der en købsopfordring?
Oplysningskrav ved købsopfordringer
Hvordan skal oplysningerne gives?
4. Bekendtgørelse 1084 nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold / bilagslisten - "sortlistede" forhold
5. Udeladelse af oplysningskrav, fastlagt i fællesskabslovgivningen
6. Ophævelse af § 5, stk. 3 om "særtilbud"
7. § 22a - Kontrolundersøgelser på stedet
Bilag - sortlisten om urimelig markedsføring i fobrugerforhold

Lov nr. 1547 af 20. december 2006 om ændring af markedsføringsloven (Gennemførelse af direktivet om urimelig handelspraksis, kontrolundersøgelse mv.)

Den 1. december 2007 trådte lov nr. 1547 af 20. december 2006 om ændring af markedsføringsloven og bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold i kraft.

Lovændringen og bekendtgørelsen har især til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked mv. (UCP-direktivet) i dansk ret.

Lovændringen indebærer enkelte, men fortrinsvis sproglige og tekniske ændringer af markedsføringsloven. I den nye bekendtgørelse er ”sortlistet” 31 konkrete forhold, som ifølge bemærkningerne til lovforslaget også efter den hidtidige markedsføringslov ville være i strid med enten god markedsføringsskik, jf. lovens § 1, eller vildledningsforbuddet i lovens § 3.

Retstilstanden efter de nye regler vil derfor på trods af en ny og delvis fremmedartet terminologi formentlig i det væsentlige være den samme som hidtil.

De enkelte elementer i loven er først og fremmest følgende:

• En supplering af generalklausulen om god skik gennem indførelse af et forbud mod urimelig handelspraksis, som berører forbrugernes økonomiske adfærd.
• En nyaffattelse af bestemmelsen i markedsføringslovens § 3 om vildledende angivelser og udeladelser samt om aggressiv og utilbørlig markedsføring rettet mod forbrugerne og andre erhvervsdrivende. Bestemmelsen er som hidtil strafbelagt.
• Indførelse af en ny bestemmelse, som fastsætter en række oplysningskrav i forbindelse med fremsættelse af en købsopfordring, dvs. markedsføring som indeholder en opfordring til køb rettet mod forbrugerne. Også denne bestemmelse er strafbelagt.
• Fastlæggelse af rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kontrolundersøgelser som led i sit håndhævelsessamarbejde i EU-regi.

Hensigten med denne orientering, som forinden udstedelse har været i høring hos berørte interesse- og brancheorganisationer, er at informere om de nye regler og betydningen heraf samt hjælpe de erhvervsdrivende til forståelse af de nye bestemmelser. Loven kan i sin helhed læses her (retsinfo.dk).

Såfremt der, efter at lovændringerne har været i kraft i nogen tid, skulle vise sig behov for et nærmere fortolkningsbidrag vedrørende forståelsen af én eller flere af de nye bestemmelser, vil Forbrugerombudsmanden være indstillet på at udarbejde en egentlig vejledning herom.

1. Præcisering af markedsføringslovens generalklausul

Generalklausulen i markedsføringslovens § 1 om, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, suppleres nu af et nyt stk. 2, som har følgende ordlyd:

”Stk. 2. Markedsføring, der angår forbrugernes økonomiske interesser, må ikke være egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd”

Bestemmelsen implementerer det generelle forbud i UCP-direktivets artikel 5 om urimelig handelspraksis. Udtrykket handelspraksis svarer i det hele til begrebet markedsføring, som det hidtil er fortolket i gældende ret.

Direktivet angår alene urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser, og derfor angår det nye stk. 2 kun forbrugerforhold.

At markedsføringen ikke må være egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd betyder ifølge lovforarbejderne, at markedsføringen skal have en kommerciel effekt, der indebærer, at den retsstridige handling har eller må kunne forventes at have en indvirkning på forbrugerens økonomiske dispositioner.

Direktivet om urimelig handelspraksis er et totalhamoniseringsdirektiv. Dette indebærer, at kravene til markedsføringen inden for direktivets område - dvs. urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser - er ens i alle medlemsstater, og at medlemsstaterne ikke må indføre strengere eller mere vidtgående regler end dem, der allerede følger af direktivet.

Inden for direktivets anvendelsesområde er udgangspunktet herefter, at markedsføring, som berører forbrugernes økonomiske interesser, og som lever op til direktivets krav, er tilladt, medmindre direktivets egne undtagelser giver mulighed for at forbyde markedsføringen.

