28. juni 1999
Til erhvervs- og forbrugerorganisationerne m.v.
Indhold
1. Indledning
2. Styrkelse af garantireglen
3. Bindende retningslinjer
4. Påbud efter forhandling
5. Lovteknisk justering af henvisningerne til retsplejeloven
6. Strafansvar for juridiske personer
Regler for Forbrugerombudsmandens ansættelse.
Folketinget har vedtaget lov nr. 342 af 2. juni 1999 om ændring af lov om markedsføring, der træder i kraft den 1. juli 1999. Loven vedlægges (se sammenskrivning af loven). Lovændringen svarer - bortset fra en enkelt ændring - til det lovforslag (L 136), som erhvervsministeren fremsatte den 9. december 1998.
Loven gennemfører udvidelser af Forbrugerombudsmandens kompetence på nogle vigtige områder. Det må dog fastslås, at markedsføringslovens anvendelighed til at regulere virksomhedernes adfærd over for forbrugerne forudsætter, at de erhvervsdrivende og det offentlige påtager sig et ansvar for, at loven skal spille denne rolle.
Den ressource, der står til Forbrugerombudsmandens rådighed til lovens administration, gør det heller ikke muligt at sikre en vederhæftig markedsføring i forhold til forbrugerne, hvis de erhvervsdrivende og organisationerne ikke aktivt medvirker i en positiv ånd.
Det er den enkelte erhvervsvirksomhed, der har ansvaret for linjen i den konkurrence- og markedsføringsmæssige adfærd, der udfolder sig inden for de enkelte brancher. Etik, dialog og ansvar er begreber, som virksomhedens ledelse og medarbejdere må forholde sig til i samspil/dialog med virksomhedens interessenter. Herved undgår virksomheden også lettere at komme på kant med den politiske forbruger eller det offentlige - hvad enten markedsføringen er rettet mod det lokale, regionale eller globale marked.
Er en virksomhed i tvivl om, hvorvidt et påtænkt markedsføringstiltag er foreneligt med markedsføringsloven, kan der efter markedsføringslovens § 18 [nu § 25] fås en forhåndsbesked fra Forbrugerombudsmanden om hans syn på lovligheden af påtænkte markedsføringstiltag.
Den 18. maj 1999 vedtog Ministerrådet i EU et nyt direktiv om køb af forbrugsvarer og forbrugsgarantier (1). Den nye bestemmelse i markedsføringslovens § 4, stk. 2 [nu § 12], er en følge af direktivet.
Lovændringen indebærer ingen ændringer i anvendelsesområdet for garantier efter den gældende § 4 [nu § 12] (2). Både den eksisterende regel og den nye regel angår kun garantier over for forbrugere.
Efter § 4, stk. 2, [nu § 12] er garantigiver den erhvervsdrivende, der fx som sælger, leverandør, producent, importør eller lignende direkte yder garanti i forbindelse med salg af varer eller ved udførelse at ydelser. Garantigiver kan også være den erhvervsdrivende, der i forbindelse med sin markedsføring påtager sig en garanti, der er ydet af tredjemand, fx en producent.
- hvad går garantien ud på,
- hvem yder garantien (garantivers navn og adresse),
- garantiens varighed (fra hvornår, (typisk fra tidspunktet for leveringen) og i hvor lang tid),
- hvorledes skal forbrugeren forholde sig, hvis garantien ønskes påberåbt og
- at den ikke berører købers rettigheder efter almindelige regler (3)
Ved udstedelse af en mundtlig garanti til forbrugeren vil bestemmelsen i praksis være opfyldt ved oplysning om, at den erhvervsdrivende påtager sig garanti for produktet i et åremål (4).
Den nye regel omhandler både anmodning om dokumentation for et mundtligt garantitilsagn samt udlevering af en fortrykt garanti fx fra sælger eller producent. Formålet med bestemmelsen er dels, at forbrugeren ikke vildledes med hensyn til garantiens indhold, idet han forud for en aftales indgåelse kan få garantien skriftligt, dels at sikre forbrugerens bevismæssige stilling. Udlevering skal ske straks eller hurtigst muligt efter, at forbrugeren har bedt herom.
Benyttes der fx elektroniske medier, skal forbrugeren kunne sikre sig bevis for garantiens indhold, fx ved at garantigiver sender garantien elektronisk til forbrugerens e-mail adresse.
