Pengeinstituts debitering af en forbrugers konto uden dennes tilladelse. Tilmelding til BetalingsService kræver en klar og tydelig aftale med forbrugeren
En forbruger klagede til Forbrugerombudsmanden i forbindelse med, at et pengeinstitut havde debiteret hans konto uden hans tilladelse.
Banken oplyste til sagen, at den havde betalt et giroindbetalingskort på 18.086 kr. fremsendt af et forsikringsselskab ved at debitere forbrugerens konto. På giroindbetalingskortet var banken anført som indbetaler, og regningen blev ekspederet, idet man fandt dette stemmende med sædvanlig bankpraksis, når kunden over for betalingsmodtageren havde anført sit pengeinstitut som opkrævningsadresse. Dette betragtedes af banken som en »indirekte fuldmagt«.
Forbrugeren havde opgivet den kontoførende banks adresse samt sit kontonummer til forsikringsselskabet ved aftaleindgåelsen. Dette havde bibragt banken en berettiget forventning om, at det var forbrugerens ønske, at banken ekspederede den pågældende regning. Det vurderes altid konkret, om regninger, hvor der er givet indirekte fuldmagt, skal betales. I tvivlstilfælde vil der blive taget kontakt til forbrugeren for at få bekræftet, om regningen ønskes betalt. Der blev ikke taget kontakt til forbrugeren i det foreliggende tilfælde, idet det af banken blev vurderet, at det havde været forbrugerens hensigt, at banken skulle forestå betalingen, samt at det var i forbrugerens interesse, at regningen blev betalt.
Betalingen var endvidere blevet tilmeldt BetalingsService. Dette undrede forbrugeren sig over, da han ikke kunne erindre at have bedt hverken banken eller BetalingsService om en sådan ordning.
Fremsendes giroindbetalinger på forbrugerens foranledning til banken, oplyste banken, at den vil foretage en tilmelding til BetalingsService for at lette administrationsgangen.
Forbrugerombudsmanden fandt, at bankens betaling af det pågældende giroindbetalingskort og tilmeldingen til BetalingsService var sket uden en skriftlig bemyndigelse hertil fra forbrugeren eller i øvrigt uden dennes tilladelse. De oplysninger, der var afgivet af forbrugeren til forsikringsselskabet, indeholdt efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke en fuldmagt til betaling. På denne baggrund fandt man, at banken havde handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, ved at foretage træk på forbrugerens konto uden den fornødne aftalemæssige baggrund.
Ligeledes fandtes det ikke i overensstemmelse med god markedsføringsskik at foretage tilmelding til BetalingsService alene på baggrund af indsendelse af et giroindbetalingskort. En tilmelding til BetalingsService indebærer således en række forpligtelser for forbrugeren og kræver en særlig opmærksomhed i forbindelse med de regelmæssige udsendelser af betalingsadvis. En tilmelding til betalingsservice må derfor kræve en klar og udtrykkelig aftale med eller bemyndigelse hertil fra forbrugeren.
Banken bekræftede, at den fremover vil indrette sin forretningsgang for så vidt angår tilmelding til BetalingsService som anført af Forbrugerombudsmanden.
For så vidt angår spørgsmålet om betaling af girokort, hvor en forbruger havde angivet bankens adresse som opkrævningsadresse, bad banken Forbrugerombudsmanden om at overveje sagen på ny. Banken henviste til, at en undersøgelse af praksis for Pengeinstitutankenævnet på dette område viser, at grænsen for, hvornår et pengeinstitut kan undlade at foretage en betaling for en kunde, er snæver.
Banken ville derfor forbeholde sig ret til fortsat at foretage betaling, når der forelå en stiltiende fuldmagt fra kontohaver. En stiltiende fuldmagt blev af banken anset for at være givet, når kontonummeret er oplyst, og kontohaver er anført som indbetaler. Såfremt en forbruger gør indsigelse mod indbetalingen, vil denne blive efterkommet, og betalingen vil blive søgt tilbageført. Kan betalingen ikke tilbageføres, vil banken erstatte forbrugerens tab.
Forbrugerombudsmanden meddelte på denne baggrund, at han ikke agtede at foretage sig videre. (1996-2011/5-77)
Juridisk Årbog 1998, side 32-33