Som en væsentlig undtagelse i direktivet kan nævnes smag og anstændighed, der kan variere meget fra den ene medlemsstat til den anden. Direktivet præciserer ikke nærmere, hvad der ligger i smag og anstændighed, men i direktivets præambel (motiverne) nævnes som eksempel, at "kundehvervning på gaden i nogle medlemsstater kan være uønsket af kulturelle grunde".

Undtagelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan gribe ind over for markedsføringen i medfør af den hidtidige generalklausul, hvis der i markedsføringen indgår elementer, som er i strid med, hvad normalt er omfattet af begrebet almene samfundsinteresser, herunder smag, anstændighed og kulturelt betingede forhold.

Lovbemærkningerne nævner som eksempel diskrimination, etik, reklamer der spiller på vold, frygt eller opfordrer til farlig adfærd.

Desuden berører direktivet ikke Forbrugerombudsmandens mulighed for at gribe ind over for overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, herunder bl.a. aftaleretten, jf. art. 3, stk. 2, samt en række andre emner.

Forbrugerombudsmandens offentligretlige kontrol med fx urimelige aftalevilkår vil derfor heller ikke blive påvirket af direktivet.

Uden for direktivets anvendelsesområde og dermed også lovens § 1, stk. 2, falder endvidere markedsføring i forholdet mellem erhvervsdrivende. Markedsføring, som ikke berører forbrugernes økonomiske interesser, er heller ikke omfattet af direktivet.

Som eksempel herpå nævner direktivet kommerciel kommunikation til investorer og virksomhedspromoverende litteratur, når disse ikke direkte påvirker forbrugernes transaktionsbeslutninger i forbindelse med produkter.

Som et andet eksempel kan formentlig nævnes branding eller tilsvarende form for image-markedsføring, der ikke er knyttet til et bestemt produkt. Er markedsføringen i disse situationer utilbørlig, vil det således være muligt at gribe ind i medfør af generalklausulen i markedsføringslovens 1, stk. 1.

2. Nyaffattelse af markedsføringslovens § 3 om vildledende og utilbørlig markedsføring

Markedsføringslovens hidtidige vildledningsbestemmelse i § 3 er blevet erstattet af en ny § 3, som har følgende ordlyd:

”Vildledende og utilbørlig markedsføring

§ 3. Erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.
Stk. 2. Markedsføring som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugerne eller erhvervsdrivende for en utilbørlig påvirkning, og som er egnet til mærkbart at forvride disses økonomiske adfærd, er ikke tilladt.
Stk. 3. Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
Stk. 4. [Økonomi- og erhvervsministeren] fastsætter nærmere regler for specifikke former for markedsføring, som i medfør af EU-regulering under alle omstændighe-der anses for at være urimelige i forbrugerforhold.”

Nyformuleringen af markedsføringslovens § 3 beror først og fremmest på et ønske om korrekt – herunder også sproglig - implementering af UCP-direktivet. Affattelsen af bestemmelsen har derfor tilnærmet sig den terminologi, som anvendes i direktivet og til den fremgangsmåde, som direktivet foreskriver for at afgøre, om der foreligger en vildledende markedsføring.

Af lovforslaget fremgår, at nyaffattelsen af bestemmelsen ikke reelt vil betyde en ændring af retstilstanden.

Derfor er det hidtil gældende princip om, at de centrale bestemmelser i loven gælder både i forbrugerforhold og i forholdet mellem erhvervsdrivende, fastholdt i § 3.

§ 3, stk. 1 - vildledende og urigtige angivelser I det hidtidige vildledningsforbud i § 3 var det et krav, at markedsføringen var ”egnet til at påvirke efterspørgsel og udbud af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser”, dvs. at markedsføringen havde en kommerciel effekt.

I den nye bestemmelse er det stadig et krav, at markedsføringen skal have en kommerciel effekt, men beskrivelsen af denne effekt tager nu udgangspunkt i modtagerens forhold: ”egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet”.

Ifølge lovbemærkningerne er der imidlertid ikke derved tilsigtet en materiel ændring i forhold til gældende ret, og der er ikke indholdsmæssigt forskel mellem det hidtidige forbud mod at anvende ”urimeligt mangelfulde angivelser” og det nye forbud mod at ”udelade væsentlige informationer”.

UCP-direktivet indeholder en nærmere præcisering af de forhold, vildledningen / udeladelsen kan angå. Da disse forhold allerede vil være omfattet af det hidtidige vildledningsforbud, vil de ikke blive nærmere gennemgået, bortset fra den nye § 12a, der omtales nedenfor i afsnit 3.

§ 3, stk. 2 – utilbørlig form og fremgangsmåde

Som tidligere er det ikke blot forbudt at anvende vildledende og urigtige angivelser. Det er også forbudt at anvende markedsføring, som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugeren for en utilbørlig påvirkning.