En skriftlig garantierklæring, der er rettet til forbrugerne, skal altid være på dansk (5). Kravet omfatter både dokumentationen for mundtlige garantier og alle skriftlige garantierklæringer, herunder internationale producentgarantier, der anvendes her i landet.
Med lovændringen indføres der nu mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan aftale med alle de deltagende organisationer, at retningslinjerne tillægges bindende virkning. Denne mulighed består også for de allerede gældende retningslinjer efter § 17, stk. 1.
Konsekvensen af at aftale bindende retningslinjer er, at Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud ved overtrædelser af retningslinjer uden først at skulle forhandle individuelt med den enkelte erhvervsdrivende. Forbrugerombudsmanden vil dog høre den pågældende, inden et påbud meddeles.
Et påbud kan kun gives til erhvervsdrivende, der er medlem af en tiltrædende organisation på tidspunktet for overtrædelse af retningslinjerne.
I fremtidige forhandlinger om retningslinjer vil det derfor kunne blive et særligt forhandlingspunkt, om retningslinjer skal være bindende. Blandt de forhold, der vil indgå i Forbrugerombudsmandens overvejelser, kan nævnes, om en bred kreds af branchens udøvere er medlemmer af brancheorganisationerne, om bindende retningslinjer vil kunne medføre uheldige konkurrencebegrænsende virkninger eller om der erfaringsmæssigt har været håndhævelsesproblemer på området.
Formålet med bestemmelsen er, at det skal være vanskeligere at gennemføre markedsføringsinitiativer, der klart strider mod markedsføringslovens regler og den kendte eller aftalte praksis. Forbrugerombudsmanden får derfor nu mulighed for at meddele påbud efter forgæves forhandling over for handlinger, der klart er i strid med loven.
Om lovens udtryk: "en handling klart er i strid med loven" har der under lovændringens behandling i Folketingets Erhvervsudvalg været diskussion. Lovforslaget udtaler herom, at klare overtrædelser er begrænset til handlinger på områder, hvor retsstillingen kan beskrives som klar. En klar retsstilling vil typisk foreligge, hvor praksis allerede er fastlagt af domstolene, eller hvor der ikke er tvivl om fortolkningen af retsgrundlaget, fordi loven eller retsteorien er klar på området.
Reglerne i retsplejeloven om strafansvar for medvirken til overtrædelse af et af fogedretten nedlagt forbud og adgang til at beslaglægge rørligt gods, hvis det anvendes eller har været anvendt til overtrædelse af et forbud, eller der er bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål, kan nu også anvendes i forbindelse med forbud efter markedsføringsloven.
Ændringen af § 22, stk. 6, [nu § 30, stk. 6] indeholder den i lovgivningen nu anvendte formulering for strafansvar for juridiske personer. Ændringen indebærer, at fx kommunale interessentskaber nu også vil kunne straffes efter markedsføringsloven.
Med venlig hilsen
Hagen Jørgensen
1. Direktivet er endnu ikke offentliggjort i EF Tidende.
2. Forbrugerombudsmandens "Retningslinier for anvendelse af garantiudsagn i reklamer og aftalevilkår" fra december 1987 og "Vejledning om anvendelsen af garanti- og forsikringsudsagn i markedsføringen" fra november 1990 er derfor fortsat gældende.
3. Efter direktivet og den nye regel i markedsføringsloven skal det af garantierklæringen positivt skal fremgå, at forbrugeren bevarer sine ufravigelige rettigheder efter lovgivningen. Formålet med denne oplysningspligt er at medvirke til, at en garanti ikke bliver praktiseret på en vildledende måde. Typisk vil det være købeloven, der skal henvises til, men anden lovgivning skal dog nævnes, hvis dette er relevant un-der hensyn til garantiens indhold, ydelsens art, salgsmåden m.v.
4. Efter retningslinjerne skal garantitiden ved ydelse af garanti på nye varer som hovedregel strække sig væsentligt ud over købelovens 1-årige reklamationsfrist (den 2-årige frist efter 1. januar 2002, hvor direktivet om køb af forbrugsvarer og forbrugsgarantier senest skal være implementeret).
5. Bestemmelsen om dansk sprog er i overensstemmelse med retningslinjerne og med direktivet. Efter artikel 5, stk. 4, i direktivet om køb af forbrugsvarer og forbrugsgarantier, kan de medlemsstater, hvor varen markedsføres, så længe det er foreneligt med traktaten, kræve, at garantien på den pågældende stats territorium udfærdiges på et eller flere af de officielle fællesskabssprog.