Som efter stk. 1 er det et krav, at markedsføringen har en kommerciel effekt, således at den er egnet til mærkbart at forvride modtagerens økonomiske adfærd.

Nyformuleringen af § 3, stk. 2, har samme terminologiske karakter som nyformuleringen af § 3, stk.1, og ligesom UCP-direktivet opregner en række forhold, som en vildledning kan angå – herunder også vedrørende udeladelser - bestemmer direktivet også, i hvilke tilfælde en markedsføring betragtes som aggressiv og utilbørlig.

Det er Forbrugerombudsmandens umiddelbare vurdering, at alle de forhold, der er listet i direktivet, ikke medfører en væsentlig ændring af den retstilstand, der hidtil har været gældende.

Overtrædelse af bestemmelsen om vildledning og aggressive og utilbørlige fremgangsmåder i § 3, stk. 1 og 2, er som hidtil strafbelagt, jf. også lovens § 30, stk. 3.

§ 3, stk. 3 - dokumentationskrav

Som hidtil er en erhvervsdrivende forpligtet til at dokumentere rigtigheden af faktuelle oplys-ninger. Udsagn, som har karakter af almindelige anprisninger, som fx ”byens bedste bager”, eller lign. er dog ikke omfattet af dokumentationskravet.

3. Ny bestemmelse om oplysningspligt ved købsopfordringer (udeladelse af væsentlige informationer)

Med den nye § 12 a gennemføres UCP-direktivets bestemmelser om oplysningspligt i forbindelse med købsopfordringer. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Købsopfordring

§ 12 a. Ved en opfordring til køb rettet mod forbrugerne skal en erhvervsdrivende give følgende oplysninger, medmindre de allerede fremgår tydeligt af sammenhængen:

• Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika,
• den erhvervsdrivendes adresse og navn,
• forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
• den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,

fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret, samt 6) prisen inklusive afgifter.
Stk. 2. Medfører varens eller tjenesteydelsens art, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, angives den måde, hvorpå prisen beregnes. Hvor det er relevant, angives alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse oplysninger ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysning om, at disse omkostninger kan forekomme.
Stk. 3. Ved en opfordring til køb forstås en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb."

En købsopfordring er et nyt begreb i markedsføringsloven, som defineres i § 12 a, stk. 3, og i overensstemmelse med artikel 2, i) i UCP-direktivet.

Bestemmelsen må ses i sammenhæng med forbuddet mod at udelade væsentlige informationer, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, og det generelle forbud i UCP-direktivets artikel 7, stk.1, mod udeladelse af væsentlige oplysninger, se nærmere herom nedenfor.

Ifølge lovbemærkningerne er en købsopfordring stadiet umiddelbart før en forbruger tager kontakt til den erhvervsdrivende for at indgå aftale om køb af en vare eller tjenesteydelse.

Begrebet en opfordring til køb er i § 12 a et rent markedsføringsretligt/ offentligtretligt begreb, og må således ikke forveksles med det aftaleretlige begreb ”opfordring til at gøre køb”, som traditionelt har været brugt til at beskrive forskellen mellem en almindelig reklame og et aftaleretligt bindende tilbud.

Hvornår foreligger der en købsopfordring?

Definitionen indeholder i stk. 3 tre betingelser for, at der foreligger en købsopfordring. Der skal for det første angives en karakteristik af produktet og dernæst en pris. Det er herudover en betingelse, at disse to oplysninger sætter forbrugeren i stand til at foretage et køb.

I praksis vil det være relevant at vurdere, om oplysningerne om produktets karakteristika har en sådan karakter og detaljeringsgrad, at der foreligger en købsopfordring i lovens forstand. En forbruger kan ikke foretage en relevant og præcis købsbeslutning fx på baggrund af oplysningen ” Spis Wasa Knækbrød ” eller ”Philips Farvefjernsyn 28’’. Begge angivelser er for upræcise til, at der kan foretages et køb.

Men står der i annoncen fx ”Wasa Knækbrød Fuldkorn, 250g - 10 kr.” eller Philips Farvefjernsyn 28” LCD/ HD-ready – 8.000 kr.”, er produkterne tilstrækkeligt præciseret og prisangivet til, at forbrugerne kan foretage et køb.

Efter definitionen i stk. 3 er det ikke en udtrykkelig betingelse, at den kommercielle kommunikation – fx i en annonce - indeholder en bestillingskupon, telefonnummer eller lignende, for at der foreligger en købsopfordring.

Tilsvarende kan det heller ikke kræves, at en annonce / markedsføring på internettet er forbundet med en bestillingsfacilitet – fx ”læg i indkøbskurven”, hvor forbrugeren kan erhverve den vare eller tjenesteydelse, som den markedsføringstiltaget omhandler.

Den kommercielle kommunikation kan omfatte enhver form for markedsføringstiltag eller – type, herunder reklamering, annoncering eller lign. samt egentlige udstillinger af varer.

Der findes i praksis mange eksempler på reklamer og lignende, hvor der direkte eller indirekte omtales varer og tjenesteydelser, men som ikke udgør en købsopfordring. Reklamer for et varemærke indeholder typisk ikke en omtale af specifikke varer og tjenesteydelser og er derfor ikke en købsopfordring.

Eksempler herpå er lovlige anprisninger og branding fx ”Køb bøger i Gad ” eller ”Peugeot – Bilen i dit liv”. Tilsvarende gælder reklamer, hvor en ny vareserie lanceres uden præciserende oplysninger om de enkelte produkter – eksempelvis ”Den nye Corsa er på gaden – introduktionspris fra 120.000”.

Hvis en vare udstilles – fx en bil, hvorpå der skiltes med alle relevante data for præcis den udstillede model – eller der foretages en mundtlig fremhævelse af en bestemt vare med angivelse af prisen, vil der typisk foreligge en købsopfordring. Det samme gælder, hvis en vare udbydes på Internettet, dvs. hvor der er tilknyttet en bestillingsfunktion.

Det vil altid bero på en konkret vurdering og afhænge af varens eller tjenesteydelsens art, om omtalen af den pågældende vares eller tjenesteydelses karakteristika medfører, at der forelig-ger en opfordring til køb.

Ved komplicerede varer og tjenesteydelser vil kravene til omtalen af varens eller tjenesteydelsens karakteristika være større end ved ukomplicerede varer og tjenesteydelser, for at der foreligger en opfordring til køb.

En annonce for fx fast ejendom, herunder ved timeshare-køb, vil på grund af produktets kompleksitet som regel ikke kunne sætte forbrugerne i stand til at foretage et køb, hvorfor der heller ikke er tale om en købsopfordring. Men foreligger der i konkrete tilfælde en sådan, skal oplysningspligten opfyldes - også for fast ejendom

Det fremgår af definitionen på en købsopfordring i § 12a, stk.3, at angivelsen af varens eller tjenestens karakteristika og pris skal være passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel.

Mediets art indgår derfor i den samlede vurdering af, hvorvidt der foreligger en købsopfordring. Der skal herefter ikke gives ret mange oplysninger om den bil, der er sat til salg i et udstillingslokale til en bestemt pris, før der foreligger en købsopfordring.

Omvendt skal der gives mere detaljerede oplysninger om den samme bil, hvis den sættes til salg i en annonce, for at forbrugeren derved er ”sat i stand til at foretage et køb”.

Oplysningskrav ved købsopfordringer

Som nævnt må § 12a ses i sammenhæng med forbuddet mod at udelade væsentlige informationer, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, og det generelle forbud i UCP-direktivets artikel 7, stk.1, mod udeladelse af væsentlige oplysninger.

I direktivets artikel 7, stk. 4, præciseres det, hvilke oplysninger der betragtes som væsentlige ved købsopfordringer, og som det derfor i medfør af artikel 7, stk.1, er forbudt at udelade.

Det er disse oplysninger, der gentages i § 12a. De seks typer oplysninger, der er opregnet, skal gives i forbindelse med en købsopfordring, medmindre de allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.

Oplysninger om eksempelvis varers karakteristika giver ofte sig selv, blot ved at de er udstillet i en forretning. Der skal derfor ikke gives yderligere særskilt oplysning om varen. Forbrugerne vil i disse tilfælde kunne finde varens karakteristika ved en umiddelbar besigtigelse af varen (fx en gulvspand). Såfremt dette ikke er muligt, fx ved tekniske varer, skal der gives oplysning om varens karakteristika (fx en vaskemaskine).

De 6 typer oplysninger, der kræves i § 12a, stk. 1, er:

1) Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika,

2) den erhvervsdrivendes adresse og navn,

3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen

4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,

5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret, samt

6) prisen inklusive afgifter.

Ad 1) Oplysninger om varens eller tjenesteydelsens vigtigste karakteristika skal gives således, at oplysningerne er afpasset både selve produktet og det medie, det markedsføres i.

Bestemmelsen kan have selvstændig betydning i forbindelse med udstilling af en vare, hvor en umiddelbar besigtigelse af varen ikke giver forbrugeren oplysninger om varens væsentligste karakteristika, men hvor der dog er tilstrækkelige oplysninger til, at der foreligger en købsopfordring, jf. ovenstående eksempel med vaskemaskinen.

Ad 2) Oplysning om den erhvervsdrivendes adresse og navn kan ske ved oplysning af eksempelvis et firmanavn.

Såfremt den erhvervsdrivende handler på vegne af en anden erhvervsdrivende, skal navnet og adressen på den pågældende erhvervsdrivende oplyses – fx ved køb af koncertbilletter via Billetnet, eller tegning af en ”tryghedsforsikring” ved køb af hårde hvidevarer.

Såfremt der er tale om en landsdækkende forretning eller kæde, som er almindeligt kendt af forbrugeren, kan adressen anses for at fremgå af sammenhængen. Det vil i dette tilfælde være tilstrækkeligt at oplyse den erhvervsdrivendes navn.

Ved købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i et forretningslokale, vil oplysning om den erhvervsdrivendes adresse og navn fremgå af sammenhængen og give sig selv. Det skal derfor ikke oplyses separat.

Ad 3–4) Forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen og den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling skal oplyses, hvis disse afviger fra, hvad der er sædvanligt i den pågældende branche.

Det kan fx være oplysninger om, at den pågældende erhvervsdrivende ikke modtager checks over et bestemt beløb, ikke modtager Dankort, eller at priserne er afhentningspriser, hvis en vare af den pågældende type sædvanligvis bliver leveret.

Det forudsættes herved, at disse betingelser i øvrigt ikke strider mod markedsføringslovens regler om god skik.

Ad 5) Der skal oplyses om fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret. Oplysningspligten omfatter både sådanne rettigheder, der følger af lovgivning – fx fortrydelsesret ved fjernsalg – og rettigheder, som er givet forbrugeren ved aftale, fx på bon eller nota. Ved købsopfordringer skal der principielt kun gives oplysning om eksistensen af en sådan ret, men derimod ikke indholdet heraf. I praksis vil disse ting dog ofte følges ad.

Ad 6) Der skal gives oplysning om varens/tjenesteydelsens pris incl. moms og afgifter. De krav, der stilles til prisoplysninger ved købsopfordringer, følger for så vidt allerede af markedsføringslovens almindelige krav til prisoplysninger, jf. § 13, og prismarkedsføring, jf. §§ 1 og 3.

Kan prisen pga. varens/tjenesteydelsens art ikke med rimelighed beregnes på forhånd, skal man angive den måde, hvorpå prisen beregnes. Tilsvarende skal der oplyses om yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, eller - hvis disse oplysninger ikke kan beregnes på forhånd - oplyses om at sådanne omkostninger kan forekomme.

Særligt for så vidt angår markedsføring på internettet, herunder ved e-handel, indebærer prisoplysningskravet, at den samlede totalpris skal vises, første gang prisen præsenteres for forbrugeren. Prisen må med andre ord ikke ændres i efterfølgende skærmbilleder eller undervejs i et eventuelt bestillingsforløb.

Kan prisen variere, og den samlede totalpris derfor ikke kan angives første gang, må det i forbindelse med prisangivelsen udtrykkeligt oplyses, at der kan forekomme tillæg, i hvilke situationer sådanne tillæg kan forekomme, og hvorledes disse beregnes. Hvordan skal oplysningerne gives? Der stilles ikke specifikke formkrav til de oplysninger, der skal give efter § 12 a. Forbrugeren skal imidlertid have alle relevante oplysninger i umiddelbar forbindelse med fremsættelse af købsopfordringen, som det gælder ved anden form for prisoplysning.

Oplysningerne skal således være let tilgængelige – dvs. at forbrugeren umiddelbart og uden vanskeligheder og såvel i en markedsføringssituation som forud for en købssituation skal kunne sætte sig ind i oplysningerne inden et eventuelt køb af den vare / tjenesteydelse, som købsopfordringen drejer sig om. Som udgangspunkt vil det derfor ikke være tilstrækkeligt at henvise til en internetadresse, hvor oplysningerne kan hentes.

De specifikke krav, der stilles til tilgængeligheden, varierer i øvrigt, alt afhængig af varens/tjenesteydelsens karakter, og det medie, der markedsføres i. Om de nærmere krav, der i medfør af markedsføringsloven sædvanligvis stilles til tilgængelighed, henvises til afsnit 4 i Forbrugerombudsmandens vejledning om salgsfremmende foranstaltninger og slagtilbud.

Ved almindelige butikskøb vil tilgængelighedskravet herefter typisk være opfyldt ved skiltning, og ved anden form for markedsføring, herunder også ved annoncering, samtidigt og i samme medie, hvor markedsføringen finder sted. Ved markedsføring fx i en tilbudsavis behøver alle oplysninger ikke gives for hver enkelt vare.

Det er tilstrækkeligt, at der en enkelt gang – fx på forsiden eller bagsiden – står ”Ved køb i XX-forretning har du 8 dages returret”. Ved en annonce - fx i et dagblad - for blot en enkelt vare skal alle de krævede oplysninger i 1 – 6 derimod gives, hvis der i øvrigt foreligger en købsopfordring, og oplysningerne ikke allerede fremgår af sammenhængen.

For så vidt angår det generelle forbehold, at oplysningerne i § 12a skal gives ”medmindre de allerede tydeligt fremgår af sammenhængen”, jf. stk. 1, og de i øvrigt skal ”afpasses det anvendte kommunikationsmiddel”, jf. stk. 6 bemærkes:

Kravene til oplysningernes detaljeringsgrad skærpes i takt med, at mediet giver praktisk mulighed for at give detaljerede oplysninger.

I flygtige medier – fx en tv-reklame – vil der blive stillet færre og lempeligere krav til eksempelvis en landsdækkende forretningskædes oplysninger, i forhold til de krav, der vil blive stillet til den samme forretnings tilsvarende markedsføring på sin hjemmeside eller i en dagbladsannonce.

Endelig bemærkes, at der i særlovgivningen kan være regler, der præciserer, hvornår og hvordan en eller flere af de i § 12a nævnte oplysninger skal gives.

Fx følger det af bekendtgørelse nr. 950 af 8. december 1995 om oplysning om fortrydelsesret ved erhvervelse af fast ejendom mv., at eventuelle oplysninger om fortrydelsesret som udgangspunkt skal gives i forbindelse med købsaftalens indgåelse, ligesom der stilles særlige formkrav til oplysningernes indhold.

Overtrædelse af § 12 a, stk. 1 og 2, er strafbelagt i lighed med overtrædelse af markedsføringslovens øvrige oplysningskrav.

4. Bekendtgørelse 1084 nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold/ bilagslisten – ”sortlistede” forhold

UCP-direktivet er bygget op som regelhierarki bestående af tre detaljeringsniveauer:

For det første den retlige standard i form af det generelle forbud mod urimelig handelspraksis, der forvrider forbrugernes økonomiske adfærd.

For det andet forbuddene mod vildledning og aggressiv handelspraksis, som hver især er yderligere specificeret i direktivet.

For det tredje indeholder direktivets bilag i en ikke udtømmende liste over forskellige konkrete og meget specifikke forhold, som ifølge direktivet under alle omstændigheder skal betragtes som urimelige, og som derfor forbydes. At et forhold ikke optræder på listen er altså ikke ensbetydende med, at det er tilladt.

For så vidt angår forhold, der optræder på listen, og isoleret set er tilladt efter denne, kan markedsføringen heraf imidlertid efter omstændighederne være vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, eller i strid med generalklausulen i § 1, stk. 2. Ifølge UCP-direktivet skal listen anvendes i samtlige medlemsstater og må kun ændres ved en revision af direktivet. Medlemsstaterne er derfor som udgangspunkt forpligtet til at anven-de ordlyden i bilagslisten.

I Bekendtgørelse 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold, der har samme anvendelsesområde som markedsføringsloven, er bestemmelserne fra listen i direktivet gentaget i et bilag til bekendtgørelsen. Af § 2 i bekendtgørelsen fremgår, at de former for markedsføring, der er opregnet i bilaget, under alle omstændigheder anses for at være urimelige i forbrugerforhold. Dette indebærer, at en selvstændig prøvelse af det konkrete forholds vildledende karakter derfor ikke behøver at finde sted.

De enkelte bestemmelser i bilaget er optrykt bagest i denne orientering. Flere af de markedsføringsmetoder, der er nævnt i bilaget, er allerede helt eller delvist reguleret af specifikke bestemmelser i markedsføringsloven (fx nr. 5 om slagtilbud, som allerede er gennemført ved markedsføringslovens § 9, stk. 2, og nr. 11 om reklameidentifikation, der er gennemført ved markedsføringslovens § 4) eller særlovgivning.

Endelig er der en række forhold, som ifølge Forbrugerombudsmandens praksis tidligere har været vurderet som vildledende og dermed omfattet af det generelle forbud i § 3, som nu udtrykkeligt er reguleret i bekendtgørelsen. Det gælder fx bilagsnr. 20 om anvendelsen af ordet ”gratis” og nr. 21 om ”uanmodet fakturafremsendelse”. Af praktiske grunde, og da medlemsstaterne er forpligtet til at anvende ordlyden i listen, er hele denne genoptrykt i bekendtgørelsens bilag. 5.

5. Udeladelse af oplysningskrav, fastlagt i fællesskabslovgivningen

Det fremgår af UCP-direktivets art. 7, stk. 5, at udeladelse af en række oplysningskrav fast-lagt i fællesskabsretten og anført på en ikke udtømmende liste i direktivets bilag II, skal be-tragtes som væsentlige. Tilsidesættelse af disse oplysningskrav vil således også udgøre en ansvarspådragende udeladelse og dermed være en overtrædelse af den nyaffattede § 3, stk. 1. Listen er optrykt i slutningen af dette dokument.

6. Ophævelse af § 5, stk. 3 om ”særtilbud”

Markedsføringslovens hidtidige § 5, stk. 3, om særtilbud er blevet ophævet som konsekvens-ændring af UCP-direktivet. Særtilbud er nu kun reguleret af den generelle regel i markedsføringslovens § 9, stk. 2 om slagtilbud, se nærmere herom i Forbrugerombudsmandens vejledning om salgsfremmende foranstaltninger og slagtilbud.

7. § 22a – Kontrolundersøgelser på stedet

I den nye § 22 a præciseres og fastlægges rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kontrolundersøgelser i medfør af Forordning 2006/2004 af 27. oktober 2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (www.eur-lex.europa.eu). Den nye bestemmelse har ingen betydning for erhvervsdrivendes markedsføring og dennes lovmedholdighed. Bestemmelsen indeholder alene procedureregler for, under hvilke omstændigheder Forbrugerombudsmanden kan anvende det nye retsmiddel, som kun kan anvendes i grænseoverskridende sager, dvs. sager hvor danske erhvervsdrivende retter deres markedsføring mod andre EU-medlemsstater. Bestemmelsen vil derfor ikke blive nærmere omtalt og fortolket her, men der henvises til lovbemærkningerne fra lovforslagets fremsættelse i Folketinget.

Bilag til Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold

Former for markedsføring, som under alle omstændigheder anses for urimelige.

Vildledende markedsføring

1. Den erhvervsdrivende hævder at have underskrevet et adfærdskodeks, selv om det ikke er tilfældet.
2. Den erhvervsdrivende fremviser kvalitetscertificering, kvalitetsmærke eller tilsvarende uden at have opnået den nødvendige tilladelse.
3. Den erhvervsdrivende hævder, at et adfærdskodeks er godkendt af en offentlig myndighed eller anden myndighed, selv om det ikke er tilfældet.
4. Den erhvervsdrivende hævder, at en erhvervsdrivende (herunder dennes handelspraksis) eller et produkt er blevet godkendt eller tilladt af en offentlig eller privat instans, selv om det ikke er tilfældet, eller fremsætter en sådan påstand uden at opfylde betingelserne for godkendelse eller tilladelse.
5. Den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en bestemt pris uden at gøre opmærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han ikke vil være i stand til at levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende eller tilsvarende produkter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde, som er rimelig i forhold til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet, og den opgivne pris (bait advertising).
6. Den erhvervsdrivende opfordrer til køb af produkter til en bestemt pris, men
   a) nægter at vise det averterede produkt for forbrugerne, eller
   b) nægter at tage imod bestilling af det eller levere det inden for et rimeligt tids-
   rum, eller
   c) fremviser en defekt udgave af det, fordi han agter at promovere et andet produkt (bait and switch).
7. Det angives i modstrid med sandheden, at produktet kun vil være tilgængeligt i meget begrænset tid, eller at det kun vil være tilgængeligt på visse betingelser i meget begrænset tid, for at fremkalde en umiddelbar afgørelse og fratage forbrugerne tilstrækkelig mulighed for eller tid til at træffe en informeret beslutning.
8. Den erhvervsdrivende påtager sig at yde eftersalgsservice til en forbruger, med hvem han har kommunikeret forud for transaktionen på et sprog, som ikke er et officielt sprog i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, men yder kun en sådan service på et andet sprog uden tydeligt at have tilkendegivet dette over for forbrugeren, før denne forpligtede sig i forhold til transaktionen.
9. Det angives, eller der gives på anden måde indtryk af, at et produkt kan sælges lovligt, selv om dette ikke er tilfældet.
10. Rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud.
11. Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren. (Advertorial). Dette berører ikke direktiv 89/552/EØF .
12. Der fremsættes en faktuelt ukorrekt påstand vedrørende arten og omfanget af risikoen for forbrugerens eller dennes families personlige sikkerhed, hvis forbrugeren ikke køber produktet.
13. Der promoveres et produkt, der ligner et andet produkt fremstillet af en bestemt producent, på en sådan måde, at forbrugeren med overlæg forledes til at tro, at produktet er fremstillet af samme producent, uden at dette er tilfældet.
14. Etablering, drift eller promovering af en salgsfremmende pyramideordning, hvor forbrugeren erlægger et vederlag og til gengæld stilles kompensation i udsigt, som hovedsageligt er afhængig af, om han har introduceret andre for ordningen og i mindre grad af salg eller forbrug af produkter, medmindre forholdet er omfattet af § 5a i lovbekendtgørelse nr. 555 af 6. juni 2006 om offentlige indsamlinger og pyramidespil.
15. Det hævdes, at lukning af den erhvervsdrivendes virksomhed eller flytning til andre lokaler er forestående, selv om det ikke er tilfældet.
16. Det hævdes, at produkter kan gøre det lettere at vinde i hasardspil.
17. Det hævdes i modstrid med sandheden, at et produkt kan helbrede sygdomme, funktionsforstyrrelser eller misdannelser.
18. Der gives faktuelt ukorrekte oplysninger om markedsvilkår eller om muligheden for at finde produktet med henblik på at få forbrugeren til at erhverve produktet på ringere vilkår end de normale markedsvilkår.
19. Det hævdes som led i handelspraksis, at der afholdes en konkurrence eller et salgsfremstød med præmier, men uden de omtalte præmier eller andre rimeligt tilsvarende uddeles.
20. Et produkt omtales som "gratis", "vederlagsfrit", "uden betaling" eller lignende, selv om forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for levering af produktet.
21. I markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selv om det ikke er tilfældet.
22. Den erhvervsdrivende, i modstrid med sandheden, hævder eller giver indtryk af, at han ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession, eller han, i modstrid med sandheden, udgiver sig for at være forbruger.
23. Der skabes det fejlagtige indtryk, at eftersalgsservicen i forbindelse med produktet er tilgængelig i en anden medlemsstat end den, hvor produktet sælges.
24. (Agressiv markedsføring). Forbrugeren bringes til at tro, at han ikke kan forlade lokalerne, før en kontrakt er indgået.
25. Der aflægges personlige besøg, der ikke er omfattet af forbuddet i forbrugeraftalelovens § 6, på forbrugerens bopæl, uden at forbrugerens ønske om, at den erhvervsdrivende skal forlade stedet eller blive væk, respekteres, idet der dog gælder en undtagelse for besøg med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning.
26. Der foretages vedholdende og uønskede henvendelser pr. telefon, der ikke er omfattet af forbuddet i forbrugeraftalelovens § 6, eller pr. telefax, e-mail eller andre fjernkommunikationsmedier, idet der dog gælder en undtagelse for henvendelser med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning.
27. Den erhvervsdrivende kræver, at en forbruger, som ønsker at anmelde en fordring i henhold til en forsikringspolice, skal fremlægge dokumenter, som ikke med rimelighed kan anses for at være relevante i forhold til fordringens gyldighed, eller han systematisk undlader at svare på korrespondance vedrørende sagen, i den hensigt at afholde forbrugeren fra at udøve sine kontraktlige rettigheder.
28. En reklame opfordrer direkte børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører. Denne bestemmelse berører ikke artikel 16 i direktiv 89/552/EØF om tv-radiospredningsvirksomhed.
29. Der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selv om forbrugeren ikke har anmodet herom, idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres i overensstemmelse med en fjernsalgsaftale vedrørende varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser.
30. Det meddeles udtrykkeligt forbrugeren, at hvis han ikke køber produktet eller tjenesteydelsen, vil den erhvervsdrivendes job eller levebrød være truet.
31. Der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet tilsvarende gode, selv om faktum er, at der enten
    – ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode,
    eller
    – at den handling, som skal udføres for at indløse præmien eller et andet tilsvarende gode indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på anden måde påtage sig udgifter. Oplysningskrav i fællesskabslovgivningen vedrørende reklame og kommerciel kommunikation

- Artikel 4 og 5 i direktiv 97/7/EF

- Artikel 3 i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure

- Artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejen-dom på timeshare-basis

- Artikel 3, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer

- Artikel 86-100 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler

- Artikel 5 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel)

- Artikel 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF af 16. februar 1998 om ændring af Rådets direktiv 87/102/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit

- Artikel 3 og 4 i direktiv 2002/65/EF Artikel 1, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/107/EF af 21. januar 2002 om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med henblik på en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter

- Artikel 12 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling

- Artikel 36 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring

- Artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle Instrumenter

- Artikel 31 og 43 i Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (tredje skadesforsikringsdirektiv)

- Artikel 5, 7 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel.